Bemærk: Observatoriet er under restaurering og derfor lukket.

Åbent 10-20

Strategi og vision

Rundetaarns blev opført i 1642 som astronomisk observatorium for Københavns Universitet – dengang var tårnets navn “Københavns Kongelige Stjerneborg”. Det ikoniske tårn er i dag et levende vartegn for København, der kombinerer fascinerende historie, arkitektur og himmelkig med kulturelle oplevelser og udstillinger, der leder til mange stjernestunder. Ambitionen er, at Rundetaarn skal være velbesøgt, velbevaret og velformidlet, og at tårnets gæster fra hele verden skal få både udsyn og indsigt fra Christian IVs gamle observationstårn.

Et højere formål

Hver eneste dag arbejder Rundetaarns over 60 ansatte på at bevare og udvikle Rundetaarn som historisk-astronomisk vartegn. Arbejdet udføres med en bevidsthed om, at vi sammen varetager en enestående kulturinstitution, der skal være velbevaret, velbesøgt og velformidlet. Inspireret af Tycho Brahes Stjerneborg på Hven blev Rundetaarn opført som astronomisk observatorium af Christian IV som en del af Trinitatis-komplekset med universitetsformål. Som et levende vartegn for København siden 1642 bliver alle aktiviteter programlagt ud fra narrativet om, at

“Rundetaarn er Københavns Kongelige Stjerneborg, bygget til at løfte mennesker til udsyn og indsigt.”

Ved at arbejde med oplevelsen og gæsterejsen i alle niveauer lever Rundetaarn op til sit ansvar som historisk kulturinstitution og Europas ældste fungerende observatoriebygning.

Rundetaarn har altid været et rigt sted på viden og inspiration, og den viden, der før var samlet i Bibliotekssalens bøger i tusindtal, bliver nu gjort levende i særudstillinger og formidling året rundt.

Program og udstillinger

Kulturprogrammet er kernen i vores formidling af stedets betydning for menneskets forståelse og udforskning af verden. Programmet skal bære fortællingen om, at hele Trinitatis-komplekset rummer historie, kirke og astronomi, der får liv i et aktuelt og relevant indhold af kunst, videnskab og arkitektur. Halvvejs oppe ad Sneglegangen, mellem Købmagergades brosten og himlen over tårnets hvælvede top, ligger nemlig Bibliotekssalen – det tidligere universitetsbibliotek over Trinitatis Kirke, som i dag er Rundetaarns kulturelle kraftcenter.

Her kan gæster året rundt opleve skiftende udstillinger i krydsfeltet mellem kunst, historie, videnskab og astronomi og en lang række arrangementer, der spænder fra koncerter og kreative workshops til oplysende foredrag. Rundetaarn skaber også indhold og oplevelser til årlige kulturbegivenheder som Kulturnatten, kunstfestivalen Art Matter Festival og den kulturhistoriske festival Golden Days.

Et helt lysår af oplevelser

Indeværende år har båret en overskrift; Lysår 2026. At tematisere hele årets program og særudstillinger i anledning af 350året er en tydeliggørelse af Rundetaarns formål om at bevare og formidle Rundetaarns astronomi-historiske kulturarv. Årets fire særudstillinger og introudstillingen om Ole Rømers store opdagelse danner rammen for det program, som folder Lysår 2026 ud på flere måder. I først og fremmest i historisk og videnskabelig betydning og forskningsmæssig forståelse, og i rækken af særarrangementer udfoldes en kunstnerisk, musisk, filosofisk og religiøs betydning af lys.

Rundetaarns program- og udstillingschef baserer udvælgelsen af årets arrangementer, og videreudvikler formater, på erfaringer og overordnet programstrategi. Herved målrettes arbejdet om at skærpe og opfylde:

  • Vores mission om, at Rundetaarn skal være velbevaret, velbesøgt og velformidlet. Arbejdet består dels i at forvalte og beskytte den arv via vedligehold og sikring af bygningen, og samtidig udvikle Rundetaarn og formidle tårnets historie og astronomi gennem oplevelse, læring og program.
  • Strategien om, at Rundetaarn vil prioritere ansvarlig drift og forbedringer i faciliteter, og vil styrke publikumsoplevelsen i relevans og kvalitet gennem programudvikling, formidling og kommunikation.

Ambitioner

Rundetaarns stab arbejder målrettet med ambitionen om, at kulturinstitutionen skal være velbesøgt, velbevaret og velformidlet.

Kommunikation af det særlige Lysår 2026 og det historiske restaureringsprojekt af teleskopet og kuplen på Observatoriet fra 1929 er nu veludført i årets første halvdel. Formidling spiller en stor rolle i den kommunikation, for med placeringen af kuplen og det arbejdende værksted på gadeplan, så byen kan følge med og i respekt for dansk håndværk, er det oplagt at fortælle København om Europas ældste observatoriebygning gennem fire århundreder. I den forbindelse er udviklet rundvisninger og skolemateriale særligt til 2026, og Rundetaarn planlægger en særlig genindvielse af Folkeobservatoriet.

Vi glæder os over, hvordan restaureringen er lykkedes ved projektets mange eksperter og rådgivere, og hele processen er blevet filmet og produseret af Rundetarns egen afdeling for audiovisuel kommunikation. Foreløbig er to film blevet offentliggjort i en miniserie om restaureringen.

Ansvarlighed

Rundetaarn er en fredet bygning og selvfinansieret kulturinstitution, og drifter al løn og vedligehold af billetindtægter. Sikringen af et velbesøgt tårn med tilfredse gæster, er derfor helt afgørende. Rundetaarn oplevede et rekordår i 2023 med hele 794.101 besøgende og indførte året efter en besøgsbegrænsning – et initiativ, der blev truffet af ledelsen for at sikre bygningen, medarbejderne og gæsteoplevelsen. Beslutningen om at begrænse besøgstallet til et mere fornuftigt niveau har dog ikke reduceret interessen fra lokale og internationale gæster, og tårnet er fortsat blandt byens mest velbesøgte attraktioner med rundt regnet 690.000 i både 2024 og 2025.

Med tanke på ansvarlig drift og bæredygtig udstillingsproduktion, er Rundetaarn i gang med en række tiltag i organisationen og gæsteoplevelsen, der skal udvise omtanke for miljøet.
Rundetaarn er medlem af ODMs (Danske Museer) Charter for grøn omstilling for at gøre det enkelt og overskueligt at sætte forpligtende mål for den grønne omstilling, og at arbejde systematisk med at indfri dem. Det gælder områder som butikkens vareudvalg, produktionen med udstillinger og både ind- og udlån af udstillingsmaterialer, efterspørgsel på og valg af ansvarlige leverandører samt et mål om mest mulig genbrug og mindst mulig udskift til nyt.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.