Mennesker og medier
Gå direkte til
Gæster i Rundetaarn
Rundetaarns kanaler
Tårnet på sociale medier
Rundetaarn i medierne
Gæster i Rundetaarn
Rundetaarn oplevede et rekordår i 2023 med hele 794.101 besøgende og indførte året efter en besøgsbegrænsning – et initiativ, der blev truffet af ledelsen for at beskytte bygningen, medarbejderne og gæsteoplevelsen. Beslutningen om at begrænse besøgstallet til et mere fornuftigt niveau har dog ikke reduceret interessen fra lokale og internationale gæster, og tårnet er fortsat blandt byens mest velbesøgte attraktioner. Også i 2025, hvor besøgstallet landede på:
691.907 gæster
Fra 2025 blev entrépriserne desuden justeret, så det fremover koster 60 kr. for voksne at besøge tårnet, mens det til gengæld blev helt gratis for børn under 18 år og studerende som noget nyt fik halv pris på entré. Denne sidste ændring understøtter tårnets oprindelige formål om at give de studerende ved Københavns Universitet de bedste betingelser for at blive klogere på verden og universet, og imødekommer en længe efterspurgt studierabat.
I 2025 kunne tårnets gæster opleve den storstilede astrofestival KOSMOS, der skød året i gang med spændende foredrag, spektakulære billeder af Mælkevejen, science talks med markante stemmer fra videnskabens verden, kosmiske kærlighedsevents, musikoplevelser, der sendte tankerne på himmelflugt og meget, meget mere.
Arrangementerne under KOSMOS blev besøgt af
3000+ festivaldeltagere
Foruden festivalen præsenterede Rundetaarn også løbende foredrag, ferieaktiviteter for familier, koncerter, talks og workshops. Fordelt over året kunne tårnets gæster sammenlagt opleve hele
70+ events

Nye entrépriser
Fra 2025 blev entrépriserne justeret, så det fremover koster 60 kr. for voksne at besøge tårnet, mens det til gengæld blev gratis for børn under 18 år, og studerende som noget nyt fik rabat på entré. Der har længe været efterspurgt en studierabat, og det støtter også op om tårnets oprindelige formål om at give studerende de bedste betingelser for at blive klogere på verden og Universet.

En astroklub med vokseværk
Efter et succesfuldt pilotår i 2024 med en astronomiklub for børn og stor interesse, lancerede Rundetaarn i 2025 to hold af Astroklubben – navngivet Castor og Pollux efter de to klareste stjerner i stjernebilledet Tvillingerne – så endnu flere havde mulighed for at være med.
I Astroklubben kan børn mellem 9 og 12 gå til astronomi i deres fritid i Christian IVs gamle stjerneborg, Rundetaarn, og møde nye venner, der også er vilde med rummet.
”Vi har fået meget god ny viden. Og så var det virkelig sjovt med de mange eksperimenter”
– deltager fra Astroklubben 2024/2025 om deres oplevelse af at være med.
I selskab med Christina Toldbo og astroformidlerne Cecilie Herluf og Andreas Rasmussen Kjær skulle Astroklubbens medlemmer over seks klubaftener udforske Universets hemmeligheder og selv prøve at observere Månen og planeterne fra det gamle teleskop i Observatoriet på toppen.
Læs mere om Astroklubben her.

Rundetaarns kanaler
På Rundetaarns hjemmeside kan gæster planlægge deres besøg, læse mere om tårnets historie eller købe billet til kommende arrangementer.
- Samlet antal besøg: 172.821
- Unikke sidevisninger: 289.398
- Nye besøg: 118.394
- Tilbagevendende besøg: 54.427

Trinitatis-komplekset i 3D
Rundetaarns hjemmeside indeholder også en virtuel besøgsmulighed – det virtuelle Rundetaarn – hvor man kan klikke sig gennem en 3D-model af tårnet. Funktionen kan benyttes til at planlægge et besøg på forhånd og få adgang til information og formidling, og giver desuden gæster, der normalt ikke kan nå helt til tops grundet de snævre trapper efter Sneglegangen, en mulighed for at se nærmere på Udsigtsplatformen og Observatoriet – om end digitalt.
Fra april 2025 omfatter den virtuelle rundvisning nu også Trinitatis Kirke med spændende infopunkter om alt fra arkitekturen til Prædikestolen, orgelet og altertavlerne, så digitale besøgende nu kan opleve hele Trinitatis-komplekset i 3D.

Rundetaarn fortæller
Hvis tårnets runde mure kunne tale, hvad ville de så fortælle? Alle kender historien om kongen, der byggede tårnet, men hvad med alle de andre historier? Den om bilen i Sneglegangen, de mystiske malerpletter på Ringerloftet, H.C. Andersens inspirationsture i Bibliotekssalen eller drengen, der faldt hele vejen ned gennem tårnets hule kerne og besvimede?
Siden 2022 har Rundetaarn produceret lydfortællinger, der giver indblik i tårnets mange skæve, spændende anekdoter og mindre kendte historier. Gæster kan lytte både under deres besøg ved at scanne QR-koder, men også hjemmefra eller på farten – lydfortællingerne findes nemlig også på forskellige musik- og podcasttjenester.
I årets løb fik lydfortællingerne
11.747 downloads

Tårnet på sociale medier
Følger man Rundetaarns sociale medier, får man indhold om historie og astronomi samt inspiration til hvilke udstillinger og arrangementer, man kan opleve i tårnet og stemningsbilleder fra hverdagen i Rundetaarn.
I løbet af 2025 er platformene vokset støt og roligt. Fra 1. januar til 31. december har de forskellige kanaler udviklet sig med:
Facebook:
78,9% stigning i interaktioner
+3.1K følgere
Instagram:
100% stigning i interaktioner
+1.6K følgere
YouTube:
+83 følgere
Nyhedsbrev:
+474 abonnenter
LinkedIn:
+72 følgere


Rundetaarn i medierne
Rundetaarn omtales jævnligt i både danske og udenlandske medier som vartegn og attraktion i forbindelse med turist- og oplevelsesguides til København, men også tårnets kulturarrangementer, udstillinger og andre aktiviteter har fået spalteplads i en række medier.
Tre tons tungt tilløbsstykke
Årets uden tvivl største nyhed var offentliggørelsen af, at den 3 tons tunge observatoriekuppel på tårnets top ville blive hejst ned i gadeplan i det kommende år for at gennemgå en omfattende restaurering i fuld offentlighed. Nyheden blev dækket i en lang række medier landet over.

Rundetaarns direktør, Jeanette Bursche, gav et stort, eksklusivt interview til Berlingske og blev siden, sammen med ledende arkitekt på projektet, Lennart Dose fra Fogh & Følner Arkitekter, interviewet i bl.a. P1, P4 og Licitationen – en brancheavis henvendt sig til byggeri- og anlægsbranchen.

Ny leder af Observatoriet
I efteråret blev astrofysiker Christina Toldbo udnævnt til ny leder af Observatoriet og fortsætter arven efter tårnets tidligere observatorieledere, heriblandt den verdensberømte astronom Ole Rømer. I sin nye funktion får Christina Toldbo ansvaret for astronomisk formidling ved observationer, foredrag og udstillinger samt udvikling af formidlingstilbud til børn og unge. Det gælder blandt andet en af Rundetaarns nylige satsninger: Astroklubben for børn, som i oktober 2025 startede sin anden årgang.

Videnskabens gåder
I 2025 var Rundetaarn desuden en af flere historiske locations i DR-programmet “Jagten på Danmarkshistorien”, hvor vært og historiker Cecilie Nielsen tager seerne med på tidsrejse, mens kendte danskere dyster om at løse gåder om danmarkshistorien.