Bondestuer på Ringerloftet

Det kostede 50 øre at komme ind, 5 øre at sætte sin stok i garderoben, og hvis man stadig havde penge tilovers på det nye Dansk Folkemuseum, der åbnede i Panoptikonbygningen på Vesterbrogade i København i august 1885, kunne man formedelst 30 øre anskaffe sig et katalog med nærmere beskrivelse af museets stuer, som indeholdt møbler og genstande fra borger- og bondehjem i det nuværende og tidligere Danmark.

Et par år efter indvielsen blev kataloget sat op til 35 øre, men så kunne man til gengæld også læse, at ”Dansk Folkemuseum grundlagdes i Sommeren 1879 ved Landbostandens Afdeling paa Kunst- & Industriudstillingen i Kjøbenhavn”, og at det ”blev samlet og ordnet af Directeur Bernhard Olsen i Aarene 1879-1885”.¹ Hvad der derimod ikke stod noget om, var, at det var på Trinitatis Kirkes Ringerloft med adgang fra Rundetaarn, at Bernhard Olsen (1836-1922) foretog meget af indsamlingen til museet og opstillingen af det.

Det var nu også nærmest en nødløsning, at det lige var der, det fandt sted. Olsen ville nemlig hellere have haft, det var på etagen nedenunder, hvor Nationalmuseet, der på det tidspunkt endnu kaldtes Oldnordisk Museum, var opstået i begyndelsen af århundredet. Der kunne han imidlertid ikke komme til, for salen var lejet ud som lager for en boghandler.²

Det nationale særpræg

Dansk Folkemuseum var opstået, efter at Bernhard Olsen, der havde en alsidig karriere i underholdningsbranchen, bladverdenen og militæret bag sig, havde besøgt verdensudstillingen i Paris i 1878. Verdensudstillingerne havde været afholdt med jævne mellemrum siden midten af århundredet som ”ein friedlicher Wettstreit zwischen alle zivilisierte Nationen der Welt” (”en fredelig kappestrid mellem alle verdens civiliserede nationer”), som den østrig-ungarske kejser, Franz Joseph (1830-1916), engang udtrykte det.³

Et broget pulterkammer

Det var ting fra en periode og ikke mindst en samfundsklasse, der ellers ikke var repræsenteret på tidens museer. Den mangel ønskede Olsen at afhjælpe ved at lave et permanent ”Musæum for Bondestanden”. Så kunne han også undgå, at de effekter, han havde samlet sammen, blev spredt for alle vinde, når Kunst- og Industriudstillingen var slut.⁶

Når noget kommer på museum, kan det være en indikation af, at det er ved at forsvinde fra det daglige liv. Netop sådan forholdt det sig med den bondekultur, som Bernhard Olsen ønskede at vise for offentligheden, og som man i samtiden tillige forsøgte at fastholde i det nationale genremaleri.⁷

Også det nationalhistoriske museum på Frederiksborg, som brygger J.C. Jacobsen (1811-87) netop havde tilbudt at finansiere indretningen af, var et udtryk for tidens nationale strømning. Derfor var der en vis logik i et forslag om, at Olsens bondestuer kunne få plads på slottet. Bryggeren selv var særdeles velvilligt indstillet over for tanken, men forslaget blev skudt ned af museumsmanden J.J.A. Worsaae (1821-85), der oprindelig havde støttet Olsen i hans opbygning af bondestuerne, men som nu vendte tommelfingeren ned med ordene: ”Lad os dog for Guds Skyld ikke gjøre Frederiksborg til et broget Pulterkammer”.⁸

Tidlig museumsinteresse

I stedet måtte Bernhard Olsen altså tage til takke med Ringerloftet ved Rundetaarn, den første tid endda kun den ene halvdel af det.⁹ Rundetaarn havde han haft udsigt til fra sin tidligste barndom. Han var nemlig født i portnerboligen på Borchs Kollegium i St. Kannikestræde¹⁰ et stenkast fra tårnet, som han beskrev i en erindringsskitse fra det år, hvor debatten om at flytte det på grund af den øgede trafik på Købmagergade begyndte at bølge.

”Til daglig var Kvarteret lige saa fredeligt som Huset,” skrev Olsen, ”vor Bys quartier latin med Bispegaard, Universitet, polyteknisk Læreanstalt, tre Kollegier, Latinskolen, to Kirker, Provste- og Præsteresidenser og det berømmelige Observatorium paa Rundetaarn, med Runestenene i sin Spiral og med sit Renommé for Stabilitet, der nu er blevet noget tvivlsomt”.¹¹

Olsen vidste også udmærket, at Universitetsbiblioteket på etagen over Trinitatis Kirke havde været arnestedet for Oldnordisk Museum. Ganske vist var museet flyttet til Christiansborg fire år før den lille Bernhards fødsel, men som barn skal han have været en fast del af den sværm af drenge, som museumsmanden Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) havde efter sig, når han foretog sine berømte offentlige rundvisninger i samlingen,¹² og Thomsen havde været en ledende kraft, da museet lå i Bibliotekssalen.

Problemer på kirkeloftet

Måske er det i håbet om, at lidt af Oldnordisk Museums succes skal dryppe på hans eget projekt, at Bernhard Olsen ikke glimrer ved nøjagtighed i stedsangivelsen, da han i 1880 skriver til en svensk kollega, om bondestuernes nye tilholdssted efter Kunst- og Industriudstillingen. ”Jeg har nu faaet Loftet over Trinitatis Kirke overladt for meget billige Vilkaar”, beretter han og fortsætter: ”Det er ikke noget særdeles godt Sted, men Opgangen (runde Taarn) er meget besøgt og det var derfra et oldnordisk Museum udgik, saa det kan jo tages som godt Varsel.”¹³

Mere klare i mælet er dog de røster, der i årenes løb begynder at lyde om, at det hverken er godt for museumsgenstandene eller Ringerloftet at have dem liggende deroppe. Forretningsudvalget for det endnu ikke åbnede museum beklager på sin side, at loftet ”langtfra er godt og Gjenstandene ere meget udsatte for Temperaturforandringer under det ikke meget tætte Kirketag”, mens kirkesynet er bekymret for de tunge ting, der står på gulvet, ”da Tagets Hængeværk allerede i lang Tid har lidt under et stærkt Tryk”.¹⁴

Videre udvikling

Også med hensyn til ønsket om at åbne dørene for publikum, som det tilsyneladende oprindelig var planen på Ringerloftet, ser det sort ud. Kirkens bygningskommission er således betænkelig ved, at der ”aabnes et Museum i dette Lokale, til hvilket der kun er Adgang gjennem en smal Dør, og som efter den samme Kommissions Skøn frembyder Fare for Ildebrand i mange Henseender”, som det hedder.¹⁵ Ja, ifølge Bernhard Olsen er kommissionen ikke bare betænkelig, men forbyder ligefrem museet ”at være længere i sit gamle Magasinlokale paa Trinitatis Kirkeloft”, som han skriver.¹⁶

Dansk Folkemuseum rykkede altså videre og foretog med tiden en voldsom udvikling. I årene omkring århundredskiftet tog Olsen den fulde konsekvens af sine udstillingsprincipper og fik et par gamle bygninger flyttet først til Rosenborg Have og i 1901 til Lyngby, hvor Frilandsmuseet stadig ligger. Senere blev både Frilandsmuseet og samlingen i Panoptikonbygningen indlemmet i Nationalmuseet. Men de havde jo også alle sammen trådt deres barnesko næsten samme sted.