
Donna Haraway: Story Telling for Earthly Survival
-
18.05.2025
Donna Haraway: Story Telling for Earthly Survival
I anledning af udstillingen TID*MULD*STJERNE, hvor otte samtidskunstnere udforsker, hvordan kunsten kan styrke vores sansning af og respekt for alt levende på planeten, er Rundetaarn og Cinemateket er gået sammen om en særvisning af Donna Haraways populære dokumentarfilm “Story Telling for Earthly Survival“, der blander filosofi, aktivisme og kunst.
I en verden præget af ødelæggelse og forandring bruger den amerikanske filosof og biolog Donna Haraway historiefortælling som et redskab til at skabe mening i verden. I dokumentaren ‘Story Telling for Earthly Survival‘ taler den 80-årige professor om nødvendigheden af at omdefinere vores forhold til jorden og de væsner, vi deler planeten med.
Filmens miljømæssige perspektiver vækker genklang i udstillingen TID*MULD*STJERNE, hvor værkerne spænder fra skildringer af muldens mikrokosmos og radikal botanik til terraforming, technofossiler og dystopisk sci-fi. Udstillingen kan opleves fra den 4. april til den 9. juni og tager dig med på en svimlende rejse gennem tid, geografi og historie, som forbindes til Rundetaarns lange historie som astronomisk observatorium og vindue til verdensrummets mysterier.

Arrangementet foregår i Cinematekets Himmelbio den 13., 17. og 18. maj.
Med en billet fra dette arrangement får du rabat på entré i Rundetaarn. Vis din billet, og kom ind og se TID*MULD*STJERNE for 30 kroner (normalpris 60 kroner).