
Flagermusforedrag for børn inkl. ekskursion til Ørstedsparken
Flagermusforedrag for børn inkl. ekskursion til Ørstedsparken
Flagermus lever sammen med os i byen – også omkring Rundetaarn! Kom og hør mere om de bevingede væsner, når biolog og flagermusforsker Inger Kærgaard holder foredrag for børn og deres voksne om flagermus.
Hvad der er en bygning for os, er en klippe for en flagermus, og Rundetaarn er ingen undtagelse. Siden foråret 2021 har der siddet en flagermusdetektor i tårnet, som optager hver gang en flagermus flyver forbi.
Kom og hør om mere om de forskellige typer flagermus, der færdes omkring Rundetaarn. Foredraget starter i tårnet, hvor vi skal se nærmere på døde flagermus og bagefter går turen til Ørstedsparken, hvor vi skal lede efter de levende, der bor i parkens træer.

Foredraget afholdes af biolog, flagermusforsker og formidler Inger Kærgaard fra Flagermusenes By.
Arrangementet er en del af en eventserie om vilde dyr og forholdet mellem by og natur, som er skabt i anledning af efterårets store udstilling i Bibliotekssalen – Dansker med ulve.