Kulturnatten i Rundetaarn
Kulturnatten i Rundetaarn
På denne særlige aften, sætter Rundetaarn fokus på de skjulte fortællinger i kunsten, musikken og astronomiens tegn.
Aftenens program er inspireret af udstillingen “Skyggearkivet”, der formidler fortællinger om det glemte, det uforudsete og det skyggeløse. Udstillerne Al Masson og Tomas Lagermand Lundme vil på aftenen fremføre en performance med udgangspunkt i deres udstillingsværker, der på hver sin måde handler om at arkivere og erindre på godt og ondt. Masson har medierne i fokus, hvad de har fortalt – og hvad de dermed har husket, mens Lundmes performance, et langdigt, er en publikumsinddragende fortælling om det runde tårn midt i byen, hvor man har kunnet og stadig kan, møde stjernerne i øjenhøjde.
Det er ikke kun i udstillingen at fortællinger om det glemte og skyggeløse kommer frem. I sneglegangen vil man kunne lære om kvinder i astronomien, hvis navne er glemte, men hvis opdagelser og opfindelser har haft stor indflydelse på astronomien i dag. Tårnets dygtige observatorer vil også rundere i sneglegangen og fortælle de ventende gæster, store som små, om alt det i Universet gemmer på, og som vi slet ikke kan forestille os.
Som noget helt nyt, vil astronomien også komme ud af tårnet. Ventende gæster vil kunne opleve gadeastronomi og stille spørgsmål til tårnets observatorer. Vi gør opmærksom på, at hvis det regner eller er overskyet vil der desværre ikke være gadeastronomi.
På tårnets top, kan man som altid kigge efter stjernebilleder og planeter igennem den gamle kikkert.
Klokken 23 vil der i Bibliotekssalen være koncert, når klarinetist Jonas Frølund og Nightingale String Quartet spiller en strygekvartet og klarinet-komposition af Bent Sørensen. Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, violiner, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch, og Louisa Schwab, cello, gruppen har vundet prisen ‘Årets P2 Kunstner’ i 2025.


Program
18.00-23.00
Åbent i udstillingen “Skyggearkivet”
18.00-00.00
Åbent i det bemandede observatorium
18.00-00.00
Fortællinger om kvinder i astronomiens historie i sneglegangen
19.00 og 20.00
Performance med Al Masson og Tomas Lagermand Lundme (varighed: ca. 25 minutter)
23.00-23.40
Koncert med Jonas Frølund og Nightingale String Quartet i Bibliotekssalen
Vi gør opmærksom på, at vi desværre ikke kan se noget på himlen i tilfælde af regn eller skyer, men vi vil altid kunne fortælle og vise rundt i det gamle observatorie.