Åbent i dag kl. 10-18

Koralvæsen

Dato
23.10.2024
-
10.11.2024
Sted
Bibliotekssalen
Pris
Inkl. i alm. entré

Koralvæsen

Kom helt tæt på klodens forsvindende koraller, når dokumentarist og videokunstner Maja Friis skaber et intimt, rørende og æstetisk møde med de bittesmå væsener.

Ved hjælp af makrooptik og i samarbejde med koralforskere fra Københavns Universitet, har Friis gjort det muligt at vise koraldyrene i helt stor skala gennem videoportrætter, der skildrer deres unikke skønhed i nært samspil med deres stille forfald i en sanselig oplevelse af klimaforandringernes alvor.

Koralvideoerne bygger på Friis’ flerårige arbejde med makrooptiske undersøgelser og filmoptagelser af forskellige koralarter. Udstillingen tager afsæt i eksisterende videomateriale, men fremstår som et selvstændigt, nyskabt værk med et udtryk, rumligt design og en atmosfære, der er udviklet specifikt til Bibliotekssalen. Koralvæsen stiller skarpt på koralindividerne, og arternes særlige sensitivitet overfor den globale opvarmning.

“Koralvæsen” åbner den 23. oktober kl. 19 og kan opleves frem til den 10. november i Bibliotekssalen, Rundetaarn.

Udstillingen ledsages af et eventprogram, der byder på foredrag, rundvisninger og kreative workshops:

Om kunstneren

Maja Friis er filmdokumentarist og visuel kunstner. Hendes praksis går på tværs af videnskab og kunst, hvor hun undersøger naturens sensitivitet og transformationer samt liv og ikke-liv i det antropocæne med visionen om at sanseliggøre forskningen og vores klimabevidsthed. Hendes arbejde har bl.a. været vist på Kunsthal Charlottenborg under CPH:DOX, BLOOM, Copenhagen Light Festival, i danske biografer samt ved internationale filmfestivaler.

ArtScience-teamet bag udstillingen

Udstillingen er produceret af Visual Science Studio, der består af Maja Friis selv og producent Sofie Mønster. Med videnskab og forskning som fundament formidler Visual Science den nyeste visuelle klimaforskning gennem æstetiske, sanselige oplevelser. Forskerteamet ledes af professor Michael Kühl fra Marinbiologisk Sektion ved Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.