Bemærk: Rundetaarn er lukket og genåbner til Kulturnatten kl. 18 – kun adgang med kulturpas!

Åbent i dag kl. 10-18

RumSnak LIVE

Dato
11.11.2022
Tid
19:30 - 21:00
Sted
Bibliotekssalen
Pris
100 kr.

RumSnak LIVE

Sæsonens andet arrangement i rækken af “Stjernekig og astronomiske samtaler” i Rundetaarn markerer 450-året for Tycho Brahes opdagelse af Stella Nova. Kom med til RumSnak LIVE med værterne Tina Ibsen og Anders Høeg Nissen.

Den 11. november 1572 dukkede der en ny stjerne op på himlen. Stjernen blev beskrevet i en bog året efter af den danske astronom Tycho Brahe. I år er det 450 år siden Tycho Brahes opdagelse, men vi ved nu at der slet ikke var tale om en ny stjerne, men en supernova.

Supernovaer opstår heller ikke når der dannes en ny stjerne, men i stedet når en stjerne ender sine dage. I denne live-udgave af RumSnak ser vi nærmere på supernovaer, fra Tycho Brahes tid til den forskning der foregår i dag.

Rasmus Agertoft, historisk konsulent i Rundetaarn, vil fortælle os mere om Tycho Brahes samtid og hvad hans opdagelse betød for videnskaben. Vi taler med Desiree Della Monica Ferreira fra DTU Space, der vil fortælle os hvordan man bygger instrumenter til at observere supernovaer. Og aftenen rundes af med en snak med Anja C. Andersen, der vil fortælle os om supernovaer og det stjernestøv som er resterne efter den voldsomme eksplosion.

Kort om projektet

I forbindelse med jubilæet for Tycho Brahes opdagelse af Stella Nova, er en række partnere i astronomiens Danmark gået sammen om at sætte fokus på begivenheden under Tycho2022.

I Rundetaarn kan man foruden Rumsnak LIVE også blive klogere på Tycho Brahe og hans opdagelse i en videorække fra forskellige lokationer om Tycho Brahe med eksperter som medvirkende, samt vært Tina Ibsen og samarbejdspartnere i Rundetaarn. Videomaterialet vil blive offentliggjort her og på Rundetaarns YouTube kanal i slutningen af oktober, ligesom materialet vil blive delt på diverse sociale medier hos både Rundetaarn, Tina Ibsen og andre projektpartnere i Tycho2022. Materialet produceres af Wernblad Media.

Tycho Brahe opdagede den “nye stjerne” i 1572, hvad der viste sig at være en supernova i stjernebilledet Cassiopeia.

“Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed. Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér.” (Uddrag De Nova Stella, 1573)