Alle dage 10-20

Stjernekig og astronomiske samtaler: Betlehemsstjernen

Dato
01.12.2021
Tid
19:00
Sted
Rundetaarn
Pris
80 kr.

Stjernekig og astronomiske samtaler: Betlehemsstjernen

December måneds ”Stjernekig og astronomiske samtaler” er i julehumør, når observator Erling Poulsen gennemgår myter og fakta om Betlehemsstjernen, og du selv kan synge med på salmer om stjernen, der ledte de vise mænd på rette vej.

Dejlig er den himmel blå, synger børn og voksne i kærlig krans ved juletid. Den populære julesalme har gennem generationer formet vores opfattelse af Betlehemsstjernen, der pludselig viste sig på himlen som en lille stjernesol og ledte de vise mænd i deres søgen efter Jesusbarnet i stalden.

Men hvordan passer beretningen om Betlehemsstjernen ind i vores viden om stjernehimlen omkring Jesu fødsel? Var der overhovedet en stjerne, der lyste særlig klart? Og hvis der var – hvornår viste den sig så?

Fællessang om Betlehemsstjernen

I anledning af den tilstundende højtid har vi bedt Rundetaarns egen observator, Erling Poulsen, gennemgå myter og fakta om Betlehemsstjernen til december måneds ”Stjernekig og astronomiske samtaler”. Erling Poulsen trækker tråde mellem den bibelske beretning, samtidige kilder og datidens astronomi, ligesom han kommer med sit eget bud på, hvornår Jesus egentlig er født.

Vi skal naturligvis også synge et udvalg af de julesalmer, der nævner Betlehemsstjernen, inden der er mulighed for selv at kigge ud i verdensrummet. Og hvem ved, hvad der viser sig på decemberhimlen?

”Stjernekig og astronomiske samtaler” er en ny satsning i Rundetaarn den første onsdag i hver måned hele vinterhalvåret. Bliv klogere på rummet og den måde, vi opfatter det på – og bliv beriget med nye tanker i unikke omgivelser i det gamle tårn. Det kræver coronapas at deltage. Husk varmt tøj!

Group 14

Modtag Rundetaarns nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyt om tårnet og vores arrangementer