| |
 |
|
Fra "Mecanica":
DE IIS QUÆ HACENTENUS IN ASTRONOMICIS DEI DONO, EXANTLAVIMUS,
QUÆQUE POSTHAC EODEM FAVENTE, EXEQUENDA RESTANT
Om det, som vi hidtil med Guds hjælp har udrettet i Astronomien og om det,
der i fremtiden med hans naadige Bistand staar tilbage at fuldføre
 I
det Herrens Aar 1563, altsaa for 35 Aar siden, en Gang da den store
Konjunktion af de øvre Planeter fandt Sted ved Slutningen af
Krebsen og Begyndelsen af Løven, da jeg havde fyldt mit sekstende
Aar, var jeg optaget af at studere den klassiske Litteratur i
Leipzig, hvor jeg sammen med min Hovmester opholdt mig med Støtte
af min elskede Farbroder Jørgen Brahe, som for omtrent
30 Aar siden er afgaaet ved Døden. Thi min Fader Otto Brahe,
hvem jeg mindes med Ærbødighed, var ikke særlig ivrig for, at
hans fem Sønner, af hvilke jeg er den ældste, skulde lære Latin,
hvilket han dog senere selv fortrød. Men lige fra min spæde
Barndom havde den omtalte Farbroder opdraget mig, og derefter
skaffede han mig mit rigelige Underhold, saa længe han levede, lige
til mit attende Aar, og behandlede mig stadig som sin egen Søn og
havde bestemt at indsætte mig til sin Arving. Hans eget Ægteskab
var nemlig barnløst; han var gift med den højadelige, kloge Fru Inger
Oxe, Søster til den store Peder Oxe, som senere blev
Danmarks Rigshofmester; hun, som nu er død for fem Aar siden, har
ogsaa, saa længe hun levede, omfattet mig med en enestaaende
Kærlighed, som om jeg var hendes egen Søn. Senere var hun i tolv
Aar under Kong Frederik II - glorværdig Ihukommelse -
Hofmester inde ved Dronningens Hof og blev i denne Stilling
efterfulgt i otte Aar af min højtelskede og højtagtede Moder Beate Bille,
som ved Guds Naade endnu lever i sit 71de Aar. Det skete altsaa ved
en særlig Tilskikkelse, at jeg, efter at min foran nævnte
Farbroder uden at mine Forældre selv vidste det, havde bortført
mig i min spæde Barndom, i mit syvende Aar blev sat i Latinskolen
af ham og senere i mit fjortende Aar [burde være sekstende aar] for
at fortsætte mine Studier blev sendt til Leipzig, hvor jeg blev i
tre Aar, Naar jeg gaar saa langt tilbage i Tiden, er det, for at det
kan blive klart, hvorledes det gik til, at jeg, som først havde
givet mig af med frie Studier, senere vendte min Hu til Astronomien,
og for i Taknemlighed at opfriske Mindet om mine Forældre, der har
været saa gode imod mig. Men - for nu at komme til Sagen - efter at
jeg allerede tidligere i mit Fædreland Danmark ved Hjælp af nogle
Bøger, især Ephemerider, havde sat mig ind i Begyndelsesgrundene
til Astronomien, som jeg havde en naturlig Tilbøjelig hed for,
begyndte jeg nu i Leipzig, skønt min Hovmester, som under
Paaberaabelse af mine Forældres Ønske hellere vilde have, at jeg
skulde studere jura (hvilket jeg virkelig ogsaa gjorde, saa vidt min
Alder tillod mig det), ikke syntes om det og modsatte sig det, efter
Bøger, som jeg i al Hemmelighed havde købt, mere og mere at dyrke
Astronomien, men rigtignok i det skjulte, for at Hushovmesteren ikke
skulde mærke det; og lidt efter lidt vænnede jeg mig til at skelne
Himlens Stjernebilleder, og i Løbet af en Maaneds Tid lærte jeg
dem alle at kende, for saa vidt som de uden Vanskelighed kunde ses
paa den Del af Himlen, som var synlig dér, idet jeg benyttede en
lille Himmelglobus, blot saa stor som en knyttet Haand, som jeg uden
at tale om det plejede at tage med mig om Aftenen, og det lærte jeg
paa egen Haand, uden at nogen vejledede mig, ligesom jeg heller ikke
ellers har opnaaet at have en Lærer i Mathematik; i saa Fald vilde
jeg maaske have gjort hurtigere og større Fremskridt deri. Snart
henvendte jeg ogsaa min Opmærksomhed paa Planeternes Bevægelser.
Men da jeg ved at betragte deres Stilling blandt Fixstjernerne ved
Hjælp af Streger, jeg trak imellem dem, allerede nu alene med
Benyttelse af den lille Himmelglobus bemærkede, at deres Pladser
paa Himlen ikke stemte hverken med den Alphonsinske eller med den
Copernicanske Tavle, om end bedre med den sidstnævnte end med den
første, saa anvendte jeg Dag for Dag større Omhu paa at mærke mig
deres Stilling, og jeg sammenholdt dem jævnlig med Tallene i de
Pruteniske Tavler (thi ogsaa dem havde jeg paa egen Haand gjort mig
fortrolig med); for Ephemeriderne stolede jeg ikke paa, eftersom jeg
var blevet klar over, at Stadius' Ephemerider, de eneste, der paa
den Tid byggede paa disse Tal, paa mange Punkter var unøjagtige og
fejlfulde. Men da jeg ikke havde nogle Instrumenter til min
Raadighed, eftersom min Hovmester ikke vilde lade mig faa dem,
benyttede jeg mig i Begyndelsen, saa godt det kunde lade sig gøre,
af en ret stor Passer, idet jeg anbragte dens Toppunkt ved mit Øje
og rettede begge dens Ben mod den Planet, der skulde observeres, og
en eller anden Fixstjerne i dens Nærhed, eller ogsaa tog jeg paa
samme Maade to Planeters indbyrdes Afstand og bestemte (ved en
simpel Beregning) deres Gradafstand i Forhold til hele Cirklens
Omkreds. Og selv om denne Observationsmetode ikke var videre
nøjagtig, kom jeg dog derved saa vidt, at jeg blev ganske klar
over, at begge Tavler led af utaalelige Fejl. Dette fremgik ogsaa
mere end tilstrækkeligt af den store konjunktion mellem Saturn og
Juppiter i Aaret 1563, som jeg begyndte med at omtale, og det var
netop ogsaa Grunden til, at jeg gik ud fra den; den afveg nemlig en
hel Maaned fra de Alphonsinske Tal og ogsaa nogle Dage, om end
ganske faa, fra Copernicus'. Thi hans Beregning afviger for disse to
Planeters Vedkommende ikke synderlig meget fra deres sande
Bevægelse paa Himlen; især gælder det Saturn, som efter mine
Iagttagelser aldrig har afveget mere end en halv Grad eller højst
to Trediedele fra Copernicus' Tabel, medens Juppiter undertiden
frembyder en noget større Afvigelse. Senere, i Aaret 1564, lod jeg
mig i al Hemmelighed forfærdige en astronomisk Radius af Træ efter
Gemma Frisius' Anvisning, paa hvilken Bartholomæus Scultetus, der
dengang ligeledes opholdt sig i Leipzig, og hvem jeg paa Grund af
vore fælles Interesser stod paa en fortrolig Fod med, foretog en
nøjagtig Inddeling ved Transversalpunkter, som han havde lært af
sin Lærer Homelius. Da jeg havde faaet denne Radius, gav jeg mig
ivrigt i Lag med Stjerneobservationer, hver Gang jeg kunde glæde
mig ved en klar Himmel, og ofte holdt jeg mig vaagen hele Natten
igennem, medens min Hovmester sov og ikke anede noget derom, idet
jeg iagttog Stjernerne gennem et Loftsvindue, og noterede
Observationerne særskilt i en lille Bog, som jeg endnu er i
Besiddelse af. Snart efter bemærkede jeg, at Vinkelafstande, der
ved Hjælp af Radiens Inddeling var fundne at være lige store og
med Benyttelse af en matematisk Proportionsregning var omsatte i
Tal, ikke i enhver Henseende stemte indbyrdes overens. Da jeg altsaa
havde fundet Grunden til Fejlen, udfandt jeg en Tabel, hvormed jeg
kunde korrigere Manglerne ved denne Radius; for jeg havde dengang
ikke Lejlighed til at lade forfærdige en ny, siden min Hovmester,
som raadede over Pengene, ikke gav Tilladelse til, at der blev lavet
den Slags Ting til mig. Saaledes gik det til, at jeg foretog mange
Observationer med denne Radius, medens jeg opholdt mig i Leipzig, og
ogsaa senere, efter at jeg var blevet kaldt tilbage til mit
Fædreland. Da jeg senere paany rejste til Tyskland, tog jeg mig af
Stjernerne, saa meget som det var mig muligt, først i Wittenberg,
bagefter i Rostock. Men i 1569 og det følgende Aar, da jeg opholdt
mig i Augsburg, observerede jeg meget ofte Stjernerne, ikke alene
med den meget store Quadrant, som jeg lod lave i Borgmesterens Have
udenfor Byen (hvorom jeg har talt ovenfor), men ogsaa med et andet
Instrument, nemlig en Træ-Sextant, som jeg havde udtænkt dér paa
Stedet, og jeg indførte mine Iagttagelser i en særlig Bog. Dette
gjorde jeg ogsaa senere flittigt, efter at jeg atter var vendt
tilbage til Fædrelandet, med Benyttelse af et andet lignende, men
noget større Instrument, især da den mærkelige nye Stjerne, som
blussede op i 1572, havde faaet mig til at opgive mine kemiske
Arbejder, som optog mig stærkt, efter at jeg havde paabegyndt dem i
Augsburg og fortsat dem indtil da, og vende mig til Betragtning af
Himmelfænomenerne. Efter at jeg ogsaa flittigt havde observeret
den, beskrev jeg den da først i en lille Bog, senere
samvittighedsfuldt og grundigt i et helt Bind. Derefter lod jeg
efterhaanden forfærdige andre og atter andre astronomiske
Instrumenter, af hvilke jeg førte en Del med mig, da jeg paany
gennemrejste hele Tyskland og en Del af Italien, og midt under
Rejsen undlod jeg ikke at observere Stjernerne, saa ofte som der
gaves mig Lejlighed dertil. Da jeg saa omsider var vendt tilbage til
Fædrelandet omkring ved mit 28de Aar, traf jeg kort efter i al
Stilhed mine Forberedelser til en anden og langvarigere Rejse. Jeg
havde nemlig bestemt mig til at slaa mig ned i Basel eller dens
Omegn, Steder, som jeg ogsaa tidligere havde gennemrejst med dette
Formaal for Øje; det var min Hensigt dér at lægge Grunden til
Astronomiens Genopbygning. Jeg syntes nemlig godt om den Egn, mere
end om andre Egne af Tyskland, dels paa Grund af det højt ansete
Universitet og de udmærket lærde Mænd, som findes dér, dels paa
Grund af det sunde Klima og den behagelige Livsførelse, og fordi
Basel ligger saa at sige paa det Sted, hvor de tre største Lande i
Europa, Italien, Frankrig og Tyskland, støder sammen, og det
saaledes var muligt gennem Brevveksling at slutte Venskab med ansete
og lærde Mænd paa forskellige Steder; derved vilde jeg kunne gøre
mine Opfindelser bekendte i videre Kredse, saa at de kunde komme til
almindelig Nytte. Jeg havde ogsaa en Fornemmelse af, at jeg ikke
tilstrækkelig let og sikkert kunde dyrke disse Studier i
Fædrelandet, især hvis jeg blev boende i Skaane og paa min Ejendom
Knudstrup eller i en anden større Provins af Danmark, hvor der
stadig vilde mødes en Strøm af Adelsmænd og Venner, som vilde
forstyrre det videnskabelige Arbejde og vanskeliggøre den Slags
Studier. Men nu gik det saaledes, at medens jeg overvejede dette i
mit stille Sind og allerede var ved at forberede min Rejse, som om
jeg ikke havde disse Ting for Øje, sendte den ædle og mægtige
Frederik II, Danmarks og Norges Konge, glorværdig Ihukommelse, en
af sine unge Adelsmænd til mig paa Knudstrup med en kongelig
Skrivelse, som bød mig straks at komme til ham, hvor jeg end kunde
træffe ham paa Sjælland. Da jeg saa straks havde indfundet mig,
tilbød denne udmærkede Konge, som ikke kan prises tilstrækkelig,
mig af egen Drift og efter sin allernaadigste Villie den Ø i det
vidtbekendte danske Sund, som vore Landsmænd kalder Hven, men som
man paa Latin gerne kan kalde Venusia, og som Udlændingene kalder
Scarlatina. Han bad mig om paa den at lade opføre Bygninger og
fremstille Instrumenter til astronomiske Undersøgelser saa vel som
til kemiske Arbejder og var saa naadig at tilsige mig, at han i rigt
Maal vilde bestride Udgifterne dertil. Efter at jeg saa en Tid havde
overvejet Sagen og raadført mig med nogle kloge Mænd, opgav jeg
min tidligere Plan og gik ikke ugerne ind paa Kongens Ønske, især
da jeg saa, at jeg paa denne Ø, som ligger for sig selv imellem
Skaane og Sjælland, kunde blive fri for de besøgendes
Forstyrrelse, og at den Ro og de bekvemme Forhold, som jeg søgte
andre Steder, kunde jeg paa den Maade ogsaa opnaa i mit Fædreland,
som jeg frem for de andre Lande skylder uhyre meget. Derpaa, nemlig
i Aaret 1576, begyndte jeg Opførelsen af Slottet Uraniborg, egnet
til astronomisk Arbejde, og efterhaanden konstruerede jeg saa vel
Bygninger som astronomiske Instrumenter af forskellig Slags, egnede
til Foretagelse af nøjagtige Observationer, af hvilke de mest
betydelige er tegnede og forklarede i denne Bog. Imidlertid gav jeg
mig ogsaa energisk af med at observere, og til denne Gerning tog jeg
adskillige Studenter, der udmærkede sig ved Begavelse og skarpt
Syn, med til Hjælp; af saadanne havde jeg stadig nogle i mit Hus i
skiftende Hold og underviste dem i disse og flere andre Videnskaber,
Og det skete saaledes ved Guds Naade, at der næppe gik nogen Dag
eller Nat, hvor Vejret var klart, uden at vi fik en stor Mængde og
det saare nøjagtige astronomiske Observationer og det saa vel af
Fixstjerner som af alle Planeter og desuden ogsaa af de Kometer, som
viste sig i Løbet af den Tid, af hvilke vi dér paa Stedet
omhyggeligt har iagttaget syv paa Himlen. Paa den Maade blev dér
med Flid gennem 21 Aar foretaget Observationer, som jeg først
samlede i nogle store Bind, men senere skilte ad og fordelte paa
enkelte Bøger, nemlig en for hvert Aar, og lod renskrive. Jeg
fulgte herved en saadan Ordning, at Fixstjernerne for saa vidt som
de blev observerede i det paagældende Aar, fik deres Plads for sig,
og Planeterne alle fik deres egen, særskilte Plads, først Solen og
Maanen og dernæst de øvrige fem Planeter paa Rad lige til Merkur;
for heller ikke den undlod vi at observere, skønt den kun meget
sjældent er synlig. Ja den blev endogsaa næsten hvert Aar
omhyggeligt noteret af os, saa vel om Morgenen som om Aftenen. Og
dog anfører den store Copernicus til Undskyldning for, at han ikke
har observeret den, den altfor høje Breddegrad og Weichselflodens
Taager; men vi har rigtignok paa en endnu noget højere Breddegrad
og paa en Ø, der paa alle Sider er omgivet af et taagefyldt Hav,
mange Gange, som sagt, set den og bestemt dens Plads. Men det kan jo
være, at det Hus, hvor Copernicus boede, ikke har haft en saadan
Beliggenhed, at der var fri Udsigt til Horizonten paa alle Sider, og
at det derfor ikke har egnet sig rigtig til Observationer, især i
en saa lav Højde. Det har jeg ogsaa hørt af den af mine
Medarbejdere, som jeg for 14 Aar siden havde sendt derhen for at
undersøge Polhøjden. Da Copernicus altsaa ikke havde sine egne
Observationer af Merkur at støtte sig til, blev han nødt til at
laane nogle fra en Observationsbog af Walter, en Discipel af
Regiomontanus og Borger i Nürnberg; og skønt han ikke har lagt dem
til Grund for sine Anskuelser og sin Bevisførelse med nogen
synderlig Samvittighedsfuldhed og Nøjagtighed, maatte man dog
ønske, at han for de øvrige Planeters Vedkommende, hvis Baner han
med en uhyre Dristighed bestræbte sig for at bestemme ved Hjælp af
sine Observationer, ikke havde skaffet sig nogle, der var endnu
meget mere usikre. I saa Fald vilde vi nu have deres Apogæum og
Excentricitet og det øvrige herhen hørende bestemt med langt
mindre Fejl, og jeg vilde have kunnet spare mig mange Aars vældige
og utrættelige Arbejder og uhyre Omkostninger. Da jeg nu altsaa er
i Besiddelse af 21 Aars udsøgte og omhyggelige Observationer,
foretagne paa Himlen med forskellige kunstfærdigt konstruerede
Instrumenter, som jeg har viist i det foregaaende (for ikke nu at
tale om de tidligere 14 Aars Iagttagelser), vogter jeg dem som en
yderst sjælden og kostbar Skat. Dog vil jeg maaske engang
offentliggøre dem alle, naar Gud i sin Naade vil tillade mig at
føje endnu flere til dem.
Af alt dette fremgaar det, at jeg lige fra mit sekstende Aar stadig
har observeret Stjernerne, og at jeg er vedblevet med disse
Observationer næsten 35 Aar i Træk lige til den Dag i Dag; dog var
de ikke alle lige sikre og af ligestor Betydning. Thi dem, jeg
foretog i Leipzig i min Barndom og lige til mit 21 Aar, kalder jeg
sædvanlig barnlige og tvivlsomme. Og dem, som jeg fik taget senere
lige til mit 28de Aar, kalder jeg ungdommelige og nogenlunde
brugelige. Den tredie Gruppe derimod, som jeg i de sidste omtrent 21
Aar foretog paa Uraniborg med den største Omhu og med de ganske
nøjagtige Instrumentet i en mere moden Alder, lige til jeg havde
fyldt mit halvtredsindstyvende Aar, dem kalder jeg min Manddoms
Observationer, fuldgyldige og absolut sikre, og saadan bedømmer jeg
dem. Det er ogsaa navnlig dem, jeg bygger paa, naar jeg ved energisk
Arbejde bestræber mig for at lægge Grunden til og gennemføre en
Fornyelse af Astronomien, selv om ogsaa nogle af de foregaaende Aars
Observationer bidrager ikke lidet hertil. Men med det, som jeg
hidtil med Guds Hjælp har udrettet paa dette Omraade og faaet
udarbejdet, og med det som jeg, støttet af den samme naadige Gud,
har tilbage at udføre og bringe til Afslutning i kommende Dage,
forholder det sig saaledes.
Fremfor alt har vi bestemt Solens Gang ved Hjælp af flere
Aars meget omhyggelige Observationer, idet vi ikke alene meget
omhyggeligt undersøgte dens Indtræden i jævndøgnspunkterne, men
tillige tog Hensyn til de mellem disse og Solstitialpunkterne
liggende Steder, navnlig i Eclipticas nordlige Halvcirkel, eftersom
Solen der ikke paavirkes af Refraktionen ved Middag. Dette fik jeg
mange Gange bekræftet i begge Tilfælde, og heraf beregnede jeg
matematisk baade Solens Apogæum og dens Excentricitet svarende til
disse Tidspunkter. I begge disse Tilfælde har der indsneget sig en
aabenbar Fejl baade i de Alphonsinske Tavler og hos Copernicus,
saaledes at Solens Apogæum er næsten tre Grader forud for
Copernieus' Tal, og Excentriciteten beløber sig til omtrent 2 1/6
naar den excentriske Banes Radius sættes til 60, medens der hos
Copernicus mangler næsten en Fjerdedel. Ogsaa ved Bestemmelsen af
Solens Bevægelse gennem disse Aar begaar han en Fejl paa omtrent en
Fjerdedel Grad; heraf kan man bedømme de Alphonsinske Bestemmelser
i Sammenligning med de Copernicanske. Heraf afledte jeg Reglerne for
Solens jævne Gang saa vel som for dens Ujævnheder og fastslog dem
ved nøjagtige Tal. Som Følge heraf kan der ikke længere næres
nogen Tvivl om, at Solens Bane er nøjagtig bestemt og klarlagt ved
dertil egnede Tal. At dette var det allerførste at gøre med Solen,
var ganske nødvendigt, siden det er af den Himmellegemernes
Bevægelser afhænger, og den bevæger sig i Ecliptica, som de
øvrige Bevægelser refererer sig til. Jeg bestemte ogsaa dennes
Skraahed i Forhold til Æquator til en anden Værdi end Copernicus
og hans Samtidige, nemlig til 23 Grader og 31 ½ Minutter, altsaa 31
Minutter større, end de havde fundet. Jeg regnede nemlig med Solens
Refraktion i den vinterlige Stilling, som disse tankeløst havde
overset. Vi sørgede ogsaa for Tabeller for Solens forskellige
Omløb, og vi tilføjede ogsaa nye Deklinations- og
Rektascensionstabeller, grundede paa vore Iagttagelser. Ogsaa
Parallaxe og Refraktion tog vi Hensyn til ved Hjælp af særlige
Tabeller.
Ogsaa paa Maanen anvendte vi ikke mindre Flid for at forklare
dens vildsomme Gang, som paa mange Maader er saare indviklet og ikke
saa simpel og let at finde Rede i, som de Gamle og Copernicus har
ment. Den frembyder nemlig ogsaa en anden Ujævnhed med Hensyn til
Længden, end disse har bemærket; og de har ikke tilstrækkelig
nøjagtigt bestemt dens Omløbs Forhold. Grænserne for dens
største Bredde er ogsaa forskellige fra dem, Ptolemæus har
bestemt, og ham har paa dette Punkt alle andre senere Astronomer
fulgt altfor trygt; ja selv denne Ujævnhed ved Maanen forandrer sig
paa en ujævn Maade, saa at Afvigelsen beløber sig til en Trediedel
Grad. Og heller ikke Knuderne, de Punkter nemlig, hvor dens Bane
skærer Ecliptica, meddeler den en jævn Bevægelse, som det indtil
nu har været antaget, men for hver Omdrejning den gør, faar den
dem til at flytte sig frem og tilbage, og Forskellen er ret
betydelig, idet den paa begge Sider beløber sig til noget over
halvanden Grad. Alt dette fremgaar af, hvad vi har iagttaget og
udregnet ved 16 Aars nøjagtige Observationer, deriblandt 18
Maaneformørkelser, som vi har observeret omhyggeligt paa Himlen.
Thi tre er ikke tilstrækkelige til at studere dens første
Ujævnhed, saadansom Ptolemæus, Albategnius og Copernicus troede.
Desuden blev anvendt seks Solformørkelser, for saa vidt som de
kunde bidrage noget hertil. Fremdeles blev Maanen undersøgt i sine
Quadraturer og den største Elongation fra dens Middelbevægelse
saavel ved Apogæum som ved Perigæum, og ligeledes de
mellemliggende Punkter, og det skete paa mange Maader og meget ofte,
for at dens indviklede Gang kunde blive tilbørlig bestemt; for den
har voldt os mange Aars utroligt Besvær. Endelig udfandt vi dog
nogle Metoder, hvorved dens ujævne og mangeartede Omflakken kunde
bringes ind under Regler udtrykte ved Cirkler og Tal. Efter at vi
derfor havde opstillet en ny Hypotese, der stemte overens med
Fænomenerne, tilpassede vi Tallene saa vel for de jævne som for de
ujævne Bevægelser, ikke blot i Længden, men ogsaa i Bredden, og
tog Hensyn til dens Parallaxe paa en anden Maade, end Ptolemæus og
Copernicus havde gjort, saaledes som Erfaringen, der ogsaa stemte
overens med selve Hypotesen, krævede det, og vi undlod heller ikke
at bekymre os om Maanens Refraktion, da det ikke er muligt,
nøjagtigt at skelne det øvrige, naar man ikke tager Hensyn til
den. Alt dette og adskillige andre Forhold, der angaar Maanens
Fænomener, indførte vi i nogle knappe Tabeller, og Hensigten
dermed var ved Beregning at udfinde de Bevægelser, der kunde
udledes deraf. Det følger heraf, at, efter at saaledes begge
Himmellegemers Bane er bestemt paa en saadan Maade, at den stemmer
med selve Himmelfænomenerne, vil saa vel deres Formørkelser som
deres indbyrdes Stilling, deres Gang og deres Steder kunne fastslaas
fuldkommen korrekt, hvilket man hidtil længe har følt Savnet af.
Men hvad der hidtil er blevet sagt om Bestemmelsen af Solens og
Maanens Gang, hvorvidt den stemmer med Himmelfænomenerne, dette og
endnu mere vil det første Kapitel vor af "Astronomiæ
instauratæ Progymnasmata" lægge klart for Dagen; hvis nogen
interesserer sig derfor, vil han dér faa sine Ønsker
tilfredsstillede. Hvad den yderligere Granskning af disse
Himmellegemer angaar, mangler der blot, at det altsammen bliver
tilpasset til flere Aarhundreder og fremstillet i større
Almindelighed, hvilket ikke vil kræve noget særdeles stort
Arbejde, for saa vidt som de Gamles og vore Forgængeres
Observationer, der maa lægges til Grund, da er rigtige. Men denne
fyldigere og altomfattende Fremstilling gemmer vi til vort Værk
"Theatrum Astronomicum". Indtil videre vil en, der har
Interesse for Astronomien, have stor Gavn og Glæde af det, som vi
har fremstillet paa det nævnte Sted af "Progymnasmata",
og derved kunne tilfredsstille sine Ønsker.
Desuden har vi ogsaa ved Tid og Lejlighed med største Omhu bestemt
alle Fixstjerner, for saa vidt som de er synlige for Øjet,
endog dem, som betegnes som Stjerner af sjette Størrelse, saa vel i
Længden som i Bredden, og det med en Nøjagtighed af et Minut, ja
tildels endogsaa et halvt Minut. Paa den Maade er et Tusind Stjerner
blevet bestemte af os, medens de Gamle ikke har kunnet tælle mere
end 22 flere, og det uagtet de boede under en lavere Breddegrad,
hvor de maatte kunne se over 200 flere, som altid er skjulte for os
her; i Stedet for dem har vi alligevel bestemt nogle andre ganske
smaa, som de paa Grund af deres Lidenhed ikke har taget med. Dette
vældige Arbejde har optaget os i næsten 20 Aar, fordi vi ønskede
omhyggeligt at gennemgaa hele Sagen ved Hjælp af forskellige
Instrumenter. Men da de ganske smaa Stjerner kun kan ses om
Vinteren, naar Nætterne er mørke, og endda kun, naar Maanen ikke
er synlig, derfor udkrævedes der mange Aars Taalmodighed, før
dette Arbejde kunde fuldføres paa tilbørlig Vis og i sit fulde
Omfang, hvortil endnu kommer, at netop ved Nymaanetid, da man helst
skal udføre dette Arbejde, var Himlen sjældent klar. Men den
Metode, vi benyttede til ved Hjælp af Venus, baade som
Morgenstjerne og som Aftenstjerne, med Solen som Mellemled at opnaa
en nøjagtig Bestemmelse af Fixstjernernes Længde regnet fra
jævndøgnspunktet og til at faa dette bekræftet ad forskellige
Veje, idet de alle regnedes fra den klareste Stjerne over Vædderens
Hoved, den, der betegnes som den tredie (den tog vi med Hensigt til
Udgangspunkt for de øvrige, fordi de to forudgaaende er mindre
klare) - denne Metode vil tilstrækkelig fremgaa af det andet
Kapitel af de omtalte "Progymnasmata". Og deraf vil det
tillige kunne ses, paa hvilken Maade vi har bestemt de andre ud fra
den, og først og fremmest, hvorledes vi ved en tredobbelt
Operation, gentagen gennem hele Himlens Omkreds langs Dyrekredsen og
Æquator, har faaet visse udvalgte Stjerner til at udfylde hele
Omkredsen. Jeg har ogsaa bemærket, at Uregelmæssigheden i
Ændringen af deres Længde ikke er saa betydelig, som Copernicus
antog. Thi de urigtige Forestillinger, han gjorde sig herom, er en
Følge af fejlagtige Observationer saa vel i gamle Dage som i nyere
Tider. Følgelig er heller ikke jævndøgnspuntktets Præcession i
disse Aar saa langsom, som han paastod. Thi i vore Dage flytter
Fixstjernerne sig ikke en Grad i Løbet af hundrede Aar, som hans
Tabel angiver, men allerede 71½ Aar. Dette har de ogsaa saa godt
som altid gjort tidligere, saafremt Forgængernes Observationer
bliver tilbørligt kontrollerede; idet der kun indtræder en ringe
Uregelmæssighed, som skyldes andre, tilfældige Aarsager, hvilket
vi til sin Tid, om Gud vil, skal gøre udførligere Rede for.
At ogsaa Fixstjernernes Bredde undergaar nogen Ændring som Følge
af Forandringen af Elipticas Skraahed, var jeg den første til at
finde, og i det omtalte Kapitel har jeg bevist det ved forskellige
Eksempler. Saaledes kan vi hævde med mere end tilstrækkelig
Sikkerhed, og det vil kunne bekræftes af selve Erfaringen, at
Fixstjernernes Pladser er fastslaaet af os med fuldkommen og
ufejlbarlig Nøjagtighed, saaledes at vi endog har faaet en stor
Mængde af dem bekræftede mange Gange og ogsaa ved Hjælp af
forskellige Instrumenter, som hvert for sig gav det samme Resultat.
Og vi har ikke udført dette Arbejde paa mekanisk Vis, endskønt den
store Messingglobus stod til vor Raadighed, men alle Stjernerne har
vi møjsommelig tildelt den Plads, der tilkom dem, ved Hjælp af en
trigonometrisk Beregning, som det fremgaar alene af det, som vi i
Slutningen af det samme Kapitel har udviklet om Cassiopeias
Stjernebillede (hvori vi tæller 26 Stjerner, dobbelt saa mange som
de Gamles), selv om vi ved andre og atter andre Stjerner endog har
anvendt flere trigonometriske Maalinger og Beregninger, eftersom det
forekom os mere formaalstjenligt. Dersom de Gamle og vore
Forgængere havde anvendt saa stor en Flid paa at bestemme
Fixstjernernes Pladser, vilde deres Katalog ikke have været saa
fuld af Fejl, den, som er overleveret os lige fra Hipparchus' Tid;
den er nemlig ikke engang korrekt indenfor en sjettedels Grad - for
nøjagtigere Angivelser frembyder den ikke - men den indeholder
ogsaa langt større og ofte rent utaalelige Fejl, hvilket endda
klart fremgaar af de blotte Afstande mellem Stjernerne, som stedse
forbliver uforandrede. Ved saare mange Stjerner afviger disse nemlig
stærkt fra det, som de Gamles Tal udkræver. Men at alle
Fixstjerner stadig beholder de samme indbyrdes Afstande, det
fremgaar tilstrækkeligt klart af de Stjerner, om hvilke Hipparchus
og Ptolemæus har berettet, at de befinder sig i en ret Linie; for
det gælder endnu om dem uden nogen Ændring. Af de Stjerner, hvis
Længde og Bredde vi har bestemt paany med en Nøjagtighed af et
Minut og undertiden, som sagt, af et halvt Minut, vil vi paa rette
Tid og Sted give en tabellarisk Oversigt.
Vi har ikke alene lagt os efter omhyggeligt at fastslaa
Fixstjernernes Længder og Bredder, men for nogle særlig
betydelige, 100 i Tallet, har vi ogsaa gennem trigonometrisk
Beregning deraf udledt deres Rektascensioner og Deklinationer, og
henført dem saaledes til to Hundredaar (nemlig til 1600 og 1700),
at man tillige ved en Forholdsregning kunde faa dem til at gælde
for de mellemliggende Aar. Ogsaa Stjernernes Refraktion har vi taget
Hensyn til ved en særlig Tabel, som er udarbejdet paa Grundlag af
lang og mangfoldig Erfaring. Hvis man nemlig ikke tager Hensyn til
den, er det umuligt at faa fat i Stjernernes nøjagtige Pladser,
især naar de er nær Horizonten i en Højde af under tyve Grader.
Derfor har vi ogsaa altid, naar vi har bestemt en Stjernes
forbedrede Plads, taget Hensyn til Refraktionsfejlen, for saa vidt
som det behøvedes. Men denne Refraktion er - for ved denne
Lejlighed ogsaa at minde herom - lidt forskellig for Fixstjernernes
Vedkommende og for Solens. For deres Vedkommende er den ogsaa noget
forskellig fra den, som forekommer ved Maanen, hvilket for længe
siden er blevet udfundet og oplyst af os.
Der mangler altsaa nu ikke andet med Fixstjernerne, end at deres
almindelige Bevægelse bliver henført og tilpasset til alle
Aarhundreder af den Tid, Verden har bestaaet. At gennemføre dette
med Omhu vilde ikke være saa vanskeligt, naar blot de Gamles
Observationer paa dette Omraade ikke var blevet taget for saa gode
Varer. Dog er jeg forvisset om, at ved Anvendelse af en passende
Korrektion vil jeg ogsaa heri, saa vidt muligt, tilfredsstille
Astronomiens Dyrkere.
Det vilde rigtignok være at ønske, at ogsaa de øvrige Stjerner,
der er blevet optegnet i Oldtiden, men som ikke er synlige paa vore
Breddegrader, kunde blive føjet til de første tusinde, der er
blevet bestemt af mig; og dertil kommer endvidere de andre, som ikke
engang de Gamle, der boede i Ægyptens Egne, kunde se, de, som
befinder sig omkring den sydlige Pol. Thi at der ogsaa dér skinner
de skønneste Stjerner, det véd vi af Beretninger fra Folk, der har
sejlet paa den anden Side af Æquator. Hvad det første angaar,
maatte man rejse til Ægypten eller et andet Sted af lignende
Beliggenhed i Afrika og dér flittigt optegne alle de Stjerner, som
viser sig i den Egn. Men for at opnaa det andet maatte man sejle til
Sydamerika eller et andet Land hinsides Æquator, hvor man kan se
alle Stjernerne omkring den sydlige Pol, og dér foretage
Observationer af dem. Hvis altsaa nogle fornemme og mægtige Herrer
enten i den ene eller i den anden eller i begge Henseender vilde
bekvemme sig til at opfylde vore og andres Ønsker, vilde de gøre
en særdeles god Gerning, hvis Minde alle kommende Tider vilde
fejre; for det er en Ting, som, saa vidt vides, hidtil ingen paa
tilbørlig Maade har forsøgt, end sige fuldført. Jeg skal ikke
undslaa mig for at skaffe Instrumenter og Redskaber til Brug herfor,
hvis der bare findes nogle, der vil tage sig af det og sørge for at
skaffe Folk, der kan bruges til et saa fortjenstfuldt Arbejde.
Hvad endelig det angaar at undersøge de fem andre Planeters vildsomme
Gang og bidrage til at forklare den, saa er det heller ikke noget,
som vi har ladet ligge, thi indenfor hele dette Omraade har vi bragt
Apogæerne saa vel som Excentriciteterne, hvilket først og fremmest
var fornødent, og desuden deres Vinkelbevægelse og deres Baners og
Omløbs Forhold i fuldkommen Orden, saaledes at de ikke som hidtil
vrimler af Fejl, og vi har paavist, at der i selve deres Apogæum
gemmer sig endnu en anden Ujævnhed der ikke tidligere er blevet
opdaget; desuden har vi gjort den Opdagelse, at det aarlige Omløb,
som Copernieus forklarede derved, at jorden bevæger sig i en stor
Kreds, medens de Gamle forklarede det ved Epicycler, er underkastet
en Variation. Alt dette og andet, som hænger sammen hermed, har vi
raadet Bod paa ved Hjælp af en særlig Hypotese, der for 14 Aar
siden er udfundet og udformet af os paa Grundlag af selve
Fænomenerne. Den har visse andre Personer, af hvilke jeg kender tre
med et anset Navn, senere haft den Frækhed at vove at udgive for
deres egen Opfindelse og falbyde til andre. Jeg skal nok, om Gud
vil, til rette Tid og paa rette Sted, meddele, ved hvilke
Lejligheder de har gjort det, og tilbagevise og gendrive deres uhyre
Frækhed, og at Sagen forholder sig, som jeg siger, skal jeg bevise
saa klart, at uvildige Mænd ikke har nogen Mulighed for at nære
Tvivl eller sige mig imod. Men hvis de ærligt tilstaar deres Fejl
og giver mig tilbage, hvad der hører mig til, saa skal jeg bære
over med dem, og derfor afstaar jeg nu villigt fra at nævne dem ved
Navn.
Ogsaa Planeternes Bredder har vi ikke ladet forblive uændrede,
saadan som vore Forgængere lige fra Ptolemæus har angivet dem; men
idet vi ogsaa for de fem Planeters Vedkommende omhyggeligt gav Agt
paa Bredden under hele dens Omløb, bestemte vi andre Værdier baade
for deres Maximalbredde og for deres Passager gennem Ecliptica, saa
at det altsammen kunde komme til at stemme overens med selve Himlen.
Herved har vi gjort den klare Iagttagelse, at de tre øvre Planeters
Knuder eller Grænserne for deres Maximalbredde ikke paa
regelmæssig Maade er afhængig af Bevægelsen af deres Apogæum,
men har en anden særlig Bevægelse, forudsat da, at det er rigtigt,
hvad der er overleveret herom af Ptolemæus, af hvem baade de
Alphonsinske Tavler og Copernicus har laant deres Angivelser uden at
indføre nogen Korrektion ved Hjælp af deres egne Observationer.
Følgen bliver, at det kan hænde, at Planeterne har en sydlig
Bredde paa Himlen, medens Tavlerne angiver Bredden som nordlig, og
omvendt.
Der staar altsaa ikke andet tilbage at udføre for alle fem
Planeters Vedkommende, end at det, hvorom vi gennem mere end 25 Aars
omhyggelige Observationer paa Himlen (for ikke nu at tale om de 10
foregaaende Aar) har udforsket og fastslaaet, at det med Hensyn til
Længde og Bredde og alt andet herhen hørende forholder sig
anderledes end de sædvanlige Tavler angiver, det maa vi se at faa
indført i nye og sandfærdige Tavler og udtrykt ved Tal; det har vi
ogsaa i nogen Grad paabegyndt og lagt Grunden til. Resten vil uden
Vanskelighed kunne gøres færdig ved nogle Beregneres Hjælp, og
derefter kan saa paa Grundlag heraf forfærdiges Ephemerider for de
følgende Aar, saa mange som det skal være. Det samme kan gøres
for Solen og Maanen, for hvilke vi allerede har Tavler færdige, for
at det saaledes overfor Fremtiden kan slaas fast med største
Lethed, at Himmellegemernes Gang, saadan som den er blevet bestemt
af os, stemmer med selve Fænomenerne og i enhver Henseende er
rigtigt angivet.
Endelig vilde det være af meget stor Betydning for Astronomiens
Fuldkommengørelse i alle Retninger ikke blot at have rigtigt
Kendskab til Bredden, men ogsaa, og endnu hellere, til Længden af
Steder paa jorden. Herpaa har vi indtil nu arbejdet med Flid, saa
vidt det var os muligt, og vi er overbeviste om, at vi har foretaget
en rigtigere Bestemmelse af adskillige Steder. Men da man ikke
tilstrækkelig kan tage sig af denne Opgave, med mindre man paa
forskellige og langt fra hinanden liggende Steder lader adskillige
Maaneformørkelser iagttage med ligestor Nøjagtighed, for saa vidt
det gælder Tidspunkterne, og ogsaa af forskellige Observatører,
saa gælder det ogsaa her, at hvis Konger og Fyrster og andre
fornemme og mægtige Mænd, som opholder sig i vidt adskilte Lande
paa jorden, gavmildt vil træffe dertil egnede Forholdsregler, saa
vil de virkelig øve en værdifuld Gerning, og saaledes vil
Astronomien, som jo har Brug for vidt forskellige jordiske
Horizonter, blive udviklet til større Fuldkommenhed.
Medens vi nu med utrættelig Flid mange Aar igennem iagttog disse
evige Himmellegemer, der er ligesaa gamle som Verden selv, saa har
vi med ikke mindre Omhu studeret alle de nytilkomne Himmellegemer i
den ætheriske Verden, der er kommet til Syne i Løbet af den Tid,
og først og fremmest den nye, overmaade beundringsværdige Stjerne,
som først viste sig i Slutningen af Aaret 1572 og holdt sig 16
Maaneder igennem, inden den blev helt usynlig. Om denne Stjerne,
siger jeg, har vi, imedens den endnu var at se, skrevet en lille
Bog, som jeg allerede ovenfor kort har antydet, og beskrevet dens
Tilsynekomst. Og da vi saa nogle Aar efter tog dette Arbejde op
paany, udarbejdede vi af Hensyn til Fænomenets Vidunderlighed et
helt Bind om samme Stjerne, hvilket vi fandt det formaalstjenligt at
indarbejde i det første Bind af "Progymnasmata" af visse
Grunde, som er angivet dér, og i dette nøjes jeg ikke med klart at
fremstille vore egne Iagttagelser med Hensyn til denne besynderlige
Stjerne og belyse dem geometrisk, men ogsaa andres Meninger om den
samme, for saa vidt som det da var mig muligt at komme i Besiddelse
af dem og lære dem at kende drøfter jeg med videnskabelig Frihed
og undersøger og klargør, hvorvidt de har stemt overens med den
fulde Sandhed, eller ikke.
Ogsaa om den vældige Komet, som viste sig fem Aar efter, har vi
udarbejdet en særlig Bog, hvori vi ligeledes taler fyldestgørende
om den, saa vel ud fra vore egne Observationer og Bestemmelser som
ud fra andres Meninger. Hertil føjer vi nogle Forsvarsskrifter om
det samme Emne, der fyldigere belyser dette Kometspørgsmaal, og det
var vor Plan, at alt dette saaledes skulde rummes i første Del af
det andet Bind af "Progymnasmata". I anden Del vil vi
dernæst, om Gud vil, beskæftige os med de øvrige seks mindre
Kometer, som vi i nogle af de følgende Aar har iagttaget med
ligesaa stor Omhu. Selv om dette endnu ikke altsammen er gjort helt
færdigt, er dog det vigtigste og en stor Del af det, der tjener
Bevisførelsen, blevet forberedt. Thi de konstante Stjerner har ikke
givet os Tid til at dvæle alt for meget ved disse himmellegemer,
der svinder hen og hurtigt passerer forbi. Dog haaber jeg, at jeg om
kort Tid, dersom den gode Gud staar mig bi, vil kunne fuldføre
ogsaa denne anden Del af det andet Bind. I dette Bind vil jeg for
alle de Kometers Vedkommende, som jeg har iagttaget, bevise klart,
for nogle med større Tydelighed, for andre, saa vidt jeg har haft
Lejlighed dertil, at de alle har befundet sig i Verdens ætheriske
Region og ingenlunde i Luften nedenunder Maanen, saaledes som hidtil
Aristoteles og hans Tilhængere uden Grund saa mange Aarhundreder
igennem har søgt at bilde os ind. Men hvorfor jeg i det andet Bind
af "Progymnasmata" behandler kometerne, inden jeg giver
mig i Lag med de andre fem Planeter, hvorom jeg har i Sinde at tale
i det tredie Bind, det begrunder jeg sammesteds i Fortalen; men
Hovedgrunden er den, at det ud fra kometerne, hvis sande ætheriske
Natur jeg giver Bevis for, kan fastslaas med tilstrækkelig
Sikkerhed, at hele Himlen er gennemsigtig og klar og ikke fyldt med
faste og reelle Sfærer. Thi kometerne følger i Reglen andre Baner,
end nogen som helst himmelsk Sfære kunde give dem Mulighed for, og
følgelig er det afgjort, at der ikke er noget urimeligt i den
Hypotese, som vi har udfundet, da der ikke kan være Tale om nogen
Gennemtrængen af Sfærer og af Afstandsgrænser, hvor der ikke
findes saadanne i Virkeligheden.
Om det, som vi hidtil indenfor Astronomien dels har udrettet,
dels endnu mangler at udrette, maa det være nok at have givet denne
korte Redegørelse.
Ogsaa inden for Astrologien har vi udført et Arbejde, som de, der
studerer Stjernernes Virkninger, ikke skal se ned paa, for at ogsaa
dette kan blive renset for Fejl og Overtro og bringes til saa godt
som muligt at stemme med Erfaringen, som det hviler paa. Thi paa
dette Omraade at finde en ganske nøjagtig Teori, som kan maale sig
med den matematiske og astronomiske Sandhed, det anser jeg for
temmelig umuligt. Men efter at jeg i min Ungdom havde næret en
større Interesse for denne forudsigende Del af Astronomien, som
giver sig af med at spaa og bygger paa Formodninger, men senere,
eftersom jeg ikke var blevet tilstrækkelig klar over Stjernernes
Gang, som den grunder sig paa, havde lagt den til Side, indtil jeg
kunde faa raadet Bod paa denne Mangel, saa kom jeg, da jeg, efter
endelig at have faaet nøjere Indsigt i Himmellegemernes Baner, fra
Tid til anden tog den op igen, til den Erkendelse, at denne
Videnskab, selv om den regnes for tom og intetsigende ikke alene af
Menigmand, men ogsaa af de fleste Lærde, hvoriblandt endda
adskillige Matematikere, dog er mere paalidelig, end man kunde
fristes til at tro; og det gælder ikke blot meteorologiske
Virkninger og Vejrforudsigelser, men ogsaa Nativitetsforudsigelser,
naar blot Tidspunkterne er rigtigt bestemt, og Stjernernes Gang og
deres Indtræden i bestemte Himmelafsnit benyttes paa en Maade, der
stemmer med Himlen, og deres Bevægelsesretnmg og Omløb bliver
rigtigt bearbejdet; i disse to Henseender har vi ogsaa paa Grundlag
af selve Erfaringen udformet en Metode, der er forskellig fra den
hidtil anvendte. Men den Slags astrologiske Kundskaber er vi ikke
tilbøjelige til at meddele andre, eftersom det ikke er saa lidt, vi
har udfundet paa dette Omraade; for det er ikke alle, der forstaar
selv at benytte det med den tilbørlige Omtanke og uden Overtro og
overdreven Tillidsfuldhed, som man ikke bør udvise overfor nogen af
de skabte Ting. Derfor vil vi ikke offentliggøre noget eller kun
ganske lidt af det, som vi har udfundet paa dette Omraade. Altsaa
maa det nu være tilstrækkeligt, at jeg har sagt dette i Korthed og
i al Almindelighed om den Sag.
Ogsaa paa alkymistiske Undersøgelser
eller kemiske Eksperimenter har jeg ikke anvendt nogen ringe Omhu;
ogsaa dette vil jeg lejlighedsvis antyde her, da det Stof, som de
behandler, har nogen Analogi med Himmellegemerne og deres
Virkninger, hvorfor jeg sædvanlig kalder denne Videnskab den
jordiske Astronomi. At vinde Indsigt i denne og bearbejde den har
jeg været optaget af i samme Omfang som af Himmelstudierne lige fra
mit 23de Aar, og lige indtil nu har jeg med meget Arbejde og ikke
ringe Bekostninger gjort en stor Mængde Erfaringer saa vel med
Hensyn til Metaller og Mineralier som til Ædelstene og
Plantevækster og andre herhen hørende Stoffer. Jeg vil ikke have
noget imod at indlade mig paa aabenhjertige Drøftelser herom med
fornemme og fyrstelige Personer og andre fremragende og lærde
Mænd, som har Interesse for den Slags Ting og nogle Kundskaber
deri, og lejlighedsvis give dem nogle Meddelelser desangaaende, naar
jeg blot er sikker paa deres gode Villie, og de vil holde det
hemmeligt. Thi at den Slags Ting bliver almindelig bekendt, det er
ingen Nytte til, og det er der ingen Rimelighed i. Det er nemlig
ikke enhver givet, selv om mange giver sig ud for at forstaa noget
saadant, at behandle disse Mysterier paa tilbørlig Vis i
Overensstemmelse med Naturens Krav og paa en ærlig og gavnlig Maade. |
|
|
Hjem