Oplev Trinitatis-kompleksets hemmeligheder
Oplev Trinitatis-kompleksets hemmeligheder
Denne novemberaften fejrer Trinitatis-komplekset lyset med åbne døre til skjulte rum, som normalt ikke er en del af besøget. Kom med bag kulisserne i Rundetaarn og Trinitatis Kirke, hvor du kan gå på opdagelse i bl.a. den gamle lejlighed og kirkens krypter, blive klogere på Ole Rømer, høre musik fra kirkeorglerne og få et kig på stjernehimlen fra Observatoriet.
Som en del af LYSÅR 2026, et jubilæumsår i anledning af 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed, åbner Trinitatis-komplekset i fællesskab denne vinteraften op for områder i kirken og tårnet, som normalt er lukkede for besøgende, og inviterer indenfor til en række spændende oplevelser for store og små.
Hemmelige rum, himmelkig og månemaskine
I Rundetaarn vil der en gang i timen være særlige rundvisninger i hemmelige rum, der ellers er lukket for offentligheden (se tidspunkter længere nede). Det gælder bl.a. Ringerloftet, der er et ud af to af Trinitatis Kirkes lofter. Lyder det besynderligt? Kom og se for dig selv. Den hemmelige rundvisning vil også lægge vejen forbi den gamle lejlighed, hvor Rundetaarns direktører boede helt frem til 2007, og som kan give et indblik i livet i tårnet på Ole Rømers tid og i dag.
I Bibliotekssalen i Rundetaarn kan gæster opleve både fortællinger og en udstilling om astronomen Ole Rømer, der bl.a. var leder af Observatoriet og overbibliotekar i Trinitatiskompleksets bibliotek. Man får desuden mulighed for at se en rekonstruktion af Ole Rømers enestående jovilabium – et fascinerende mekanisk og astronomisk instrument, som viser Jupiters inderste måners kredsløb.

På toppen af Rundetaarn, i det nyerestaurerede Observatorium, vil gæster kunne blive klogere på det store univers – både med udgangspunkt i, hvordan det knap 100 år gamle teleskop anvendes i dag, og hvordan tårnet blev brugt til observationer i 1600-tallet.
Hvis vejret tillader det, vil det også være muligt selv at kigge i kikkerten og opleve fascinerende himmellegemer – ofte kan man f.eks. se Saturn med de flotte ringe i novembermørket.
Også i Sneglegangen vil der være fokus på astronomi, da Rundetaarns astroformidlere vil fortælle og demonstrere om det vilde univers – også i børnehøjde.
Krypter og orgelmusik
I Trinitatis Kirke vil der være adgang til de to krypter, hvor blandt andre feltmarskal Hans Schack og andre fremtrædende personer fra 1600-tallet er begravet i dekorerede kister. Man kan høre om Trinitatis Kirke, som den så ud ved indvielsen i 1656, og om Hans Schack, som organiserede forsvaret af København under svenskernes belejring.
Det vil også være muligt for aftenens gæster at komme tæt på kirkens orgler og lære mere om både det italienske barokorgel og hovedorglet igennem fortællinger og musik.
Alt dette kan du opleve
I Trinitatis Kirke
– Åbent til krypter
– Åbent til Hans Schacks monument og Sakristiet
– Skiftevis fremvisning af orgel og orgelspil
I Rundetaarn
– Åbent i Bibliotekssalen og de to udstillinger: Ole Rømer og den store opdagelse og Light Echoes
– Rundvisning i den gamle lejlighed og andre hemmelige steder (én gang i timen: kl. 19.15, 20.15 og 21.00)
– Åbent i Observatoriet med mulighed for at kigge i teleskopet (afg. af vejret) samt vejledning ved observatorer
– Astronomisk formidling (også for børn) i Sneglegangen
Praktisk information
Man skal ikke tilmelde sig på forhånd til aftenen – duk blot op i Rundetaarns billetluge. Aftenen koster almindelig entré (60 kr. for voksne/40 kr. for studerende/børn har gratis adgang). Kirken kan besøges gennem en glasdør, der forbinder kirke og tårn, hvor der normalt ikke er adgang.