Åbent i dag kl. 10-18

Oplev Trinitatis-kompleksets hemmeligheder

Dato
05.11.2026
Tid
19:00 - 22:00
Sted
Tårn og kirke
Pris
Voksen 60 kr. Studerende 40 kr. Barn gratis

Oplev Trinitatis-kompleksets hemmeligheder

Denne novemberaften fejrer Trinitatis-komplekset lyset med åbne døre til skjulte rum, som normalt ikke er en del af besøget. Kom med bag kulisserne i Rundetaarn og Trinitatis Kirke, hvor du kan gå på opdagelse i bl.a. den gamle lejlighed og kirkens krypter, blive klogere på Ole Rømer, høre musik fra kirkeorglerne og få et kig på stjernehimlen fra Observatoriet.

Som en del af LYSÅR 2026, et jubilæumsår i anledning af 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed, åbner Trinitatis-komplekset i fællesskab denne vinteraften op for områder i kirken og tårnet, som normalt er lukkede for besøgende, og inviterer indenfor til en række spændende oplevelser for store og små.

Hemmelige rum, himmelkig og Jupitermaskine

I Rundetaarn vil der være særligt åbent i hemmelige rum, der ellers er lukket for offentligheden. Det gælder bl.a. Ringerloftet, der er et ud af to af Trinitatis Kirkes lofter. Lyder det besynderligt? Kom og se for dig selv. Den hemmelige rundvisning vil også lægge vejen forbi den gamle lejlighed, som kan give et indblik i livet i tårnet på Ole Rømers tid og i dag.

I Bibliotekssalen i Rundetaarn kan gæster opleve både fortællinger og en udstilling om astronomen Ole Rømer, der bl.a. var leder af Observatoriet og overbibliotekar i Trinitatiskompleksets bibliotek. Man får desuden mulighed for at se en rekonstruktion af Ole Rømers enestående jovilabium – et fascinerende mekanisk og astronomisk instrument, som viser Jupiters inderste måners kredsløb.

På toppen af Rundetaarn, i det nyerestaurerede Observatorium, vil gæster kunne blive klogere på det store univers – både med udgangspunkt i, hvordan det knap 100 år gamle teleskop anvendes i dag, og hvordan tårnet blev brugt til observationer i 1600-tallet.
Hvis vejret tillader det, vil det også være muligt selv at kigge i kikkerten og opleve fascinerende himmellegemer – ofte kan man f.eks. se Saturn med de flotte ringe i novembermørket.

Krypter og orgelmusik

I Trinitatis Kirke vil der være adgang til de to krypter, hvor blandt andre feltmarskal Hans Schack og andre fremtrædende personer fra 1600-tallet er begravet i dekorerede kister. Man kan høre om Trinitatis Kirke, som den så ud ved indvielsen i 1656, og om Hans Schack, som organiserede forsvaret af København under svenskernes belejring.  

Det vil også være muligt for aftenens gæster at komme tæt på kirkens orgler og lære mere om både det italienske barokorgel og hovedorglet igennem fortællinger og musik.

Alt dette kan du opleve

I Trinitatis Kirke

– Åbent til krypter
– Åbent til Hans Schacks monument og Sakristiet
– Skiftevis fremvisning af orgel og orgelspil

I Rundetaarn

– Åbent i Bibliotekssalen og de to udstillinger: Ole Rømer og den store opdagelse og Light Echoes
– Fremvisning af Ole Rømers planetmaskiner på flere særlige steder i tårnet
– Åbent i Observatoriet med mulighed for at kigge i teleskopet (afh. af vejret) samt vejledning ved observatorer
– Astronomisk formidling og fremvisning af Ole Rømers jupitermaskine

Praktisk information

Det er muligt at tilmelde sig på forhånd via linket til højre, men det du kan også blot dukke op i Rundetaarns billetluge. Aftenen koster almindelig entré (60 kr. for voksne/40 kr. for studerende/børn har gratis adgang). Kirken kan besøges gennem en glasdør, der forbinder kirke og tårn, hvor der normalt ikke er adgang.

 

 

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.