Almanak

Hvis man skulle komme i tvivl om, hvem der har bygget Rundetaarn, kan man hurtigt finde svaret ved at kaste et blik på det kronede monogram, der indgår i den gyldne rebus på tårnets facade. Er man ikke lige i nærheden af selve tårnet, kan man kigge på en af de utallige afbildninger af det. Næsten alle placerer de helt korrekt Christian IV’s (1577-1648) navnetræk under kronen. Undtagen lige de ældre årgange af Københavns Universitets officielle almanak – en slags udvidet kalender, der i knap 200 år havde Rundetaarn på forsiden.

Fra 1680’erne og 50 år frem måtte virkeligheden nemlig rette ind efter den siddende konges selviscenesættelse, så først Christian V’s (1646-99) og dernæst Frederik IV’s (1671-1730) monogram kom til at pryde tårnfacaden på almanakkens forside. Sidstnævntes monogram blev endda siddende på almanakken et godt stykke ind i Christian VI’s (1699-1746) regeringstid, fordi ingen åbenbart havde opdaget, at det skulle ændres. Otte år gik der efter Frederik IV’s død, før hans monogram blev skiftet ud – denne gang til det rigtige.

Penge til Rundetaarn

Mere tiltro kunne man have til det, der var inden i almanakken. Det var i hvert fald det, der var meningen, og derfor Rundetaarn figurerede på forsiden som tegn på, at universitetet stod inde for det, der stod i almanakken. Indtil 1861 lå universitetets observatorium på toppen af tårnet, og først et par år efter at observatoriet var flyttet til Østervold, flyttede Rundetaarn fra almanakkens forside.

Med billedet af Rundetaarn på forsiden vidste man så også, hvor man skulle aflevere pengene, hvis man forbrød sig mod universitetets privilegium på at trykke almanakker. Det kostede nemlig 300 rigsdaler, som skulle betales ”til det Runde Astron. Taaren ved Trinitatis Kircke her i Voris Kongl. Residentz-Stad Kiobenhafn”, som det hed i det kongelige almanakprivilegium fra 1685.¹

Christian IV’s privilegium kommer i 1636, omtrent samtidig med at kongen begyndte at tænke på at bygge Rundetaarn, og er ligesom tårnet et udtryk for hans støtte til astronomien.⁴ Samtidig falder privilegiet godt i tråd med den bøn om, at den rette lutherske lære skal styres ind i kongens hjerte, der bliver udtrykt i Rundetaarns gyldne rebus. I Bibelen advarer profeten Ezekiel nemlig mod, at Herrens hånd skal ”ramme de profeter, der har falske syner og spår løgn”,⁵ og i den ortodokse aftapning, som lutherdommen havde under Christian IV, spillede Det Gamle Testamente en stor rolle, også i lovgivningen.

Falske profeter II

Nok havde Christian IV held med at udrydde spådommene om krig, pest og andre katastrofer fra almanakkerne, men en anden kategori af forudsigelser, nemlig vejrprofetierne, var sværere at slippe af med. Først med almanakken for 1685, den første med Rundetaarn på forsiden, forsvandt de tvivlsomme vejrudsigter, som imidlertid udgjorde så populært stof, at de snart igen fandt vej til almanakkens kalenderoversigt.

I almanakken for 1701 kan man for eksempel læse, at ”Heeden tager til” i den uge, der begynder med søndag den 17. juli. Samme søndag skal der i øvrigt, fremgår det også, prædikes ud fra Matthæusevangeliets tekst ”Om de falske Propheter”.⁶

Falske profeter III

Hundrede år senere prøvede man igen at luge vejrprofetierne ud. Da astronomen Thomas Bugge (1740-1815) havde overtaget ledelsen af Observatoriet på Rundetaarn og dermed ansvaret for almanakken, udelod han vejrangivelserne i årgangene 1779 og 1780, men da bøgerne ikke solgte, klagede forpagteren af almanakken til universitetet, som beordrede Bugge til at sætte de meteorologiske oplysninger ind igen.⁷

Forløbet gengives i en artikel af universitetsprofessor Rasmus Nyerup (1759-1829), der samme sted bekender, at han også selv ”for gode Ord og Betaling” har opfundet meteorologiske varsler til almanakken. Arbejdet stod dog kun på et par år, fordi Nyerup, der selv var bondesøn, angiveligt fik dårlig samvittighed. ”Han kunde isærdeleshed ikke”, skriver han om sig selv, ”uden Vemod see en stakkels jævn troskyldig Bonde i al Enfoldighed tye til sin Almanak, for at erfare, hvordan Vejret vilde blive i næste Uge”.⁸

En opskrift på ribsvin

Vejrvarslerne forsvandt først fra almanakken i 1833. ”Alle de Forsøg, man har giort paa, at forudsige Veirliget et Aar eller længere i Forveien, ere derfor mislykkede,” lød begrundelsen, ”og de Veir-Angivelser, som efter en gammel men ikke god Skik, hidtil have staaet i Almanakken, ere derfor nu, som aldeles upaalidelige, bleven udeladte”.⁹

Ændringen er et lidt sent udslag af en bestræbelse på oplysning af landbefolkningen, som var begyndt 50 år tidligere. Da almanakken for 1782 udkom, var de salmer og bønner, som den i en periode havde indeholdt, nemlig blevet fjernet til fordel for små artikler fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, som skulle være ”Bonden i Særdeleshed til Oplysning og Nytte”, som det hed.¹⁰

Ti år efter fik bonden for eksempel anvisninger på, hvordan man laver ribsvin, og det disse oplysninger var åbenbart så vigtige, at de afsluttes med følgende opfordring: ”Det var got om denne Almanak ligesom de forrige blev giemt.”¹¹

Gemt blev århundredernes almanakker nu kun i ringe grad. Måske blev de slidt op, måske blev de anset for værdiløse, når året var omme.¹² Men på et par hundrede års afstand bliver selv det værdiløse værdifuldt, og almanakkerne er ingen undtagelse. De små udsving i den faste skabelon fortæller om tendenser i samfundet og om synet på religion, videnskab og oplysning. Samt om Rundetaarn som tegnet på, at det hele gik ordentligt til. Med eller uden det rigtige monogram.