Raketvidenskab set fra Rundetaarn
Nogle gange skal man alligevel gå tilbage til en fuser. Det var i hvert fald, hvad den danske sekondløjtnant Andreas Anton Frederik Schumacher (1782-1823), der stammede fra Holsten, gjorde en septemberdag i 1807, og hverken militærhistorien, videnskabshistorien eller Rundetaarns historie ville have været den samme, hvis ikke han havde blæst på det gamle råd.
“Man har gættet på, at både tusindvis og titusindvis af Congreves raketter blev affyret under bombardementet, der skulle formå Danmark til at overlade sin betragtelige flåde til Storbritannien”
Den fuser, han gik tilbage til, var en eller to af de såkaldte brandpile, som blev skudt ind over københavnerne under det britiske bombardement af byen fra den 2. til den 4. september 1807.1 Ud over de kugler, bomber eller granater, som man var vant til at bruge ved bombardementer, havde noget helt nyt nemlig også fundet vej til angrebet: brandpilen eller den congreveske raket, opkaldt efter den engelske officer William Congreve (1772-1828), der havde opfundet den og selv var til stede, da den blev fyret ind over København fra en stilling på Frederiksberg.
Massive ødelæggelser
Rundetaarn gik nogenlunde ram forbi bombardementet, selv om de britiske styrker ifølge en samtidig beretning ”meget sigtede efter det astronomiske Taarn og Observatoriet, og vist har kastet over 400 Bomber derefter”.2 Værre gik det imidlertid ud over resten af byen, der blev ramt af massive ødelæggelser. William Congreve besigtigede dem selv efter bombardementet og nikkede tilfreds, idet han tilskrev en stor del af dem sin nye opfindelse.
Man har gættet på, at både tusindvis og titusindvis af Congreves raketter blev affyret under bombardementet, der skulle formå Danmark til at overlade sin betragtelige flåde til Storbritannien, som var i krig med Frankrig, mens Danmark egentlig helst ville have forholdt sig neutralt. I virkeligheden blev der kun fyret 300 congreveske raketter af,3 men der har altså været nok til, at nogle af dem ikke gik af og kunne blive fundet af sekondløjtnant Schumacher, der efter et par år selv forsøgte at gøre Congreve kunsten efter.
Hemmelighedskræmmeri
Schumachers eksperimenter, der nød kong Frederik VI’s personlige interesse, foregik på den lille ø Hjelm i Kattegat. Hjelm er kendt som tilflugtssted for den fredløse Marsk Stig, der i 1287 blev dømt for mordet på kong Erik Klipping. Det lader da også især til at være den afsides beliggenhed, der har tiltalt Schumacher, som gik meget op i, at ingen hemmeligheder om produktionen af det nye raketsystem slap ud. For eksempel havde han det hele i hovedet og skrev ingenting ned, og det korps af soldater, han havde omkring sig, blev kun indviet i dele af processerne.4
Hjelms beliggenhed kunne imidlertid også bruges til noget andet, og det er her, Rundetaarn kommer ind i billedet. I 1815 blev Schumachers storebror, Heinrich Christian Schumacher (1780-1850), nemlig udnævnt til astronomiprofessor ved Københavns Universitet og dermed leder af Observatoriet på toppen af Rundetaarn, og året efter foreslog han kongen, som også han havde gode forbindelser til, at levere et dansk bidrag til et af tidens store videnskabelige projekter. Det var den såkaldte gradmåling, der gik ud på at forsøge at bestemme jordens form og størrelse.
En fredelig anvendelse
Som den danske gradmålings første store fortjeneste nævnes ofte gradmålingen i 1816 fra Skagen til det tyske hertugdømme Lauenburg,5 der lige var blevet dansk. Før denne måling eksperimenterede brødrene Schumacher imidlertid med en anden gradmåling, som angiveligt behagede Hans Majestæt så meget, at han befalede målingen fra Skagen til Lauenburg gennemført.
“Der går en direkte forbindelse fra de brandpile, der susede forbi Rundetaarn i 1807, til senere navnkundige institutioner som Geodætisk Institut”
Heinrich Christian Schumacher nævner eksperimentet i en kortfattet notits i første nummer af sit indflydelsesrige tidsskrift Astronomische Nachrichten (Astronomiske efterretninger), der begyndte at udkomme i 1823. Her skriver han uden yderligere introduktion, at “Bekanntlich hat mein Bruder schon 1816 die Racketen zu Längenbestimmungen angewendet“ (”Som bekendt har min bror allerede i 1816 anvendt raketterne til længdebestemmelser”), hvorefter han uddyber: ”Er reisete nach Hielm, einer Insel bei Ebeltoft in Jütland, und ich beobachtete in Copenhagen auf der Sternwarte das Springen der Leuchtkugeln auf seinen Racketen“ (”Han rejste til Hjelm, en ø ved Ebeltoft i Jylland, og jeg iagttog i København på Observatoriet, at lyskuglerne på hans raketter sprang”).6
Til Altona
Ved at observere raketterne midt mellem Rundetaarn og den jyske vestkyst lykkedes det Schumacher at måle flere længdegrader i det, der måske er ”Verdens første eksempel på raketbaseret astronomi”, som det er blevet foreslået.7 Det fremgår dog ikke, om den fredelige anvendelse af broderens raketter fortsatte, og i hvert fald ændredes forholdene snart. Med kongens billigelse flyttede H.C. Schumacher nemlig i 1821 til Altona, som på det tidspunkt var dansk, og grundlagde her sit eget observatorium, som stod færdigt i 1823. Samme år døde hans bror.
Gradmålingerne fortsatte imidlertid, og der går en direkte forbindelse fra de brandpile, der susede forbi Rundetaarn i 1807, til senere navnkundige institutioner som Geodætisk Institut. Det kan derfor godt være, at der er grund til at revidere rådet om aldrig at gå tilbage til en fuser. Men det står stadig til troende, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Noter
