
Open Call for udstillinger til Rundetaarn
Rundetaarn annoncerer årligt et Open Call for udstillinger i Bibliotekssalen, og inviterer kunstnere, designere, arkitekter, formidlere og forskere til at ansøge om en udstillingsperiode.
Rundetaarn er Københavns kongelige stjerneborg, bygget til at løfte mennesket i indsigt og udsyn. Tårnet er en unik historisk og arkitektonisk seværdighed og er med ca. 650.000 årlige gæster en af Danmarks bedst besøgte kulturinstitutioner og rummer Europas ældste observatoriebygning.
I den 900 m2 store Bibliotekssal halvvejs oppe i tårnet over Trinitatis Kirke afholdes både udstillinger, koncerter og arrangementer. Bibliotekssalens kulturprogram skal bære fortællingen om hele bygningskompleksets verden af historie, kirke og astronomi, der får liv i et aktuelt og relevant indhold af kunst, videnskab, eventyr og arkitektur.
Siden 1987, hvor Bibliotekssalen åbnede i sin nuværende form, har Rundetaarn kunnet præsentere et varieret program bestående af skiftende udstillinger og kulturarrangementer.
Bibliotekssalen har huset mere end 270 udstillinger, som kan ses her.
Næste ansøgningsrunde annonceres her på siden
Rundetaarn ønsker at præsentere et stærkt og varieret program med særudstillinger i høj kvalitet. Ansøgningsperioden løber fra sommer og ind i efteråret – de specifikke datoer annonceres her på siden. Her inviterer Rundetaarn kunstnere, designere, arkitekter, formidlere og forskere inden for historie, naturvidenskab og humaniora, tværfaglige samarbejder, o.a. til at søge om en udstillingsperiode i Bibliotekssalen, hvor udstillernes virke eller interesse er foreneligt med bygningskompleksets kontekst og muligvis tema. Det er muligt at søge med gruppe- eller soloudstillinger.
Deadline for ansøgninger til 2026 er passeret, og Rundetaarn modtager ikke længere ansøgninger.
Information om udstillingsprogrammet for 2027 kommer her på siden i løbet af sensommeren 2025.
Spørgsmål kan rettes til program- og udstillingschef Ditte Marie Lund – dml@rundetaarn.dk eller kommunikationsansvarlig Louise Hagemann – lh@rundetaarn.dk.
-
Rundetaarn modtager kun udstillingsansøgninger til Bibliotekssalen – ikke til Sneglegangen eller tårnets facade.
De udvalgte udstillinger skal godkendes af Rundetaarns ledelse og bestyrelse.
Hver udstillingsperiode i 2026 er typisk af max 10 ugers varighed. Dertil kommer fire dages opbygning og én dag til nedtagning.
Rundetaarns besøgende skal have adgang til udstillingerne, og der må ikke opkræves separat entré.
-
Med Bibliotekssalen tilbyder Rundetaarn et lyst 900kvm stort og velbesøgt udstillingsrum med mange muligheder.
De udvalgte udstillinger honoreres med et samlet udstillingshonorar og et bidrag som skal anvendes til materialer og produktion af udstillingen.
Rundetaarn støtter med et opbygningsteam i alle opsætningsdage samt sparring med tårnets programchef og udstillingstekniker i udviklingen af udstillingen.
Rundetaarn arrangerer og dækker udgifter til fernisering og stiller service og personale til rådighed.
-
Udstillinger opsættes i den midterste del af Bibliotekssalen. Den forreste del af salen er butiksområde og reception, mens den bagerste del af i lokalet holdes fri til 150 siddepladser for publikum til koncerter og kulturarrangementer.
Download plan over Bibliotekssal.
Udforsk Bibliotekssalen virtuelt her.
-
Udstillingslokalet er sikret permanent med alarm uden for åbningstiden og værkerne er omfattet af Rundetaarns forsikring.
Det er udstillers ansvar at sørge for, at værker er forsvarligt fastgjort eller placeret, så de ikke udgør en sikkerhedsrisiko for de besøgende. Dette skal godkendes af Rundetaarn.
Rundetaarns ansvarsforsikring dækker kun for ansatte i Rundetaarn.
Bibliotekssalen er godkendt til maksimum 150 personer af Brandmyndighederne. Brandmyndighedernes krav til udstillingen skal følges og udstillingen kan kræves lukket af brandinspektøren, hvis reglerne ikke overholdes. Rundetaarn kræver at se en opstillingsplan med materialebeskrivelse senest en måned før åbning.
Rundetaarn har en elvogn til opkørsel af værker og materialer, men der kan være begrænsninger for værkernes maksimale vægt og størrelse. Flyttefolk hyres på udstillers regning til særlige fragtopgaver.
-
Rundetaarn varetager markedsføring, PR og kommunikation af udstillingen. Udstillinger og aktiviteter markedsføres for Rundetaarns besøgende efter fast designskabelon. Rundetaarn udarbejder og bekoster en grafikpakke med omtale af udstillingen på flyers og ophæng på tårnets publikumsområder. Materialet sendes til udstillers forhåndsgodkendelse.
Rundetaarn udarbejder i samarbejde med udstiller desuden introtekst til udstillingen. Eventuel fondsstøtte kan fremgå af på denne introtekst, på hjemmesiden og i pressemeddelelse, men ikke på trykt materiale.
Omkostninger til særlig grafik og ophæng i selve udstillingen betales af udstiller.
Al kommunikation koordineres med Rundetaarn.
-
Rundetaarn kræver, at udstillere indtænker formidling på dansk og engelsk, så der som minimum er en introducerende udstillingstekst, værkskilte og prisliste ved evt. salg af værker.
Rundetaarn kuraterer et program i forbindelse med udstillingen; ex. foredrag, koncerter, performances, talks og familieaktiviteter. Udstiller skal derfor være indstillet på at samarbejde med Rundetaarn om at skabe et program til udstillingen.
Grundet særarrangementer med særskilt entrébillet, f.eks. koncerter og foredrag, kan det kan forekomme, at udstillingen må lukkes tidligere eller åbne senere for Rundetaarns generelle publikum. Det er et krav, at der permanent opstilles 80 stole, og at scenearealet er til rådighed i udstillingsperioden. Der skal være plads til udvidelse af stoleantallet til 150.
-
Salg af kunst og merchandise er muligt efter aftale med Rundetaarn og i henhold til tårnets retningslinjer.