Topmødet, der ikke fandt sted

I den danske kongerække er tilnavnet ”Folkekær” normalt forbeholdt Frederik VII (1808-63), der havde valgsproget ”Folkets Kjærlighed, min Styrke”, og som få måneder efter sin tronbestigelse i 1848 gav afkald på sin enevældige magt og i stedet blev overhoved for et konstitutionelt monarki.

Hvis man skal tro en historie, der blandt andet blev fortalt på Frederik VII’s regeringstid, var der imidlertid endnu en Frederik Folkekær. Historien, der udspiller sig på Rundetaarn, har nemlig Frederik VII’s navnebror, den enevældige Frederik IV (1671-1730), i den ene af de to hovedroller. I den anden ses den russiske zar, Peter den Store (1672-1725), der besøgte Rundetaarn flere gange i oktober 1716, første gang efter alt at dømme den 1. oktober, hvor han selv tog turen op ad tårnets Sneglegang til hest, mens hans hustru fulgte efter i hestevogn.

I folkets skød

Den bedste kilde til besøget er avisen Den Kiøbenhavnske Post-Rytter, der fortæller, at zaren og zarinaens dag fortsatte ved Rosenborg, ”hvor de af Deres Kongel. Majestæter bleve herligen tracterede og efter Tafel med et Ring-Renden til Vands paa Rosenborgs Canal forlystede”, som det hedder.¹

Andetsteds kan man læse, at zaren delte jolle med den danske dronning under det, der også kaldes ”et Caroussel til Vands”, mens Frederik IV og zarinaen sad sammen.² Angiveligt har det været et herligt skue at se de fornemme fyrster forlyste sig i de forgyldte både, der gav genskin i fakkelskæret.³

Kongen og dronningen har altså næppe været til stede på Rundetaarn, hvilket alene ses af den omstændighed, at Post-Rytteren først omtaler dem senere i dagens program. Alligevel har en senere tid altså placeret Frederik IV på toppen af tårnet i den lille scene med zaren, der skal udstille forskellen på de to monarker. Det gælder for eksempel forfatteren H.C. Andersen (1805-75), der i sin roman At være eller ikke være fra 1857 beskriver scenen som følger:

”I Taarnet er ingen Trappe med Trin, man kommer derop af et i Spiral skraanende Muursteens-Gulv, saa glat og jevnt, at Peter Czar af Rusland engang, med fire Heste for sin Vogn, skal have kjørt heelt op, og da han stod der øverst, befalet en af sine Tjenere at styrte ned, og denne havde adlydt, var han ikke blevet hindret af Danerkongen. ’Vilde dine Folk være saa lydige?’ spurgte Czaren. ’Jeg vilde ikke give en saadan Befaling!’ svarede Kongen; ’men jeg veed om mine Tjenere, selv den ringeste, at jeg turde lægge mit Hoved i hans Skjød og trygt sove ind!’”⁴

Kongen fortæller

Historien passer godt ind i tidens nationalromantiske fortælling, hvor man kunne spejle den siddende Frederik Folkekær i myten om en ikke mindre elsket forgænger som garant for national sammenhængskraft. H.C. Andersen er dog ikke mere nationalromantiker, end at han straks anfører, at der netop er tale om en myte. ”Det er Sagnet, og det er for os Danske meget smukt opfundet”, skriver han således i afsnittet lige efter historien.⁵

H.C. Andersen er ikke den første, der nævner det angivelige optrin på Rundetaarn. Også hos en anden af 1800-tallets store digtere, N.F.S. Grundtvig (1783-1872), optræder det. Grundtvig omarbejdede og udvidede den middelalderlige Rimkrønike, hvor de danske konger selv fortæller deres historie, og i sin udvidelse lader Grundtvig, der i øvrigt betragtede Rimkrøniken som sin ”Liv-Bog, som jeg, ærlig talt, har læst meget tiere og kan meget bedre end min Bibel”,⁶ Frederik IV komme til orde:

”Hvad jeg tænkte i det hele
Om min Magt og Kongestand,
Bedre vel end mange Dele,
Ét Exempel vise kan!
Peter Czar og jeg stod sammen
Og saa’ ned fra Rundetaarn;
Czaren fandt, det var en Gammen,
Han ej havde haft tilforn,
Naar en Karl sprang ned paa Gaden
Lige lukt fra Taarnets Rand.
Paa mit Svar: i hele Staden
Findes ej saa gal en Mand!
Han begreb det ingenlunde,
Jeg var uindskrænket Drot,
Naar ej Liv og Død jeg kunde
Dele, som jeg fandt for godt;
Men han turde dog ej vove,
Da jeg spurgte ham igjen,
I hver Russers Skjød at sove
Trygt, som jeg hos Dannemænd,
Saa jeg rigtig paa en Maade
Lærte ham at se Forskjel
Mellem to, som ene raade,
Som imellem Søn og Træl.”⁷

Gammelt tankegods

Grundtvig udgav nogle eksempler på, hvordan hans Rimkrønike skulle se ud, i 1834, altså knap 25 år før H.C. Andersens roman. Imidlertid springer han her direkte fra Frederik III (1609-70) til Christian VII (1749-1808)⁸ og kommer altså slet ikke ind på Frederik IV, som først er med, da Grundtvigs søn efter sin fars død udgiver hele den udvidede Rimkrønike i 1885,⁹ knap 30 år efter H.C. Andersens omtale.

Alligevel er H.C. Andersen er ikke den første, der udgiver monarkernes ordduel på tryk. Allerede i 1826 optræder den nemlig i en kort anekdote i ugebladet Morskabslæsning for Den Danske Almue. I anekdoten følges zaren, der i teksten omtales som kejser, og kongen op til toppen af Rundetaarn, hvor Peter den Store ”var i godt Lune, og vilde i sin Oprømthed give Kongen et tydeligt Beviis paa, hvor stor Lydighed hans Folk udviste mod ham”, som det hedder. Da kongen i den efterfølgende dialog har overtrumfet den russiske lydighed med den danske folkeyndest, konkluderer teksten imidlertid, at ”Kejseren tilstod, at han gjerne vilde bytte med Kongen i dette Stykke”.¹⁰

”Friderich havde ikke det ringe Begreb om Menneskets Værd, som Peter Czar,” skriver Riegels, ”han ansaae ikke sine Undersaatter for Fluer, hvis Liv stod i Regentens Luners Magt, hvis Skiebne beroede paa, om han med egen Haand vilde knuse een eller tusinde af dem; han vilde regiere over Christne, der havde Ret til at vaage over, at den Regiering, de havde underkastet sig, viste sig mild og christelig imod dem.”¹²

Kongen skrevet ud

Mødet mellem kongen og zaren på Rundetaarn er tilsyneladende blevet fortalt af generationer af skolelærere, der på den måde helt bogstaveligt har givet Peter den Stores spektakulære besøg til hest en ideologisk overbygning. Ikke alle har dog brugt besøget til at forherlige den danske konge. Forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) gengiver således den første del af historien i sin roman Fra en gamle Fabrik (1869), men skriver den folkekære konge helt ud i sin version.

”Ad Sneglegangen vidste jeg,” fortæller Bergsøe, ”at Peter den Store var kørt ned med fire Heste, efter at han paa Platfonden havde givet en Hofmand Ordre til at springe ned for en Spøgs Skyld”.¹³

Hvad angår valg af transportmiddel og antal heste, forholder Bergsøe sig lige så frit til virkeligheden som H.C. Andersen. Men hvem har også nogensinde forlangt af en myte, at den skulle have detaljerne i orden?