Zaren til hest

Hesten og sneglen er ikke dyr, der har det helt store med hinanden at gøre i naturen. Men i Rundetaarn har de mødtes fra tid til anden lige fra tårnets tidligste dage.

Sneglen har som bekendt givet navn til et af de mest karakteristiske træk ved Rundetaarn, nemlig dets Sneglegang, der er opkaldt efter det snoede indre i et sneglehus. Sneglegange fandtes også på en række tyske renæssanceslotte, hvor de gjorde det muligt for fyrsterne at blive befordret mellem etagerne til hest eller i hestevogn.

De tyske slottes såkaldte ridesneglegange udgør en af Rundetaarns mange inspirationskilder, og i nogle af de tidligste omtaler af Rundetaarn nævnes da også muligheden for at køre eller ride op i tårnet, for eksempel i Jens Lauridsen Wolfs (1583-1660) Diarium sive Calendarium ecclesiasticum politicum et occonomicum (En evigvarende Kircke, politisk oc Huuszholdings Calender) fra 1648.¹

Det med de danske konger ved man nu ikke ret meget om, men den er god nok med den russiske zar, selv om hans ridetur i nogle overleveringer er blevet til en hestevognstur. ”Gulvet er af Muursteen, satte paa Kant, og endnu af de mange Fodgængeres Spadsering i saa mange Aar ei synderlig medtaget;” skriver præsten Jacob Nicolai Wilse (1736-1801) om Sneglegangen i slutningen af 1700-tallet, ”men om flere, end den store Czar Peter har kiørt derop, tvivler jeg paa; og da maatte vel Vognen og Hestene have været derefter.”³

Snærende etikette

Rusland og Danmark-Norge var allierede under Store Nordiske Krig, som Danmark især deltog i fra 1709 til 1720, og Peter den Store opholdt sig i København i tre en halv måned fra midten af juli til slutningen af oktober 1716 i forbindelse med en planlagt invasion af Skåne, som Danmark havde tabt til svenskerne 58 år tidligere. Rundt om den befæstede hovedstad lå 28.000 russere og 23.000 danske soldater i lejr,⁴ mens selve byen svirrede af krigsforberedelser og rygter om både det ene og det andet.⁵

Midt i september besluttede zaren imidlertid, at han alligevel ikke ville hjælpe Danmark-Norge med at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge. Forholdet mellem Peter den Store og den enevældige danske konge, Frederik IV (1671-1730), som indtil da ikke havde været det bedste, blev nu en tak værre, men dog ikke slemmere, end at zaren blev en måned længere i København. Tiden brugte han til forskellige forlystelser som en maskerade på kongens fødselsdag,⁶ en præstevielse i Vor Frue Kirke⁷ – og så altså et besøg i Rundetaarn, hvortil han kom ridende på en russisk hest fra sit logement i det nuværende Prinsens Palæ.

Der er flere eksempler på, at Peter den Store havde svært ved at finde sig til rette i den omfattende etikette, der prægede det danske hof,⁸ og det er tænkeligt, at det skal ses som et udslag af hans mere bramfri opførsel, at han fortsatte på sin hest op ad Sneglegangen. En senere behandling betragter den usædvanlige visit som et eksempel på, at ”Hans sære Luner kunde visselig tidt vække Morskab”,⁹ og i hvert fald blev ridtet bemærket i en grad, så det i perioder har været en af de mest fortalte historier om Rundetaarn.

En vis mystik

Det sidste har eftertiden dog haft svært ved at tro på, og det synes at være symptomatisk, at den senere observator G.F. Ursin (1797-1849) simpelthen oversætter Horrebows beskrivelse forkert, når han i sin Historisk Beretning om Universitæts-Observatoriet paa Rundetaarn fra 1826 anfører, at ”P. Horrebow, som Øienvidne, fortæller, at Peter den Store, der oftere besøgte Observatoriet, reed op til samme og atter ned, ja endog eengang ledsagedes af sin Gemalinde Catharina, der kjørte i en fiirspændt Vogn”.¹⁴

Flere af de nærmere omstændigheder omkring zarens og zarinaens besøg i Rundetaarn er omgærdet af en vis mystik. Man kan både møde datoen den 1. og 2. oktober, tidspunktet passer ikke rigtig, og for at gøre forvirringen komplet påstås det i et håndskrift, der senere er blevet udgivet under prædikatet ”samtidigt”,¹⁵ men vistnok er blevet stykket sammen lidt senere,¹⁶ at zarinaen kørte ”i een Cariol”,¹⁷ altså en tohjulet vogn med en enkelt hest foran.

Mest tiltro lader man dog til at kunne have til avisen Den Kiøbenhavnske Post-Rytter, der udkom i oktober 1716. Avisen undlader klogeligt at tage stilling til antallet af heste foran zarinaens vogn, men giver til gengæld et, som det synes, redeligt resumé af besøget. ”Danmark. Kiøbenhavn”, begynder artiklen og skifter så straks over til selve beskrivelsen: ”Den første Dag i denne Maaned haver det sær behaget deres Czariske Majestæter hen ved Klokken eet udi høje Aasyn at tage det her paa Trinitatis Kirke skiønne Biblioteqve/ og derefter paa det Astronomiske runde Taarn/ hvor Hans Czariske Maj. reed og Hendes Czariske Majest. lood sig køre op/ at beskue Stiernernes Løb/ og i sær Planeterne Venus og Jupiter/ igiennem de Mathematiske Instrumenter/ deres Majestæter til al Fornøjelse.”¹⁸

Flere besøg

Også en anden førstehåndsberetning, et brev skrevet af en orlogspræst, hæfter sig ved Peter den Stores interesse for det videnskabelige arbejde i Observatoriet. ”Paa det runde Taarn kiørte han samt Czarinden op og ned og besaae alle de astronomiske Sager”, hedder det således i brevet.¹⁹ Men ikke engang i spørgsmålet om hovedårsagen til zarens besøg er der enighed. Det er nemlig også blevet foreslået, at hans virkelige grund til at stige til tops var, at han ønskede at ”holde Hærskue” over sine mange tropper uden for Københavns volde.²⁰

Besøget sammen med zarinaen var ikke Peter den Stores eneste i Rundetaarn, men om det var en, to eller flere gange,²¹ han kom igen, står heller ikke ganske klart. At det var ham, Ruslands zar, der red op og ned, er der dog ingen grund til at strides om, selv om tegneren Storm P. (1882-1949) i en af sine vittighedstegninger lader følgende ordveksling udspille sig: ”Deres Hukommelse er der intet i Vejen med. – Ork nej – jeg husker tydeligt, da Frederik den Syvende red op ad Rundetaarn!”²²