Bemærk: Bibliotekssalen og udstillingen “Fra forsker til folk” lukker kl. 18 den 9. oktober grundet et særarrangement i salen.

Åbent i dag kl. 10-18

Double Happiness

Dato
16.11.2019
-
12.01.2020
Sted
Bibliotekssalen
Pris
Inkluderet i alm. entré

Double Happiness

Instruktør og koreograf Steen Koerner og komponist Yo Akim (Joakim Hjejle) har sammen skabt kunstprojektet ”Double Happiness”, som er en moderne fortolkning af en af H.C. Andersens mange kunstneriske udtryk: papirklippet og dets rødder i Kina.

Inspireret af H.C. Andersens blanding af stilarter og udtryksformer trækker udstillingen ”Double Happiness” den odenseanske digters tænkning og ind i nutiden og kobler papirklippet til street art, musik og kinesisk livsfilosofi.

Papirklippet finder helt nye udtryksformer ved at blive udsat for electric boogie, tutting dance, musik, film, fotokunst og sangtekster i en udstilling, som aktivt involverer publikum. Musikken ledsager også udstillingen, hvor en række af danske sangerinder bidrager.

Bag udstillingen står instruktør og koreograf Steen Koerner ved Steen Koerner Studio og komponist og kunstner Yo Akim (Joakim Hjejle), som har skabt musik og papirklip.

”Vi arbejder med den urbane kunst og hip-hop som sprog og skaber en friere adgang til kreativiteten på tværs af genrer og udtryksformer. Vi vil gerne dele ‘Double Happiness’ ud til alle, men det er kun ved at opdage det, at man kan modtage det – og derfor er modtageren lige så vigtig som afsenderen. Det er igennem deltagelse, at lykken findes,” siger Steen Koerner og tilføjer:

”Der er et ur-udtryk gemt i papirklippet. Et uendeligt dybt udtryk. I Kina, som H.C. Andersen var så fascineret af, har man klippet papir i to tusind år. Her klipper man blandt andet til livets store fester – ikke mindst tegnene, der betyder ‘Lucky’ og ‘Double Happiness’.”