Åbent i dag kl. 10-20

Den Historiske Time

Dato
13.04.2024
-
15.05.2024
Sted
Bibliotekssalen
Pris
Se de enkelte arrangementer

Den Historiske Time

Med ”Den Historiske Time” åbner Rundetaarn dørene for et nyt format, der dykker ned i det gamle tårns historie. Det sker gennem foredrag, samtaler, rundvisning og fællessang – og nogle gange er det også for børn.

Institutioner er startet i Rundetaarn. Opdagelser er blevet gjort her. Mennesker af danmarkshistorisk betydning er kommet her. Lærde har stræbt efter at blive klogere blandt bogskabe og ved stjernekikkerter. Og høj og lav har passeret hinanden i jagten på Københavns mest charmerende udsigt.

Hele verden går gennem Rundetaarn og har gjort det siden 1642, da tårnet stod færdigt. Derfor er Rundetaarn centrum for et væld af historier, som nu bliver fortalt i tårnets nye format ”Den Historiske Time”.

Mere end et højt, rundt tårn

Gennem foredrag, samtaler, rundvisning og fællessang dykker vi ned i knap 400 års historie om Christian IV’s gamle tårn og trækker tråde til den verden, der ligger uden for dets runde mure.

”Den Historiske Time” i Rundetaarn er en pendant til ”Den Astronomiske Time”, hvor man en gang om måneden i vinterhalvåret kan få mere at vide om verdensrummet og vores opfattelse af det. ”Den historiske time” ligger især om foråret og efteråret, men titter frem, når der er en god historie at fortælle. Nogle gange omdøber vi den til ”Den historiske time for børn” og vækker historien til live for små og store.

Bliv klogere, bliv underholdt – og find ud af, hvorfor Rundetaarn er meget mere end et højt, rundt tårn.

Program

Syng Rundetaarns historie
Onsdag den 3. april 2024 kl. 20

Hvordan lyder det, når man fortæller Rundetaarns historie i sang? Det kan du høre, når ansvarlig for historie og formidling i Rundetaarn Rasmus Agertoft udvælger kendte og fuldstændig glemte sange, der tilsammen fortæller om markante begivenheder og personer i det gamle tårn, mens Rundetaarns Johan Nitschke akkompagnerer.

For børn: En kongelig fødselsdagsfejring
Lørdag den 13. april 2024 kl. 13-16

Christian IV forsynede København med bygningsværker, der er så sjove, skøre og sære, at man stadig taler om dem. I anledning af hans fødselsdag kan du gøre ham kunsten efter og selv bygge fantasifulde tårne og høre mere om ham og hans runde tårn på to rundvisninger for børn. Og hvem ved – måske møder du også Christian IV selv og hans hofdamer?

Særrundvisning i det gådefulde Rundetaarn
Onsdag den 15. maj 2024 kl. 20

Hvorfor ser Rundetaarn ud, som det gør? Og rummer det mon mystiske hemmeligheder, som har været skjult for alle andre end de særligt indviede? Hør mere om tårnets gåder og symboler, når ansvarlig for historie og formidling Rasmus Agertoft åbner låste døre og fortæller om Rundetaarn og nogle af alle de betydninger, man har tillagt det.