Drop-In: Morgensang om lys
Start din dag med gratis frisk morgenkaffe, smukke omgivelser og sange i fællesskab, når Rundetaarn inviterer til morgensang i lysets tegn.
Begynd dagen på den bedst mulige måde – med morgensang, gratis kaffe og en tur op igennem den ikoniske Sneglegang. Rasmus Agertoft, Rundetaarns historie- og formidlingsansvarlige, står med åbne arme klar til at byde op til fællessang. Morgenens tema er lys, og programmet indeholder blandt andet “Lysets engel går med glans”, C.E.F. Weyses salme fra 1837. Fællessangene akkompagneres af Rundetaarns egen Johan May Nitschke på Bibliotekssalens koncertflygel.

Mellem sangene fortæller Rasmus Agertoft om Ole Rømer og hans forbindelse til Rundetaarn. For selv om det var i Paris, at Rømer gjorde sin store opdagelse om lysets hastighed, spillede tårnet både før og efter hans ophold i Frankrig en stor rolle. Ja, faktisk var Ole Rømer næppe kommet til Paris, hvis det ikke havde været for Rundetaarn. Det kan du høre meget mere om til arrangementet.
Efter sangene er det muligt at gå en tur rundt i tårnet samt se de to aktuelle udstillinger i Bibliotekssalen, Ad Lucem, en smuk fotoudstilling med astrofotos fremkaldt med cyanotypi, og tårnets egen rammeudstilling om Ole Rømer og opdagelsen af lysets hastighed.
Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. Kom bare forbi og syng med.
Arrangementet er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed.