Science-lysshow for børn
Science-lysshow for børn
Vær med, når fysiker Jonathan Gammeltoft fyrer op for et legende og lærerigt lysshow for hele familien med alt fra lasere til lyn til Den Lille Kulturnat.
OBS! Vær opmærksom på, at på Den Lille Kulturnat er Rundetaarn kun tilgængeligt for gæster med gyldigt kulturpas. Se info længere nede.
For 350 år siden opdagede Ole Rømer, at lyset har en hastighed. Han kaldte det for “lysets tøven”. I 2026 sætter Rundetaarn spot på lyset og på Rømers store opdagelse.
Derfor har vi til Den Lille Kulturnat i Rundetaarn inviteret Jonathan Gammeltoft til at lave et lyslevende scienceshow, hvor han udforsker lys gennem leg og spændende eksperimenter. Glæd jer til alt fra regnbuer til lasere – og ikke mindst lyn fra en Tesla Coil.
Til Den Lille Kulturnat i Rundetaarn vil man også bl.a. kunne gå i Rømers fodspor, lave Rundetaarnslanterner og opleve lysværket på toppen.
Der vil være to science-lysshows, et kl. 17.00 og et igen 18.30, og hvert show tager ca. 45 minutter. Showet er gratis, så længe man har kulturpas, men kræver (som det eneste på aftenen) forudgående tilmelding. Billetter kan reserveres her på siden.
Vi gør opmærksom på, at Bibliotekssalen og de to udstillinger Ad Lucem og Ole Rømer og den store opdagelse vil være lukket, mens de to science-lysshows foregår.
Jonathan Gammeltoft er fysiker ved Odense Universitetshospital og har holdt et hav af foredrag og scienceshows. Ved siden af sit studie og sit arbejde har han desuden været videnskabskonsulent for både DR1 og TV2, holdt foredrag på gymnasier, festivaler, højskoler, til Science Expo og meget mere.
På Den Lille Kulturnat er Rundetaarn kun tilgængeligt for gæster med gyldigt kulturpas. Disse kan købes på Kulturnattens hjemmeside fra den 2. marts.
Et kulturpas koster 125 kr. for en voksen (fra 13 år). Passet inkluderer to børn (op til 12 år) gratis.