Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Fra forsker til folk
Gennem 200 år har Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) dannet ramme om formidling af naturvidenskab og teknologi til brede kredse af den danske befolkning.
“Fra forsker til folk” markerer SNUs 200 års jubilæum og viser, hvordan videnskabelig forskning har ført til ændringer i vores hverdag – fra H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme, der gav os elektricitet overalt i samfundet og i dag muliggør effektive vindmøller og elbiler, til Niels Bohrs atommodel, der har ført til nye diagnosemetoder i lægeverdenen, atomkraft og den moderne elektronik, vi omgiver os med.
Udstillingen præsenterer naturvidenskabelig formidling med udgangspunkt i udvalgte videnskabspersoner og deres forskning, der samtidig har spillet en stor rolle for SNU’s egen historie:
- H.C. Ørsted
- Martin Knudsen
- S.P.L. Sørensen
- Niels Bohr
- Kirstine Meyer
Selskabet for Naturlærens Udbredelse blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824 med ambitionen om at give alle mulighed for at høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi. Flere store forskere og formidlere har stået i spidsen for SNU gennem tiden, heriblandt H.C. Ørsted selv, havforskeren Martin Knudsen, fysikeren Niels Bohr og astrofysikeren Anja C. Andersen, der i dag er selskabets præsident.
Rundetaarn er et oplagt sted til en udstilling om Danmarks fremmeste videnskabsfolk. Tårnet var i århundreder et centrum i dansk videnskabs historie i kraft af Københavns Universitets observatorium på toppen, som Ole Rømer har været en af lederne af. Herfra udgik den astronomiske forskning ligesom astronomiens mere praktiske sidegrene, meteorologien og landmålingen. Bibliotekssalen, hvor udstillingen vises, rummede tidligere Universitetsbiblioteket, hvor generationer af forskere har fordybet sig i bøgerne og nået nye indsigter.
Program
“Fra forsker til folk” ledsages af en række foredrag i Rundetaarn:
19. august kl. 20 – Liselotte Højgaard: Fra fortidens forskere til nutidens nuklearmedicin
26. august kl. 20 – Anja C. Andersen: Fra Ole Rømer til Andreas Mogensen
2. september kl. 20 – Hans Buhl: Poulsen, Pedersen og buesenderen
9. september kl. 20 – Asbjørn Drachmann: Danmark som udviklingscentrum for fremtidens kvanteteknologier
16. september kl. 20 – Jørgen Schou: Martin Knudsen – Danmarks pioner i vakuumfysik
23. september kl. 20 – Karl Anker Jørgensen: Livets naturlige drejning
7. oktober kl. 19 – Morten Meldal: Alt omkring os er kemi og uddeling af Kirstine Meyers Mindelegat samt H.C. Ørsted Bronzemedalje
Book et klassebesøg i udstillingen
I forbindelse med udstillingen er det muligt for skole- og gymnasieklasser at booke et særligt forløb i “Fra forsker til folk” – en oplagt udflugt for naturfagene! Klasserne opdeles i hold og får en rundvisning, deltager i små fysikforsøg og arbejder med selvstændige opgaver, hvor de udforsker udstillingen.
Forløbene henvender sig primært til naturfagene i grundskolen samt 1.–3.g i gymnasiet og andre ungdomsuddannelser, og er udviklet til at dække dele af det almindelige pensum. Skoleklasser kan tilmelde sig besøg mandag til torsdag fra uge 34 til 41. Udstillingen og klassebesøget er gratis, når entré til Rundetaarn er betalt.
SNU tilbyder 9 forskellige temaer til de tilmeldte klasser:
- Børsteormen (Natur/teknologi fra 3.-6. klasse)
Eleverne bygger en lille robot, en ‘børsteorm’, som de kan tage med hjem - Den elektriske strøms virkninger (Natur/teknologi fra 3 klasse og fysik 7.–9. klasse)
Gennem en lille række undersø- gelser opleves den elektriske strøms tre virkninger - Skramloteket (Natur/teknologi og naturfag i grundskolen)
Lær at lodde i Skramlotekets værksted, når vi skal lodde en kobberskulptur, der kan lyse. - Hvad er NBI? (Naturfag og teknologiforståelse i både grundskole og ungdomsuddannelser)
Byg f.eks. din egen mobiloplader med solceller og hør, hvad der foregår på NBI – Niels Bohr Instituttet i København. - CERN 70 år (Naturfag på ungdomsuddannelser og grundskolens ældste klasser)
Introduktion om, hvad der foregår på CERN og nogle aktiviteter, der illustrerer det. - Robotterne kommer (Teknologiforståelse i praksis i både grundskole og ungdomsuddannelser)
Arbejd med simple, små robotter og programmering. - Linjespektre – model og forsøg (Fysik i gymnasiet)
Introduktion til Bohrs atommodel og forsøget laserens bølgelængde - pH – en dansk opfindelse (Kemi i gymnasiet)
Introduktion til pH-skalaen. - Spejlvendte dage (Alle målgrupper)
Dyk ned i kemien bag livets drejning.
Læs mere om de enkelte temaer her.
Booking på forhånd er nødvendig. Book plads til din klasse via dette link.
Udforsk udstillingen virtuelt her:
Udstillingen og SNUs 200 års jubilæum er støttet af
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Ellehammerfonden, Knud Højgaards Fond, Novo Nordisk Fonden, Otto Mønsteds Fond, Thomas B. Thriges Fond, William Demant Fonden, Carlsbergfondet, Ticra Fond, Torkil Holms Fond, Topsoe og Ørsted.