Stjernebar og strygere på toppen
Stjernebar og strygere på toppen
Se solen gå ned over København med en drink i hånden og klassiske pop-covers i ørerne, når Rundetaarn inviterer til en helt særlig stjernebar på udsigtsplatformen.
I Rundetaarn praler vi gerne af at have byens bedste udsigt, og vi lover, at den bliver ikke dårligere, når vi den 10. september holder torsdagsbar efter normal lukketid. Her forvandler den gamle topkiosk sig til platformens egen lille bar, hvor man kan forsyne sig med en drink, mens man nyder store pophits pakket ind i klassisk arrangement – ganske som man (måske) kender det fra hitserien Bridgerton.
På udsigtsplatformen kan publikum nemlig opleve strygerduoen String Duo Diapason, der med deres klassiske versioner af kendt popmusik vil spille solen ned. Duoen består af Marta Kocon på violin og Javier Palacios Semanat på viola (bratsch). Duoen har medvirket i Candlelight-koncerter på både Odd Fellow Palæet, på Nationalmuseet og til Copenhagen Fashion Week.

Observatoriet vil denne aften også være åbent, og her står tårnets observatorer står klar til at gøre aftenens gæster klogere på himmellegemer og astronomiske historier.
I Bibliotekssalen, halvvejs oppe (eller nede) i Rundetaarn, kan aftenens gæster nyde den aktuelle udstilling Isens Brydninger, hvor iskrystaller fra den grønlandske indlandsis undersøges under polariseret lys. Samme sted finder man også introudstillingen til årets tema om lys, Ole Rømer og den store opdagelse.
Der er ingen forudgående tilmelding til arrangementet, så tag din ven, partner, mor eller kollega under armen, og kom forbi Rundetaarn til en ekstraordinær aften. Vi gør opmærksom på, at der kan opstå kø og ventetid i løbet af aftenen, hvis maksimum kapacitet opnås.
Bemærk:
Det er ikke tilladt at medbringe egen mad og drikke i Rundetaarn eller at ryge på platformen. Hvis vejret ikke tillader at være under åben himmel, rykker vi arrangementet indenfor.
Rundetaarns Observatorium er endnu ikke fuldt åbent, og derfor vil aftenens astronomiske formidling foregå uden kikkert.
Er du under mellem 18 og 27? Ved fremvisning af et gyldigt K7-kort, kommer du gratis ind til aftenens stjernebar.