Åbent i dag kl. 10-20

Thales Dag – paneldebat om konstruktiv klimaangst

Tid
19:00 - 22:00
Sted
Bibliotekssalen
Pris
110 kr.

Thales Dag – paneldebat om konstruktiv klimaangst

Den græske filosof Thales faldt i en brønd, mens han gik og kiggede stjerner, Titanic stødte på et isbjerg, og den globale opvarmning er i færd med at smelte vores poler.

Videnskab har altid været forbundet med farer, og med afsæt i klimakrisen spørger vi et panel bestående af nogle af de ypperste klimaforskere, videnskabsfolk og fagfilosoffer, hvordan vi kan kanalisere den angst, som vores videnskabelige frembringelser forårsager, ud på en konstruktiv måde, der motiverer til handling frem for afmagt og dommedagsprofetier.

Debatten foregår i Rundetaarns Bibliotekssal i anledning af den årlige fejring af Thales Dag. På denne festdag for filosofi og videnskab markeres deres fælles opståen i det gamle Grækenland. Som sædvanlig vil aftenen blive krydret med udstilling, lækre Thales Dag-småkager til alle gæster og musik fra Alfkil, Chris Enghart og Bernt Hertz, ligesom vi ruller forudsigelsesbrønden frem og stiller præmier på højkant til den, der trækker den bedste forudsigelse lagt i brønden de foregående år.

Derpå tager vi sammen i Observatoriet, som har særligt åbent i dagens anledning, og kigger stjerner, ligesom Thales ifølge traditionen gjorde det på denne dag for 2605 år siden – dengang den filosofisk-videnskabelige tænkning blomstrede op og lagde grundlaget for vores moderne verden og de udfordringer og potentialer, der følger med.

Om panelet
Vincent Hendricks er professor i formel logik og tidligere mangeårig chefredaktør for et af verdens mest indflydelsesrige filosofiske tidsskrifter, Synthese. Som stifter og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet stiller han på tværvidenskabelig vis blandt andet skarpt på de psykologiske mekanismer, der er med til at forme os i en moderne medievirkelighed. I bogen “Kæmp for kloden” giver han bud på, hvordan man kan dæmme op for klimaforandringerne gennem øget samarbejde.

Katherine Richardson er professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet. Hun forsker i klimaforandringernes påvirkning af havmiljøet og er tidligere formand for Klimakommissionen. Tv har benyttet hende flittigt gennem årene til at gøre befolkningen klogere på klima og miljø.

Jonas Andreasen Lysgaard er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet med speciale i klima og miljøpædagogik. Blandt hans bøger hører “Dark Pedagogy: Education, Horror and the Anthropocene”, som tager afsæt i gyserfortællingen i den pædagogiske analyse af de eksistentielle ricisi forbundet med klimaforandringerne.

Sidste medlem af panelet er endnu ikke offentliggjort.

Læs mere om Thales dag her