
Rundetaarn og runestenene: Hvordan bruger vi historien?
Under udstillingen ”De Tabte Runesten” kan du opleve en spændende talk med Danmarks førende runeekspert samt kunstnere og kuratorer fra udstillingen – og så får du selvfølgelig også historien om, hvad runestenene har med Rundetaarn at gøre.
I den aktuelle udstilling i Rundetaarns Bibliotekssal fortolker ni kunstnere ni runesten. De oprindelige runesten gik tabt, da de stod for foden af Rundetaarn under Københavns brand i 1728, men er nu vendt tilbage til tårnet.
Kunstnerne har arbejdet med de sparsomme oplysninger, der er tilbage om de ni sten, til at fortælle en historie, der også taler til vores samtid. På den måde bruger kunstnerne runestenene i et særligt ærinde. Og det er ikke første gang, stenene er blevet brugt i nye sammenhænge.
I forbindelse med udstillingen ”De Tabte Runesten” kan du opleve en spændende talk om runestenene, de måder, de er blevet brugt på gennem tiden, og hvad det alt sammen har med Rundetaarn at gøre. Det skal handle om, hvad vi kan bruge historien til, og hvordan man i praksis sætter den i spil.
På scenen er Danmarks førende runeekspert, seniorforsker, ph.d. Lisbeth M. Imer fra Nationalmuseet, der vil fortælle, hvorfor runestenene oprindeligt blev sat op i vikingetidens Danmark. Kunstnerne Frida Retz og Louis André Jørgensen, der begge har værker med på udstillingen, fortæller om arbejdet med de tabte runesten, og kuratorgruppen Kaellingstenen deler deres tanker bag udstillingen. Det hele bindes sammen af Rasmus Agertoft, der er ansvarlig for historie og formidling i Rundetaarn, og som også vil bidrage med de fascinerende forbindelser mellem runestenene og det gamle tårn.
Efter talken vil der også være en performance af Camilla Brogaard med udgangspunkt i værket “Ve-sten, kun-sten, re-sten” i udstillingen.

Om Lisbeth M. Imer
Lisbeth M. Imer er seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet. Hun er forfatter til en række bøger og artikler om arkæologiske og skrifthistoriske emner, som hun også flittigt har formidlet gennem sociale medier, podcast og tv – og så har hun sin egen runesten. I 2021 modtog hun Dronning Margrethes Videnskabspris for sin forskning.


Den Historiske Time: Særrundvisning i den gamle lejlighed i Rundetaarn
Vidste du, at der har boet folk i Rundetaarn? Kom med på eksklusiv særrundvisning i tårnets tidligere embedsbolig, og se, hvordan den snoede lejlighed bliver brugt i dag.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men i flere hundrede år fungerede de øverste etager af Rundetaarn som bolig for en broget skare af de mennesker, der havde deres gang her. For eksempel boede der i 1801 en familie med hele fem børn og tre tjenestepiger, samtidig med at to yngre observatorer havde værelser ovenover.
Bliv klogere på de mennesker, der har arbejdet og boet i Rundetaarn gennem historien, og få et eksklusivt indblik i de værelser, de færdedes i, når ansvarlig for historie og formidling Rasmus Agertoft tager dig med op af den snoede sneglegang, og ind bag de lukkede døre og fortæller glemte historier om embedsboligen, der siden blev omdannet til kontorer for Rundetaarns medarbejdere.
Der er begrænsede billetter, så book plads på den guidede tour på forhånd.

Den Historiske Time: Syng med-foredrag
Hvordan lyder det, når man fortæller Rundetaarns historie i sang? Det kan du høre, når ansvarlig for historie og formidling i Rundetaarn Rasmus Agertoft udvælger både kendte og fuldstændig glemte sange, der tilsammen fortæller om markante begivenheder og personer i det gamle tårn.
”Det var på Rundetaarn, jeg fandt min lykke,” synger Dirch Passer og Ove Sprogøe i det filmiske lystspil ”Det var paa Rundetaarn” fra 1955. Men hvordan lyder historien om det gamle tårn, hvis man går længere tilbage i historien – og vel at mærke insisterer på, at det stadig skal foregå i sang?
Ansvarlig for historie og formidling Rasmus Agertoft har udvalgt en perlerække af kendte og ikke mindst fuldstændig glemte sange, der alle sammen fortæller om betydningsfulde begivenheder i det gamle tårn og nogle af de personer, der er kommet her, siden det stod færdigt i 1642. Sangene akkompagneres af Rundetaarns egen Johan Nitschke på Bibliotekssalens koncertflygel.
Syng med-foredraget er en del af arrangementsrækken Den Historiske Time, hvor vi stiller skarpt på Rundetaarns historie gennem foredrag, rundvisninger og ja, sang. Syng med-foredraget er gratis, men du skal booke billet her på siden for at reservere en plads.
Sange med revybaggrund
Morgenen byder blandt andet på den sang, som lød fra de skrå brædder i forlystelsesetablissementet Casino, da Danmarks første revy havde premiere nytårsaften 1849. Ved den lejlighed stod Rundetaarn nemlig på scenen i skikkelse af en knap to meter høj papfigur, der prøvede at blive valgt til den nydannede Rigsdag, og en sang blev det altså også til.
Sangen er siden gået i glemmebogen, og det har næppe hjulpet, at melodiangivelsen ”Svensk Melodie” er en anelse ubestemt. Til syng med-foredraget er det imidlertid lykkedes at finde en melodi, der er både svensk og sangbar, så måske er det virkelig den originale.
En anden af sangene, der i øvrigt også har revybaggrund, er landeplagen ”Lille Sommerfugl”. De fleste forbinder den nok med dansktopsangeren Bjørn Tidmand, men sangens historie går længere tilbage og har faktisk også forbindelse med Rundetaarn. Kom og hør hvordan til syng med-foredraget d. 12. juni i Rundetaarns Bibliotekssal.
Dørene åbner en halv time før.

En kongelig fødselsdagsfejring
I anledning af Christian IV’s fødselsdag inviterer Rundetaarn til en festlig dag for børn og deres voksne, hvor der er rig mulighed for at lære kongen bedre at kende og træde i hans fodspor. Og hvem ved – måske møder I også Christian IV selv og hans hofdamer?
Det var Christian IV, der byggede Rundetaarn, og det var ikke det eneste, han gjorde. Faktisk forsynede han København og resten af Danmark med bygningsværker, der er så sjove, skøre og sære, at man stadig taler om dem. Christian IV blev født den 12. april 1577, og i anledning af hans fødselsdag inviterer Rundetaarn til et spændende arrangement for børn dagen efter. I dagens anledning har vi inviteret fødselaren selv, der ledsaget af sine to hofdamer vil besigtige sit gamle tårn. Kongen og hans følge kan opleves i hele Rundetaarn fra kl. 13-16.

Familierundvisninger: Kongen og hans tårn
Dagen byder også på to rundvisninger i børnehøjde, hvor du kan høre meget mere om Christian IV og hans runde tårn. For hvem var han egentlig, Christian IV, der blev konge som kun 11-årig? Hvad var det for en tid, han levede i? Og hvorfor byggede han Rundetaarn?
Der er rundvisninger på omkring en halv times varighed kl. 14 og kl. 15. Uanset om du er barn eller voksen, koster en billet til rundvisningerne 40 kroner, der også inkluderer entré til Rundetaarn. Der er mulighed for at købe billetter på forhånd til rundvisningerne, der har et begrænset antal pladser.
Familierundvisning kl. 14 (UDSOLGT)
Mødested: Ved porten til Rundetaarn.
Familierundvisning kl. 15 – Køb billet her.
Mødested: Ved porten til Rundetaarn.
Kreativt værksted: Byg som kongen
Du kan også prøve at gøre den byggeglade konge kunsten efter ved at lave fantasifulde tårne i det kreative drop-in værksted ”Byg som kongen”. Rundetaarn stiller alle materialer til rådighed i værkstedet, der er åbent mellem kl. 13 og kl. 16 for alle byggeglade gæster, der har betalt entré.


Christian IV’s fødselsdagsfejring i Rundetaarn er en del af arrangementsrækken “Den Historiske Time” – et nyt format, der dykker ned i det gamle tårns historie gennem alt fra rundvisninger og foredrag til fællessang.

Syng Rundetaarns historie
Syng med og bliv klogere på det gamle tårn, når Rundetaarn inviterer til sangaften med både kendte og fuldstændig glemte sange, der tilsammen fortæller om markante begivenheder og personer med forbindelse til Rundetaarn.
”Det var på Rundetaarn, jeg fandt min lykke”, sang Dirch Passer og Ove Sprogøe i filmen ”Det var paa Rundetaarn” fra 1955. Men hvordan lyder historien om det gamle tårn, hvis man går længere tilbage i historien – og synger den som fællessang?
Til denne sangaften i Rundetaarn gør Rundetaarns historie- og formidlingsansvarlige Rasmus Agertoft forsøget, når han udvælger en perlerække af kendte og glemte sange, der fortæller om betydningsfulde begivenheder i det gamle tårn og nogle af de personer, der er kommet her, siden det stod færdigt i 1642. Sangene akkompagneres af Johan Nitschke på Bibliotekssalens flygel.
Sange med revybaggrund
Aftenen byder blandt andet på den sang, som lød fra de skrå brædder i forlystelsesetablissementet Casino, da Danmarks første revy havde premiere nytårsaften 1849. Ved den lejlighed stod Rundetaarn nemlig på scenen som en knap to meter høj papfigur, der prøvede at blive valgt til den nydannede Rigsdag, og en sang blev det altså også til.
Sangen er siden gået i glemmebogen, og det har næppe hjulpet, at melodiangivelsen ”Svensk Melodie” er en anelse ubestemt. Til ”Rundetaarns historie som fællessang” er det imidlertid lykkedes at finde en melodi, der er både svensk og sangbar, så måske er det virkelig den originale.
En anden af aftenens sange, der i øvrigt også har revybaggrund, er landeplagen ”Lille Sommerfugl”. De fleste forbinder den nok med dansktopsangeren Bjørn Tidmand, men sangens historie går længere tilbage og har faktisk også forbindelse med Rundetaarn. Hør hvordan, mens du synger dig gennem Rundetaarns historie som fællessang til første omgang af ”Den Historiske Time” i det gamle tårn.
Arrangementet er en del af ”Den Historiske Time” – et nyt format, der dykker ned i Rundetaarns historie gennem foredrag, samtaler, rundvisning og fællessang. Bliv klogere, bliv underholdt – og find ud af, hvorfor Rundetaarn er meget mere end et højt, rundt tårn.