Åbent 10-20

Lufthavets kvinder: Performancekoncert med Simone Aaberg Kærn og Rudersdal Kammersolister

Hvem var de første kvinder i luften og på havet? Hvad drev disse kvinder? Hvad gav dem modet til at tage af sted? Den danske billedkunstner og pilot Simone Aaberg Kærn har i samarbejde med Rudersdal Kammersolister skabt performancekoncerten “Lufthavets kvinder”, som undersøger kvindelig udlængsel og mod i dansk og global sø- og luftfartshistorie.

Projektet er en del af Rudersdal Kammersolisters fireårige arbejde med De Fire Elementer og deres symbolske og metaforiske betydning i vores dagligliv.

Pilot og kunstner

Simone Aaberg Kærn er en af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere med udstillinger over hele verden. Hun blev kendt i den brede offentlighed, da Anders Fogh Rasmussen bad hende male hans portræt, og siden som deltager i Danmarks Bedste Portrætmaler på DR1.

Hun er også pilot og arbejder med flyvning som en metafor for frihed og luftrum fri af landegrænser. Et af hendes mest bemærkelsesværdige projekter var en flyvning til Afghanistan, hvor hun fløj sin 40 år gamle Piper Colt fra Lille Skensved til Kabul i Afghanistan for at finde en ung afghansk kvinde, hvis største drøm var at blive pilot.

Kvindelige komponister

Rudersdal Kammersolister består af en række af Øresundsregionens førende musikere. Med den prisbelønnede violinist Christine Pryn i spidsen har de gjort det til deres speciale at kombinere musikken med andre kunstformer og videnskabelige oplæg. De har turneret i Rusland og givet en lang række koncerter herhjemme bl.a. på Statens Museum for Kunst.

 Ligesom kvindelige piloter har været et særsyn, så gælder det også kvindelige komponister. Ved koncerten spilles der musik af tre kvinder fra hvert sit land og hver sin generation. 

Det er den franske Mel Bonis (1858-1937), russiske Elena Firsova (f. 1950) samt den unge svenske komponist Ylva Fred, der har komponeret sit værk til lejligheden.

Arrangør: Musikforum

Simone Aaberg Kærn
Rudersdal Kammersolister

Weyse og hans fremtid

Oplev C.E.F. Weyse og en række andre danske komponister fra 1800-tallet i Rundetaarns Bibliotekssal.

Komponisten C.E.F. Weyse fungerede som organist i Trinitatis Kirke i årene fra 1807 til 1829, eftersom Vor Frue Kirke, hvor han ellers var ansat, blev lagt i ruiner af det britiske bombardement i 1807. Weyses første kantate, som han skrev til reformationsjubilæet i 1817, blev for eksempel opført i Trinitatis Kirke.

Det er dog mere verdslig musik, der er på programmet i Bibliotekssalen oven på kirkens hvælvinger til koncerten ”Weyse og hans fremtid”. Weyses egen klavermusik sættes således sammen med solosange og romancer af blandt andre Friedrich Kuhlau, J.P.E. Hartmann og Peter Heise.

Koncerten er velvilligt støttet af Weyse Fonden og Louis-Hansen Fonden.

Kristin Mulders, mezzosopran
Gerald Geerink, tenor
Christian Westergaard, klaver

Golden Days: Musik og kunst smelter sammen i Rundetaarn

Oplev en særlig Golden Days-udgave af P2-programmet “Aftryk” med gæster og live-musik, der transmitteres i DR.

Antikken har sat sine aftryk på Rundetaarn og Thorvaldsens Museum ­– både med påvirkning fra oldtidens pragtbygninger og klassisk skønne skulpturer. De aftryk kan også findes i musikken. Oplev, hvordan bygninger, musik og billedkunst smelter sammen ved den første af to særlige live-koncerter, hvor stederne og udvalgte genstande inspirerer musikken.

Antikken som tema

Cæcilie Iburg Printzlau fra P2-programmet “Aftryk” vil forbinde det hele og tale med gæster, der kan gøre os klogere på antikken, livet og musikken. Sidstnævnte leveres i Rundetaarn af trioen Stundom, der tidligere hed Elmøe & Hoffmann.

P2 transmitterer arrangementet som en særlig Golden Days-udgave af “Aftryk”, i anledning af at det i år er antikken, der er temaet for den historiske festival.

Arrangementet er blevet til i samarbejde med DR og Thorvaldsens Museum, som huser det andet af to aftener i rækken ugen efter.

Mandolin og spilledåse

Stundom er lyden af ny nordisk folkemusik. Med en kærlighed til akustiske instrumenter inviterer trioen ind i deres eventyrlige lydunivers inspireret af filmmusik, kammermusik og traditionel nordisk folkemusik.

Trioen består af Emma Elmøe på violin og viola, Julian Svejgaard på klaver og Villads Hoffmann på så forskellige instrumenter som mandolin, guitar, cittern og spilledåse.

Facebookbegivenhed

Stjernekig og astronomiske samtaler: Sange fra det indre/ydre rum

Poetisk intimkoncert med Thea Wang og Anna Scharling på toppen af Rundetaarn tyvstarter genåbningen af Observatoriet og indleder den nye satsning ”Stjernekig og astronomiske samtaler”.

Ved at se opad skuer jeg nedad. Sådan sammenfattede astronomen Tycho Brahe (1546-1601) selv sin banebrydende virksomhed og sit syn på verden, som ifølge den verdenskendte dansker er præget af sammenhænge. Det store er i det små. Og det små er i det store.

Tycho Brahes tanker danner baggrunden, når Rundetaarn inviterer til intimkoncert med Anna Scharling og Thea Wang på toppen af tårnet med udsigt både til himmelrummet og over Københavns tage. De to sangere og sangskrivere udforsker sammenhængen mellem det indre og det ydre rum i samspil med Europas ældste fungerende observatorium og den store astronom. Helt i ånden fra Tycho Brahe, som aftenen også byder på en hyldestsang til.

Samtidig er aftenen en tyvstart på genåbningen af Rundetaarns observatorium, der har været lukket gennem hele coronaperioden, ligesom den markerer begyndelsen af den nye satsning ”Stjernekig og astronomiske samtaler”, som kan opleves den første onsdag i måneden hele vinterhalvåret.

Den indre søgen

Tycho Brahe nåede ikke at se Rundetaarn, for han døde, mange år før tårnet stod færdigt. Men hans idéer lever videre i bygningsværket, der er inspireret af Brahes observatorier på øen Hven og helt konkret er bygget med den såkaldte tychonske fod som målestok. På en aften, hvor Observatoriet genåbner, er der derfor god mening i at gå tilbage til ham, som det hele begyndte med – Tycho Brahe.

Til sensommerkoncerten hylder de to nordiske kunstnere på hver deres måde hverdagens storhed og fejlslutninger. Thea Wang fra Norge forvandler tilfældige møder, ensomhed og kærlighed til klanglige værker, der åbner døre indad og udad til lyden af elektronik og samples, og med Anna Scharlings dansksprogede sange bliver vi ramt lige i hjertet af legende melodier og tekster, der berører eksistentielle emner med både humor og dybde.

Stjernekig på toppen

I løbet af aftenen veksler sang og musik med en præsentation af Tycho Brahe ved historisk konsulent Rasmus Agertoft, der vil trække tråde til astronomens verden og hans forbindelse til Rundetaarn. Efter koncerten er der naturligvis mulighed for at kigge ud i rummet i Rundetaarns observatorium og nyde et glas vin på toppen.

Det bliver et poetisk og tankevækkende møde mellem filosofi, historie, naturvidenskab og musik, der sættes sammen i en ny konstellation med stof til både hjernen og hjertet.

I tilfælde af dårligt vejr rykker arrangementet indenfor

Queen of Hearts – koncert med harpenist Siobhán Armstrong

Fra smægtende kærlighedssange til ægte tårepersere. Siobhán Armstrongs musiceren trækker tilhørerne ind i en klangverden fra det 16.-18. århundredes Irland.

Siobhán Armstrong er en af Europas mest anerkendte harpenister på historiske harper og en af de få, som mestrer den smukke irske harpe med den sjældne og fornemme klokkelignende tone, som skabes af de særlige metalstrenge fra middelalderen.

Siobhán Armstrongs program på dette års Copenhagen Baroque Festival præsenterer værker, som er skrevet til de irske lorder tilbage i det 17. og 18. århundrede. Det er samtidig en mulighed for at rejse tilbage til Christian IV’s tid, hvor der var ikke mindre end to kongelige irske harpenister ansat ved kongens musikalske hof, som spillede med John Dowland og andre af de berømte musikere ved hoffet. 

I løbet af det 19. århundrede forsvandt traditionen for at spille på den historiske irske harpe, men musikere som Siobhán Armstrong er med til at genoplive den. Ved koncerterne på festivalen er der en unik chance for at høre traditionen komme til live igen. 

Koncerten “Queen of Hearts – Love and Lamentation, The Irish Harp at the Court of Christian IV” er en del af Copenhagen Baroque Festival 2021, som forløber fra den 18. til den 22. august. Trinitatis Kirke, Rosenborg og Rundetaarn er en del af koncertsamarbejdet.

Koncert med NOVO Quartet

Prisbelønnet dansk-polsk strygekvartet gæster Rundetaarns Bibliotekssal.

NOVO Quartet har haft fuld fart på, siden de fire studerende på̊ Det Kongelige Danske Musikkonservatorium startededannede strygekvartetten i efteråret 2018. Med violinisterne Kaya Kato Møller og Nikolai Vasili Nedergaard, bratschisten Daniel Śledziński og cellisten Signe Ebstrup Bitsch er der skabt et match, der på̊ én gang sprudler af energi og mod, seriøsitet og dygtighed.

Med professor Tim Frederiksen, der blandt andet står bag Den Danske Strygekvartet og Nightingale String Quartet, som mentor står NOVO Quartet allerede efter to års arbejde med en række priser og udmærkelser, koncertrejser til nær og fjern, flere radiotransmissioner samt solistoptrædener med etablerede kunstnere som den svenske pianist Per Tengstrand, oboist og professor Max Artved og den danske jazzduo Bremer/McCoy.

NOVO Quartet er nylig modtager af Léonie Sonnings Talentpris 2021 samt vinder af Danmarks Radios P2 Kammermusikkonkurrence 2020. Sejren følger i kølvandet på̊ en semifinaleplads i Carl Nielsen International Chamber Music Competition i 2019 og Grand Prize i ENKOR International Chamber Music Competition 2020.

Kvartettens medlemmer kommer med en lang række priser fra deres solistiske virke. De kommer hver især med deres forskellige kompetencer, som tilsammen går op i en højere enhed i arbejdet med NOVO Quartet, båret af et stærkt ven- og fællesskab, i og med musikken.

Læs mere

Foto: Neal McQueen

Aflyst: Koncert med Jacob Bellens

Koncerten er desværre blevet aflyst pr. 27. august, og alle forkøbte billetter refunderes snarest muligt.

Copenhagen Festival Ensemble

Copenhagen Festival Ensemble præsenterer publikum for en multikulturel musikoplevelse ved at invitere verdenskendte musikere til at spille sammen med ensemblet. Det er ensemblets vision at deltage i uddannelsesprogrammer for unge mennesker og give dem indsigt i den klassiske musiks dybere lag og dominerende kulturelle indflydelse.

Denne aften præsenterer ensemblet fire musikere:

Marie Hanskov, violin
Kristina Fialova, bratsch
Dina Bolshakova, cello
Stanislav Rosenberg, klaver

Program

Gustav Mahler og Alfred Schnittke: Klaverkvartet
– Pause –
Johannes Brahms: Klaverkvartet nr. 1, op. 25 i g-mol

Læs mere om Copenhagen Festival Ensemble

Sommerkoncert i kirke og tårn

Den traditionsrige sommerkoncert i kirke og tårn med Trinitatis Kantori. Koncertens første del finder sted i Trinitatis Kirke og anden halvdel foregår i Rundetaarn.
                        
I kirken uropføres bl.a. 3 motetter af Matias Vestergaard Hansen, bestilt af Trinitatis Kantori i anledning af korets 30 års jubilæum. I Bibliotekssalen i Rundetaarn opføres efterfølgende Johs. Brahms ”Liebes Lieder Waltzer”. 

Derudover vil der også være fællessange.

Dirigent: Søren Chr. Vestergaard
Pianister: Ellen Refstrup og Kristoffer Hyldig. 
Sangere: Trinitatis Kantori.

Koncerten er støttet af Trinitatis Kirkes Musikvenner.

Til koncerten er der fri entré, men et begrænset antal pladser.

Weyse og hans fortid

Oplev en liedkoncert med solosange, romancer og soloklaver af Weyse sat over for komponister fra hans samtid.

Komponisten C.E.F Weyse var organist i Vor Frue Kirke fra 1805-1842, men spillede det meste af sin tid i embedet i Trinitatis Kirke, som havde det bedste orgel. Han boede et stenkast fra Rundetaarn, hvor en anden hyppig tårngæst, H.C. Andersen, opsøgte ham.

Man mærker historiens vingesus ved koncerten, hvor Weyse og hans fortid manifesterer sig med Camilla Toldi Bugge, sopran, Torsten Nielsen, baryton, og Christian Westergaard, klaver. Arrangeret af Trinitatis Kirke.

Program

Mozart: Fantasie i d-mol
Weyse: Uddrag af Fantasie i D-dur

Schulz: An die Natur
Weyse: Bliv hos os, når dagen hælder
Schulz: Abendlied
Weyse: Den store stille nat

Schulz: Piece breve nr. 2

Reichardt: Am Flusse
Reichardt: Rastlose Liebe
Weyse: Erlenkönigin
Weyse Erlkönig

C.P.E Bach: Fantasie i fis-mol

Weyse: Dybt skoven bruser
Weyse: Liden Gunver

Mozart: Komm liebe Zither
Mozart: Komm lieber Mai
Weyse: Safts arietta For dem mit hjerte bruser
Weyse: Charlottes romance De klare bølger rulled

Camilla Toldi Bugge, sopran
Torsten Nielsen, baryton
Christian Westergaard, klaver

Fri entré, men coronapas er et adgangskrav. Der vil være et begrænset antal pladser.

Koncerten er arrangeret af Trinitatis Kirke og foregår i Bibliotekssalen i Rundetaarn. Adgang via Rundetaarns billetsalg mod forevisning af coronapas. Reservation er ikke muligt.

Koncerten er velvilligt støttet af Weyse Fonden.

Koncerten har tidligere været annonceret til at finde sted den 4. maj, men er rykket grundet COVID-19.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.