Imens Lyset Tøver
Som noget ganske enestående kan man i 2026 opleve et spektakulært lysværk på toppen af Rundetaarn. Lysinstallationenen “Imens Lyset Tøver”, der er skabt af designstudiet Yoke, skyder i februar Lysår 2026 i gang og lader tårnets gæster og forbipasserende sanse lysets natur gennem skala, rum og tid.
En central del af Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed, som Rundetaarn i år markerer 350-året for, er hans observation af Jupiters inderste måne Io. Med udgangspunkt i Rømers observationer af Io udfolder værket lysets natur i tre akter gennem skala, rum og tid. Når mørket falder på, omsættes lysets tøven til cirkulære lysformationer, der genkalder øjeblikket, hvor lyset afslører sin hastighed. Den immersive oplevelse understøttes af et lydspor.
“Imens Lyset Tøver” aktiveres efter mørkets frembrud og kan opleves på toppen af Rundetaarn og fra den omkringliggende by i en begrænset periode – en unik mulighed for at opleve Rundetaarns ikoniske platform og udsigt med nye øjne. Normalt er der så lidt lys på toppen af Rundetaarn som muligt, da det forstyrrer udsigten fra Observatoriet, men da dettte i 2026 restaureres, er her en sjælden chance for at opleve lyskunst og videnskab hånd i hånd i knap 35 meters højde på toppen af København.
Yoke forener teknologi, rum og fortælling i sanselige og interaktive værker, der udforsker, hvordan vi oplever og forstår verden. Som historiefortællere, designere, kreative teknologer og formgivere arbejder de i grænselandet mellem kunst, design og formidling – drevet af nysgerrighed og ønsket om at gøre viden til oplevelse.
Lysinstallationen er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed. Værket kan opleves fra Rundetaarns platform fra 16-18, og fra Københavns gader fra 18-22, hver dag frem til 6. april.
Værket kan også opleves som en del af den årlige Copenhagen Light Festival.