Astronomi, øl og quiz
Astronomi, øl og quiz
Skyd december godt i gang med en hyggelig aften med astronomi, quiz og øl, når fællesskabet Astronomy on Tap lægger vejen forbi Rundetaarn. Observatoriet på toppen er også åbent med mulighed for at kig til Saturn.
(OBS. Arrangementet er på engelsk)
Til vintersæsonens første udgave af Rundetaarns faste koncept “Den Astronomiske Time” har vi jazzet det sædvanlige foredragsformat lidt op med blandt andet øl og quiz. Vi byder nemlig velkommen til det internationale koncept “Astronomy on Tap”, der – som navnet antyder – både er vilde med astronomi og med øl.
Foreningens danske afdeling har holdt en kort pause, men er nu tilbage. Og hvor ellers holde det ventede comeback end i Danmarks astronomiske højborg Rundetaarn?
To forskere med hver sin baggrund sørger for et fagligt, men uformelt og underholdende dyk ned i et af astronomiens store spørgsmål. Selve oplæggene tager ca. en halv time hver især, og efterfølgende vil der være en quiz med præmier baseret på, hvad der netop er blevet fortalt.
Slut aftenen af med planetkig
På aftenen kan man også besøge det nyrestaurerede Observatorium og kigge igennem det gamle teleskop. Hvis der er klar himmel, vil der være mulighed for at se Saturn og dens ringe. Man kan også opleve udstillingen om Ole Rømer og hans store opdagelse samt særudstillingen Light Echoes. Dørene åbner 18.30. Det er gratis at deltage, men deltagere skal hente en billet via linket.
Vi gør opmærksom på, at Rundetaarn trods konceptets navn desværre ikke har mulighed for at servere øl fra fad. Men vi sørger selvfølgelig for et udvalg af øvrige øl.
“Astronomy on Tap” er en foredragsserie organiseret af satellitfællesskaber rundt om i verden. Det danske fælleskab er drevet af ph.d.-stipendiater fra Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Deres mission er, at gøre astronomi tilgængeligt for alle i uformelle og hyggelige rammer med øl og øvrige drikkevarer. Foredragene foregår på engelsk for at gøre det tilgængeligt for såvel danske som udenlandske publikummer, men bare rolig – det er på et niveau, hvor alle kan være med.
Den Astronomiske Time i Rundetaarn er en aften dedikeret til astronomien, videnskaberne, universet og alt, hvad der bevæger sig i rummet. Formatet tager ofte form som foredrag, men kan også være en quiz eller noget helt tredje.
Arrangementet er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed.