Åbent i dag kl. 10-20

Konfirmander i Rundetaarn

Der er 457 skridt til Rundetaarn fra Helligaandskirken i København, sølle 385 fra Vor Frue Kirke, og mellem Trinitatis Kirke og indgangen til den berømte Sneglegang er der blot nogle få stykker.

Det er dog næppe den korte afstand alene, der har fået generationer af nyslåede konfirmander til at bestige Rundetaarn, som de engang havde tradition for at gøre, når konfirmationen i en af de københavnske kirker var vel overstået.1

Der er også en dybere, eller måske tør man sige højere, mening med traditionen. Når man først har nået toppen af tårnet, er man nemlig højt hævet over almindeligt gadeniveau og kan virkelig føle, at man har fod på verden og luft under vingerne. Og hvis en og anden konfirmand har tænkt sig lidt for lavstammet til de voksnes rækker, har tårnets mange meter lagt sig betryggende til vedkommendes egen højde og stivet selvfølelsen af.

P.C. Klæstrups tegning fra 1854 af en ung konfirmand i stiveste puds.

I rød uniform

En af dem, der har sans for turen i tårnet som en symbolsk beherskelse af verden, er H.C. Andersen (1805-1875).

Få måneder efter at han selv var blevet konfirmeret i Odense, rejste han i september 1819 til København og opsøgte som noget af det første Rundetaarn, som dannede opgang til Universitetsbiblioteket på etagen over Trinitatis Kirke. På biblioteket fik den unge digterspire lov til at gå omkring og kigge i bøgerne – blot han satte dem rigtigt på plads efter brug.2

H.C. Andersen vendte gentagne gange tilbage til Rundetaarn i sin digtning, mest kendt som målestok for hundeøjne i eventyret ”Fyrtøiet” fra 1835, og et par gange kommer han også ind på traditionen med konfirmander i Rundetaarn. I et lidt senere eventyr, ”Hyldemoer” fra 1850, lader han således en nøjsom gammel kone sige: ”og saa bleve vi confirmerede; vi græd begge to; men om Eftermiddagen gik vi Haand i Haand op paa Rundetaarn og saae ud i Verden over Kjøbenhavn og Vandet”.3

I romanen O.T. fra 1836 bliver pointen skarpere trukket op. Her nævner H.C. Andersen en ung konfirmand, der gerne ville have været fløjtespiller ved regimentet.

”Hans høieste Ønske havde været, at see sig som Regiments-Piberdreng,” skriver Andersen og fortsætter: “da skulde han staae til Confirmation i den røde Uniform, bære Sabel ved Siden og i Chacoen [en høj militær hovedbeklædning] en Fjær, halv saa lang som han selv; saaledes pyntet kunde han da gaae med Pigerne hen i Kongens Have og op paa Rundetaarn”. Hvorefter H.C. Andersen tilføjer, at dette er ”den sædvanlige Tour for fattige Børn i Kjøbenhavn. Confirmationsdagen bestige de det høie Taarn, ret som om de vilde faae et frit Blik paa Verden.”4

Penge på lommen

Traditionen er dog ældre end H.C. Andersen. Første gang vi hører om den, er således i et indlæg i tidsskriftet Tilskueren i Kiøbenhavn fra 1778, hvor uro og pyntesyge i forbindelse med konfirmationen kritiseres. Heller ikke konfirmandernes efterfølgende forlystelser har den anonyme skribent meget tilovers for.

”Endogsaa den samme Dag, de have staaet til Confirmation, sværme adskillige omkring paa Gaderne, og stifte de gemeneste Optøier”, som det anføres, og med slet skjult ironi gives eksempler på udskejelserne: ”Hvilken smuk Commers foregaaer der ikke ofte paa Rundetaarn, i Kongens Hauge og andre offentlige Steder, imellem disse unge Christne?”5

“Alt sammen betød tilsyneladende, at konfirmanderne foretrak gyngerne og karrusellen for det gamle tårn”

Mere forståelse for konfirmandernes fornøjelser efter deres indtræden i de voksnes rækker er at finde i en lille gadescene, der gengives i Kjøbenhavns Aften-Post fire år senere. I den korte beskrivelse følges en flok konfirmander af begge køn, der åbenbart ikke kan nøjes med en enkelt dags blå mandag, for som det hedder: ”Det var en Hob af vore unge Konfirmantere, som denne hele Uge igiennem høytidelig celeberere deres Konfirmationsdag.”

Gadescenen begynder med, at en af konfirmanderne udbryder: ”Nu først op paa Rundetaarn”, mens en anden svarer: ”Ney, vist ikke; nu gaaer vi først op paa Børsen, og siden kunne vi gaae op paa Rundetaarn.” Flokken distraheres imidlertid af et udsalg af ”Brændtemandler, Sukkermandler, Peberkager, Anniskager og mere”, med hvilket der formentlig refereres til den såkaldte æblekone, der havde sin bod ved indgangen til Rundetaarn, og som blandt andet kendes fra en senere beskrivelse af H.C. Andersen.6

Hos hende køber konfirmanderne kager, mandler og Bellman-viser, som de vil have med sig op i tårnet, hvor man kan forstå, at en del af flokken allerede har en flaske klar. Og så forsvinder konfirmanderne ellers med ordene: ”Nu spadserede en heel Flok unge Konfirmantere med den opbyggeligste Dandsen, Syngen og Trallen op i Rundetaarn.”7

Tårnhøje frisurer

Den sociale baggrund for konfirmanderne i de tidligste beskrivelser nævnes ikke, men oprindelig lader traditionen til at have været knyttet til mere velsituerede samfundslag end de fattigfolk, H.C. Andersen beskriver. Historikeren E.C. Werlauff (1781-1871), der selv blev konfirmeret i Helligaandskirken i oktober 1795,8 fortæller således i sine erindringer om sin ungdoms pudrede konfirmander, hvis hår skulle sættes i en grad, så frisøren måtte begynde natten før konfirmationen for at kunne nå hele flokken rundt.

Søren Kierkegaard blev konfirmeret i Trinitatis Kirke i 1828, men om han også fulgte traditionen med at gå i Rundetaarn bagefter, vides ikke. På P.C. Klæstrups satiriske tegning fra 1846 drejer hele verden – heriblandt Rundetaarn – sig om den kendte filosof. Fra tidsskriftet Corsaren.

Behørigt udstafferede kunne de unge herrer med deres hårpiske og de unge damer med deres tårnhøje frisurer så efter konfirmationen fortsætte til Kongens Have og spadsere omkring i skyggen af Christian IV’s Rosenborg. Som Werlauff skriver:

”I min Barndom og Ungdom var Rosenborg Have lukket om Vinteren, men den aabnedes altid Confirmations-Søndagen om Foraaret, og man kunde da der jævnligen møde Confirmander, som ogsaa paa disse Dage hyppigen gjorde Besøg paa Rundetaarn.”9

Gyngerne og karrusellen

Tårnturen kunne dog også kombineres med en udflugt lidt længere væk. I den delvis selvbiografiske roman Fra den gamle Fabrik, som forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) udgav i 1869, fortæller hovedpersonen således, at ”om Taarnets øvrige Bestemmelse havde gamle Rasmus belært mig, at det første, man foretog sig som Voksen og Konfirmand, var at gaa derop og spytte ud over Rækværket, inden man tog paa Frederiksberg”. Bemeldte Rasmus har også en forklaring på, hvad spytteriet skal være godt for. ”Saa døde man ikke af Brystsyge,” siger han.10

Netop forlystelsesstederne på Frederiksberg lader imidlertid til at have afmattet traditionen. I 1840’erne skruede flere gamle traktørsteder i området op for underholdningen, og tættere på de centrale københavnske kirker åbnede Tivoli i 1843. Alt sammen betød tilsyneladende, at konfirmanderne foretrak gyngerne og karrusellen for det gamle tårn.

Det er i hvert fald den forklaring, der antydes i forfatteren Claudius Rosenhoffs (1804-69) tekst Confirmandens Liv, der blev udgivet i 1854 til til illustrationer af Peter Christian Klæstrup (1820-82). Her er fortalen henvendt til en gammel konfirmand, som får følgende ord med på vejen:

“Maaskee – (saa Moden var tilforn)
Du Gyngerne proberte,
Og først – heelt sært! – til Rundetaarn
To Styvere [småmønter] spenderte;
Da var på ‘Tivoli’ det tyst,
‘Alleenberg’ og ‘Sommerlyst’
Endnu ei existerte.”11

P.C. Klæstrups tegning af en konfirmand, der ankommer til Trinitatis Kirke. Tilhører Københavns Museum.

Død og genfødsel

Helt ophørt er traditionen nu ikke med forlystelsesstedernes fremvækst. Så sent som i 1910 kan man i en pjece om tårnet læse om konfirmanderne med deres cigaret- eller cigarrør, de såkaldte ravrør. “Indtil for ganske nylig”, står der, “var det desuden Skik, at enhver Konfirmand Dagen efter sin Konfirmation maatte op paa Rundetaarn med sit Ravrør, sin Violbuket og – eventuelt – sin Dame. Medens Ravrør etc. er gaaet af Mode er Rundetaarn endnu Valfartssted for Konfirmander”.12

Netop denne beskrivelse er i øvrigt blevet benyttet som led i en ikke fuldstændig klar tankerække om, at Rundetaarn kan være bygget til en form for indvielsesritual, der skulle trække på stof fra den romerske Mithraskult. Ifølge denne teori kan Rundetaarns Sneglegang ses som en indvielsesspiral, hvorigennem den særligt udvalgte stiger op som del af en symbolsk markering af død og genfødsel.

Det antydes, at traditionen med konfirmanderne i Rundetaarn kan være en sen udløber af den gamle ceremoni, idet konfirmationen omtales som ”den kirkelige indvielse”.13 Trods en række overfladiske ligheder harmonerer teorien dog meget dårligt med den kristne kontekst, som Rundetaarn er bygget i, og som blandt andet træder tydeligt frem i den berømte gyldne rebus på tårnets forside, der kan oversættes: Led, Gud, den rette lære og retfærdighed ind i kong Christian IV’s hjerte.

Men selv om teorien om indvielsesspiralen er tvivlsom, når det gælder forsøget på at indkredse traditionens ophav, kan den dog have ret i så meget, at konfirmandernes tur til toppen på festlig vis markerede overgangen fra én tilstand til en anden. På den måde minder turen i Rundetaarn både om den dans, som hovedstadsområdets nybagte studenter traditionelt foretager omkring rytterstatuen af Christian V på Kongens Nytorv, og den noget yngre tradition for, at nye jordemødre danser om Storkespringvandet på Amagertorv – sikkert som en hilsen til storkenes hverv med også at bringe børn til verden.

Se det hele lidt fra oven

Det er ikke til at sige, hvornår traditionen med konfirmanderne er stoppet, men i 1916 kaldte maleren Henny Panduro (1863-1930) et maleri for “Konfirmander paa Rundetaarn”.14 Billedet viser tre unge piger foran Caspar Finckes smedejernsgitter på toppen af tårnet og dokumenterer, at i hvert fald nogle konfirmander stadig fandt vej til Rundetaarn så sent som under Første Verdenskrig.

I dag er Rundetaarn muligvis ikke det første, konfirmanderne tænker på, når de træder ud af kirken. Men skulle de have lyst til at se det hele lidt fra oven, står tårnet her endnu. Faktisk er det næsten som at høre et ekko af H.C. Andersen, når en moderne konfirmandhjemmeside kommer med dette forslag til, hvordan de unge mennesker skal tilbringe deres blå mandag: ”Når I alligevel går rundt på Strøget, så slå et smut forbi Rundetårn – det giver overblik :-)”.15 Og sandelig er de velkomne. De skal bare helst lade være med at spytte ud over rækværket.

Henny Panduros maleri fra 1916 af konfirmander på Rundetaarn. Privateje.

Noter

1Jf. “Trinitatis kirke”. I Danmarks Kirker, København, 1:2, 1960-65, s. 381, og Jan Steenberg: Rundetaarn, [1962], s. 28.
2Rasmus Agertoft: “Alle fynboers ven. Rasmus Nyerup 250 år”. I Fynske Minder 2009, s. 20.
3H.C. Andersen: H.C. Andersens Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal og Kommentar ved Erling Nielsen, Bind II: 1843-55, 1964, s. 173.
4H.C. Andersen: O.T. Original Roman i to Dele, Anden Deel, 1836, s. 212.
5“Confirmations Søndagen”. I Tilskueren i Kiøbenhavn. Et original Blad, No. 22, 1788, s. 346.
6H.C. Andersen: At være eller ikke være. Roman i tre Dele, 1857, s. 12 og 19.
7“Gade-Post”. I Kjøbenhavns Aften-Post, Numer 30, Ellevte Aargang, Mandagen d. 15 April 1782. Jf. Hugo Matthiessen: “Bellmanske Sange i København. Bidrag til Belysning af Digtenes Forekomst i 1770’erne og 1780’erne” I Historiske Meddelelser om København, 2. R., I (1923-24), s. 110-11.
8E.C. Werlauff: ”Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede”. Efterladte Optegnelser. I Historisk Tidsskrift, 4. R., IV (1873), s. 255 og 284.
9E.C. Werlauff: ”Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede”. Efterladte Optegnelser. I Historisk Tidsskrift, 4. R., IV (1873), s. 367.
10Vilhelm Bergsøe: Poetiske Skrifter. Samlede og udgivne af Forfatteren, Bind II, 1906, s. 81.
11Claudius Rosenhoff: Confirmandens Liv (en Physiologie,) fremstillet i Billeder af Peter Christian Klæstrup, 1854, uden sidetal (“Til Eftertanke”).
12Robert Fessel: Runde Taarn. Populær Beskrivelse, 1910, s. 3-4.
13Peter Juhl Svendsen: Rundetårn opklaret. Katedralens mysterium, 1987, s. 40-46 og 60-61. Citatet findes på s. 46.
14Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling. Udstillingen afholdes i Den Frie Udstillings Bygning 18. Sept.-14. Okt. 1920, s. 52, og Fortegnelse over Malerinden Henny Panduros efterladte Arbejder som sælges ved Auktion paa Charlottenborg Tirsdag den 27. Januar 1931 kl. 1, s. 6.