Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Rundetaarn som fyrtårn
Der er noget med Rundetaarn og fyrtårne. For nu bare at begynde i periferien af tilknytningspunkter blev Rundetaarn i 1870-71 gennemgribende restaureret af arkitekten N.S. Nebelong (1806-71), der plastrede størstedelen af dets facade til med gråt cementpuds. Samme Nebelong havde en halv snes år tidligere bygget et fyrtårn i Skagen, som med sine 46 meter var Danmarks højeste fyr, indtil fyret i Dueodde hundrede år senere overgik det med en enkelt meter.
Nebelongs fyrtårn, der er fra 1858, er opført i blank mur, men fik alligevel tilnavnet Det Grå Fyr. Formentlig kommer navnet af, at man på den måde kunne skelne det fra et tidligere fyrtårn i Skagen, Det Hvide Fyr, som blev bygget i 1747 af arkitekten Philip de Lange (o. 1705-66), og hvis forbindelse med Rundetaarn er af mere håndgribelig karakter.
Tycho Brahes fyr
Skagens fyrhistorie går dog endnu længere tilbage. I 1560 bestemte kong Frederik II (1534-88), at tre af hans lensmænd skulle opføre fyr på Skagen, Anholt og den svenske halvø Kullen, der dengang var dansk. Årsagen var, at ”dend søefarrinde mand og fremmede skipper” angiveligt havde beklaget sig over, at de stødte på grund, når de besejlede Kattegat og Øresund, som det fremgik af den kongelige skrivelse.1
Til at begynde med var der ikke tale om egentlige fyrtårne, men allerede i 1563 fik Kullen et muret fyrtårn, som igen blev fornyet 20 år senere, i øvrigt af den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601), der spiller en indirekte rolle i udformningen af Observatoriet på Rundetaarn. Han havde Kullens fyr og den nærliggende gård Kullagården i forlening, men forsømte sin pligt til at lade fyret brænde, og den kritik, det afstedkom, var en medvirkende årsag til, at han rejste fra Danmark.2
56 tranlamper
Skagen fik først et muret fyrtårn med Det Hvide Fyr, som i øvrigt til at begynde med var rødt, og som oprindelig gav lys med en såkaldt fyrpande, det vil sige en jernbeholder til brænde eller stenkul, som man var vant til det fra de tidligere såkaldte vippefyr og papegøjefyr.3 Til det nye fyr skulle man imidlertid prøve noget helt nyt, tænkte man, og man producerede derfor et avanceret apparat, hvor der gennem 168 glasruder lyste 56 tranlamper, der gav genskin i lige så mange polerede messingplader. Hele anordningen var en to-tre meter bred, omtrent lige så høj og øverst forsynet med en forgyldt kugle.4
“Men fyrtårne er ikke bare fyrtårne. Efterhånden blev de også tillagt en kristen symbolværdi, formentlig blandt andet inspireret af, at Jesus i Johannesevangeliet henviser til sig selv som verdens lys”
Apparatet blev lavet i København, og inden det blev skibet til Skagen, blev det afprøvet på Rundetaarn i marts og april 1750. Eller som det hedder i den første af flere artikler i avisen Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, der dækkede forløbet, men endnu ikke havde fået helt fat i det rigtige antal tranlamper:
“Da det er befundet, at i Steden for den til Beste for de Søefarende hidtil med stor Bekostning underholdte Fyr ved Skagen i Jydland, kunde med bedre Nytte og mindre Omkostninger anlegges en saa kaldet Pharus eller Søe-Lygte, og saadant er Hans Kongel. Majestet allerunderdanigst bleven refereret: Saa er efter Monarkens Allernaadigste Befaling slig en stor Lygte, med nogle og tredive Lamper udi, bleven forfærdiget, og i Dag ophidset paa det runde Taarn her i Staden, for at proberes, om den kand præstere den forventede Effect.”5
Verdens syv underværker
Det er interessant, at man har valgt at hisse eller hejse lygten op på Rundetaarns platform og ikke køre den derop, når nu man havde en sneglegang med en jævn, opadstigende rampe til sin rådighed. Endnu mere tankevækkende er imidlertid den betegnelse, artiklen anvender om sølygten, nemlig ”Pharus”.
Fyrtårne opstod ikke med Frederik II’s forordning fra 1560, men går langt tilbage i historien med et af verdens syv underværker, fyrtårnet ved Alexandria, som det største og mest kendte. Fyrtårnet blev opført i 279 f.Kr. på øen Faros, der var forbundet med byen via en mole, og som gav navn ikke alene til tårnet, men også blev betegnelsen for fyrtårne generelt på flere sprog, heriblandt latin. På et kort over området omkring Kronborg fra 1588 er ”Pharus” således det udtryk, der bruges om Kullens fyr,6 og i en dansk-latin-ordbog fra 1626 angives ordet som svarende til det danske ”Lyctetorn”.7
Verdens lys
Da grundstenen til Rundetaarn blev lagt i 1637, havde der tilsyneladende et stykke tid været en tradition for at afbilde fyrtårne og ikke mindst det berømte ved Alexandria med spiralformede opgange. Noget tyder altså på, at 1500- og 1600-tallets forestillinger om fyrtårnet ved Alexandria, der på det tidspunkt for længst var blevet ødelagt af jordskælv, udgør en del af baggrunden for Rundetaarns arkitektoniske udformning sammen med samtidige forestillinger om Babelstårnet og et væld af andre inspirationskilder.8 Måske er det ligefrem blandt andet fyrtårnet, der tænkes på, når den latinske inskription på en af indskriftstavlerne ved tårnets indgang nævner, hvordan Trinitatis-komplekset, som Rundetaarn er en del af, ”kappes med Oldtidens Pragtbygninger”, som det hedder i oversættelse.9
Men fyrtårne er ikke bare fyrtårne. Efterhånden blev de også tillagt en kristen symbolværdi, formentlig blandt andet inspireret af, at Jesus i Johannesevangeliet henviser til sig selv som verdens lys.10 Også dette træk ved fyrtårnene har forbindelse til Rundetaarn, der i kraft af sin sidefunktion som kirketårn kan tolkes som et kristent fyrtårn.11
Stor ståhej
Hvad angår Rundetaarns konkrete opgave som prøvefyr, varede den dog kun kort. Lygten til Skagens fyr fik tilsyneladende lov til at brænde ud over København flere aftener i træk,12 men efter godt en måned blev den fjernet. ”I Dag blev den tilforn ommeldte store Søe-Lygte, som hidtil har staaet opsat paa det runde Taarn her i Staden, taget ned igien”, hedder det således i Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender den 13. april 1750,13 og senere samme måned får læserne at vide, at ”den oftomtalte Søe-Lygte, efterat den var bragt om Bord, [er] ført herfra til Skagen, for der at employeres til sit bestemte Brug”.14
Det sidste blev dog ikke til noget. Trods det store arbejde kom lygten nemlig ”aldrig til at brænde paa Schagen”, som det hedder i en lidt senere beskrivelse, men blev ”ført til Kiøbenhavn igien, og det formodentlig af den Aarsag, at man imidlertid har indseet, at Vinduerne udvendig maatte blive tildækkede med Iis og Snee om Vinterdage, og følgelig det vedbørlige Skin under slige Omstændigheder forsvinde, eller i det mindste fordunkles m. v.”15 Hvad der blev af lygten, vides ikke. Men den kom i hvert ikke tilbage til Rundetaarn, der måtte fortsætte sin fyrgerning på et rent symbolsk plan.