Restaureringsarbejde: Udsigtsplatformen lukkes 8.-12. december, mens stillads bygges på tårnets top. Følg med i restaureringen her..

Åbent 10-18.

Restaureringsprojektets faser

Få overblik over restaureringsarbejdet af både kuppel og kikkert.

Fase 1: Teleskopet afmonteres og stillads bygges

Rundetaarns snart 100 år gamle refraktorteleskop afmonteres i slutningen af november og køres til en specialist i Tyskland, hvor det skilles forsigtigt ad, renses og restaureres.

I begyndelsen af december bygges et stillads op om Observatoriet, og der lukkes derfor i en periode for besøgsadgang på toppen og Udsigtsplatformen. Resten af Rundetaarn er dog åbent, og i disse dage vil vores gæster stadig kunne opleve den ikoniske Sneglegang og den aktuelle særudstilling i Bibliotekssalen. Veje og området om tårnet vil blive midlertidigt afspærret i forbindelse med hejse- og stilladsarbejde.

Herefter begynder de forberedende arbejder i forbindelse med nedtagning af kuplen. Stillads opbygges omkring Observatoriebygningen, som sikrer adgang og arbejdsplads under hele projektet. Samtidig etableres en indvendig afstivning af kuplen, der gør det muligt at løfte den i ét stykke ved nedtagningen. Som led i forberedelserne gennemfører smeden desuden et prøveløft med donkraft for at teste konstruktionen og sikre, at alt er klar til det endelige kranløft i januar.

Fase 2: Kuplen nedhejses

Observatoriekuplen nedhejses midt i januar – det foregår med kran og i ét stykke på en dag med stille vejr. Den gamle kuppel skal have nyt kobbertag før den ophejses og genmonteres efter omtrent 4 måneder. Efter nedhejsning bliver kuplen bliver inspiceret og restaureret på pladsen ved foden af Rundetaarn.

Da kobberdækning kræver brug af åben ild, udføres hovedparten af dette arbejde fysisk adskilt fra Rundetaarn af hensyn til brandsikkerheden. Kuplens restauration kommer til at kunne følges delvist udefra af vores gæster ved foden af tårnet, hvor der etableres byggeplads og arbejdende værksted – samme sted, hvorfra kuplen i 1929 blev hejst op (se “Rundetaarns observatorium gennem tiden”).

Fase 3: Restaureringsarbejde og længere lukkeperiode

Fra januar til april foretages der kobber-, tømrer- og smedearbejde i forbindelse med restaurering af kuplen. Sideløbende lægges nyt gulv i Observatoriet. I januar måned foretages både kuppelløft, reparationer og malerarbejder på øverste del af opstigningen med trappetrin samt kalkning af Sneglegangen – hele tårnet holdes derfor lukket fra 5. januar til 5. februar.

Selve restaureringen af kuplen finder sted på en midlertidig byggeplads ved foden af Rundetaarn. Placeringen gør det muligt at give offentligheden mulighed for at følge med i arbejdet på nært hold, samtidig med at risikoen for skader ved transport til et eksternt værksted minimeres.

Når kuplen er hejst ned fra toppen af tårnet i ét stykke, indleder kobberdækkeren arbejdet med at fjerne den eksisterende kobberbeklædning, mens smeden afmonterer de rusttærede ståldele. Herefter gennemgår tømreren kuplens bærende trækonstruktion. De laminerede spær og krumme ribber inspiceres og beskadigede dele udskiftes med træ i tilsvarende dimension og kvalitet. Samtidig kontrolleres underlagsbrædderne og udskiftes efter behov.

Smeden fremstiller nye stålskinner og støttefødder til Observatoriets kuppelskodder – de luger, der lader observatorerne åbne kuplen og pege teleskopet op mod himlen. Disse udføres i rust- og syrefast stål for at sikre en langtidsholdbar konstruktion, der modstår rusttæring og galvanisk korrosion. Øvrige ståldele – herunder hjulbeslag og befæstelser – efterses og udskiftes om nødvendigt i samme materiale og dimension.

Når trækonstruktionen er istandsat, og de nye stålelementer er monteret, påbegynder kobberdækkeren beklædningen af kuplen og kuppelskodderne med nyt kobber, og arbejdet udføres efter traditionelle håndværksprincipper.

Oppe på udsigtsplatformen vil der i samme periode blive udført et lignende stykke arbejde på observatoriebygningens tagfod. Eftersom at kuplen er demonteret, kan kobberdækkeren og tømreren inspicere tagkonstruktion på Observatoriet, hvor den drejelige kuppel møder bygningen. Også her bliver kobberet udskiftet og trækonstruktionen istandsat.

Fase 4: Rundetaarn åbner igen for gæster med Lysår 2026

Mens Observatoriet bliver sat i stand, åbner vi i februar et magisk Lysår 2026 i resten af Rundetaarn – en helårsmarkering af lyset med en historisk rammeudstilling om Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed, fire særudstillinger og en programrække af events om lys.

Fra toppen af Rundetaarn vil man kunne opleve en funklende lysinstallation af Yoke – et værk, der er inspireret af viderefører Ole Rømers nysgerrighed efter at forstå lyset. Årets program byder desuden på videnskabelige talks med stjernetalere fra videnskabens verden, som astrofysiker Anja C. Andersen,  forskerkometerne Albert Sneppen og Chamilla Terp samt koncerter, workshops og et vinterferieprogram for børn med lysshows og lanternevandringer i det mørke tårn.

Læs mere her.

Fase 5: Ophejsning af kuppel og nedtagning af stillads

I april/maj forventes kuplen genmonteret på toppen af Rundetaarn. Den løftes tilbage på plads i ét samlet stykke – en præcis og teknisk krævende operation, der markerer afslutningen på det omfattende restaureringsarbejde.

Efter genhejsningen foretager smeden den endelige indstilling af kuplens hjulbeslag, så kuplen igen kan dreje rundt. Samtidig afmonterer tømreren den midlertidige afstivning, der har gjort det muligt at løfte kuplen i ét stykke.

Når kuplen er korrekt placeret og mekanisk afbalanceret, fortsætter maleren arbejdet indvendigt. Kuplens indre overflader malerbehandles med linoliemaling i den karakteristiske røde farve.

Byggepladsen ved foden af Rundetaarn nedtages og  stilladset på toppen af Rundetaarn demonteres og hejses ned med kran.

Fase 6: Teleskopet vender tilbage

Det restaurerede refraktorteleskop vender tilbage finjusteret fra Tyskland med ny maling, bedre udsyn og en tilføjelse til styremekanismen, der giver forbedrede muligheder for at orientere teleskopet nøjagtigt. I så vid mulig udstrækning bibeholdes det originale udseende af teleskopet, men det vil fremstå flot også for eftertiden.

Fase 7: Genåbning af Observatoriet

Når mørket vender tilbage og vi træder ind i vintersæsonen, genåbner Observatoriet for alle, der vil opleve en direkte forbindelse til Universet, lyset og historiens vingesus midt i København.

Der tages forbehold for ændringer og eventuelle forsinkelser i restaureringsarbejdet af den historiske kuppelbygning og teleskopet.
Du kan altid finde den opdaterede tidsplan her.

Tak til

Totalrådgiver
Fogh & Følner Arkitekter A/S

Underrådgiver
Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører A/S

Entreprenører
Emil Nielsens Smedeværksted A/S
Blikkenslagermester Jens Volf
Kjell Pedersen Entreprise A/S
Dansk Stillads Service A/S
C.Møllmann & CO A/S
Finn L. & Davidsen A/S
Lyders & Svend G. A/S
TT Mobilkran A/S

Teleskopets renovering
Uwe Meiling, Meiling Astro Design
Niels Haagh, Track the Stars APS

Konsulenter
BARK Rådgivning
Schmidt Brandrådgivning

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.