Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
10 % af Rundetaarn
I de seneste 10 % af Rundetaarns historie er der sket en bemærkelsesværdig udvikling med gradvis åbning af både rum, aktiviteter og historier. Kom med rundt om 38 år, hvor Rundetaarn har haft vokseværk, i en udstilling, som vises i blot syv dage.
I en tid, som i forvejen er præget af megen forandring, sker der ændringer i Rundetaarns ledelse. Direktør gennem 38 år, Jesper Vang Hansen, går på pension. Det er anledningen, men ikke hele historien, bag udstillingen “10 % af Rundetaarn”.
I de seneste 10 % af tårnets 378 år lange historie er Bibliotekssalen åbnet som udstillingssted og koncertrum, Observatoriet er genåbnet som folkeobservatorium, et væld af kulturevents for børn og voksne finder sted året rundt, og tårnets finurlige historier og gemte rum er blevet gjort tilgængelige for offentligheden. Godt nok er Rundetaarn ikke gjort højere, men tårnet har haft vokseværk, både som arbejdsplads med blot et par ansatte til nu godt 50, og som én af Danmarks mest besøgte turistattraktioner og Københavns vartegn.
Udstillingen er skabt af tårnets egne ansatte, og kommer tårnet rundt på blot syv dage, inden vi giver rum til årets sommerudstilling; “H.C. Ørsted på ny – Skønheden i naturen“.