Foredrag med Albert Sneppen: Lys på tværs af tid
Foredrag med Albert Sneppen: Lys på tværs af tid
Albert Sneppen gæster Rundetaarn en sidste gang, inden forskerkometen sætter kurs mod det store udland. Her vil han med udgangspunkt i sin egen forskning fortælle om lyset som nøglen til at forstå universets gåder – og om sit eget helt særlige forhold til Rundetaarn, hvor han siddende på gulvet i Observatoriet fik en aha-oplevelse.
Lys er meget mere end det, vi ser omkring os. Når vi retter blikket mod stjerner, galakser og sorte huller, ser vi samtidig tilbage i tiden. Lysets endelige hastighed betyder nemlig, at universet altid viser sig for os med en forsinkelse – og jo længere væk vi kigger, desto længere tilbage i historien rejser vi.
I dette foredrag tager astrofysiker Albert Sneppen publikum med på en rejse gennem nogle af astronomiens nyeste opdagelser. Med udgangspunkt i sin egen forskning fortæller han om en ny slags lys udsendt fra sorte huller, om spektakulære kosmiske eksplosioner med temperaturer på milliarder af grader, og om hvordan disse fænomener giver os et unikt indblik i forhold, der minder om dem, der fandtes i universets allerførste øjeblikke.

Foredraget kredser om lyset som nøgle til vores forståelse af kosmos – fra Ole Rømers banebrydende erkendelse af lysets hastighed til nutidens forskning, hvor lysets rejse gennem rummet afslører objekter og begivenheder så fjerne, at de strækker sig på tværs af tid.
Albert Sneppen vil desuden fortælle historien om en særlig opdagelse gjort i de tidlige morgentimer under kuplen i Rundetårn – en oplevelse, der knytter fortidens astronomiske traditioner sammen med nutidens forskning i universets største mysterier.
Oplev også udstillingen og udsigten
Det vil også være muligt for gæster at blive efter talken, købe et glas vin og opleve den aktuelle udstilling i Rundetaarns historiske Bibliotekssal, Isens brydninger, og ikke mindst introduktionsudstilling Ole Rømer og den store opdagelse. Der vil også være mulighed for at tage turen op på toppen og se solen gå ned.
Talken er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed.