Sorte huller: Når lys falder ind
Tag med fysiker Lorena Magaña Zertuche på en rejse ind i de sorte hullers fascinerende verden, og oplev, hvordan forskere bruger gravitationsbølger, lys og selve tyngdekraften til at udforske universets mest ekstreme fænomener. Talken foregår på engelsk.
I århundreder har astronomi været studiet af lys. Næsten alt, hvad vi ved om universet, stammer fra det svage lys fra fjerne stjerner og galakser. Men sorte huller har åbnet et helt nyt vindue til kosmos. De er så massive, at selv lyset ikke kan slippe væk, men på trods af det er de et kraftfuldt redskab til at undersøge universet.
Når to sorte huller kolliderer, skaber de krusninger i selve rumtiden – såkaldte gravitationsbølger – som bærer spor af nogle af de mest voldsomme begivenheder i universet. Takket være observatorier som LIGO har forskere for første gang lært at “lytte” til disse bølger og dermed åbnet et helt nyt kapitel i astronomien. I 2035 vil rummissionen LISA bringe os endnu længere og gøre det muligt at undersøge kollisioner mellem kæmpemæssige sorte huller på tværs af universet.
I dette foredrag tager Lorena Magaña Zertuche publikum med ind i de sorte hullers mærkelige og fascinerende verden, hvor tyngdekraften selv bliver en budbringer. Hun fortæller, hvordan forskere bruger sorte huller til at teste Einsteins gravitationsteori, lede efter tegn på ny fysik og finde spor, der kan bringe os tættere på en forståelse af, hvordan universet fungerer.
Mød Lorena Magaña Zertuche
Lorena Magaña Zertuche er teoretisk fysiker ved det nye grundforskningscenter Center of Gravity på Niels Bohr Institutet. Her arbejder forskerne med nogle af de største spørgsmål i moderne fysik: Hvad sker der inde i et sort hul? Hvordan hænger tyngdekraft og kvantemekanik sammen? Og hvad kan gravitationsbølger fortælle os om universets historie og udvikling?
Zertuche kombinerer teoretisk fysik, avancerede computersimuleringer og kunstig intelligens for at forstå de mest ekstreme miljøer i universet. Hun bruger sorte huller som laboratorier til at undersøge tyngdekraftens grundlæggende natur.
Arrangementet er en del af Black Hole Week, som arrangeres af Center of Gravity – et nyt grundforskningscenter ved Niels Bohr Institutet, der forsker i tyngdekraft, sorte huller og universets mest ekstreme fænomener.
Vi gør opmærksom på at dette foredrag er på engelsk.
Oplev udstillinger og Rundetaarn
Både før og efter aftenens samtaler vil gæsterne også have mulighed for at opleve udstillingen Isens Brydninger samt Rundetaarns introudstilling Ole Rømer og den store opdagelse,. Publikum er også velkommen til at tage turen gennem den smukke Sneglegang til toppen for at nyde udsigten. Under arrangementet vil der være muligt at købe et glas vin eller most.
Talken indgår i Rundetaarns program for LYSÅR 2026, der markerer 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed.
Workshop: Mal sorte huller med lys
Mød forskere fra Center of Gravity ved Niels Bohr Institutet, og gå på opdagelse i tyngdekraftens fascinerende verden, når vi skaber flotte billeder af sorte huller malet med lys.
Et sort hul er et område i rummet, hvor tyngdekraften er så stærk, at intet kan slippe væk, ikke engang lys. Men vi kan observere deres omgivelser, se stjerner kredse om dem, registrere bølger i rumtiden, når sorte huller kolliderer, og endda tage billeder af lyset, der bøjes omkring dem. I denne workshop kan du lære mere om, hvordan forskere observerer sorte huller, og blive klogere på dette mystiske fænomen.
Med hjælp fra eksperter fra Center of Gravity ved Niels Bohr Institutet kan du designe dit eget sorte hul på papir og bagefter prøve at male det med lys. Et kamera kan holde “øjet” åbent i lang tid og dermed indsamle mere lys. Det er sådan, vi kan tage imponerende billeder af stjernetåger og galakser langt ude i universet. Med samme teknik og forskellige lyskilder, blandt andet lommelygter og julelys, kan vi male vores helt eget sorte hul. Bagefter vil billedet blive sendt til dit eller din voksnes telefonnummer, så du har mulighed for at gemme billedet.
Arrangementet er en del af Black Hole Week, som arrangeres af Center of Gravity, et grundforskningscenter ved Niels Bohr Institutet, der forsker i tyngdekraft, sorte huller og universets mest ekstreme fænomener.
Workshoppen foregår i Rundetaarn, koster kun almindelig entré og kræver ikke tilmelding på forhånd. Workshoppens eksperter taler både dansk og engelsk.
Gæsterne har også mulighed for at opleve udstillingen Isens Brydninger samt Rundetaarns introudstilling Ole Rømer og den store opdagelse. Publikum er også velkommen til at tage turen gennem den smukke Sneglegang til toppen for at nyde udsigten.
Workshoppen indgår i Rundetaarns program for LYSÅR 2026, der markerer 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed.