Restaureringsarbejde: Rundetaarn er lukket fra 5. januar til og med 5. februar. Følg med i restaureringen af Observatoriet her.

Lukket indtil 6. februar.
Foto af Heart Nebula: Jakob Arthur Andersen. Foto af Amalie Bendixen og Marianne Gellert: Alona Vibe

Rundetaarn x Astropod: Kærlighedsbrevkasse

I Rundetaarn er du altid tættere på stjernerne, men nu får du også mulighed for at lade dem guide dig igennem dit kærlighedsliv. Ingen spørgsmål er for store eller små, når podcasten Astropod åbner for en vaskeægte astrologisk live-kærlighedsbrevkasse i Rundetaarn.

Er du nysgerrig på, om du passer sammen med dit nye crush? Eller hvorfor du er tilbøjelig til kortere forhold frem for lange? Eller måske hvorfor du har svært ved at kommunikere med din veninde? Marianne Gellert og Amalie Bendixen har muligvis svarene. De sidder i hvert fald klar til at tage imod publikums kærligheds- og relationsspørgsmål, når Astropod slår vejen forbi Rundetaarn.

Amalie Bendixen og Marianne Gellert. Foto: Alona Vibe

Du er i trygge hænder hos værterne Marianne Gellert og Amalie Bendixen, som også står bag det astrologiske datingprogram Matchet på Mælkevejen på DR. Marianne er astrolog, yogalærer, forfatter og cand. mag. Hun har Solen og Månen i Tyrens tegn og er Tvilling i ascendant. Amalie er astrolog, cand. design og er tidligere beklædningsdesigner. Hun har Solen i Vægtens tegn, Månen i Tvillingen og Vædderen i ascendanten.

På aftenen vil det være muligt at se vores aktuelle udstilling Skyggearkivet og købe et glas vin, der kan nydes i udstillingen eller med udsigt til de københavnske tårne på udsigtsplatformen.

Arrangementer er en del af Golden Days-festivalen. Temaet er ‘Kærlighed’, hvilket man også vil kunne mærke i Rundetaarn. Følg med i septembers kærlighedsevents lige her.

Foto: Benedikte Sander

AFLYST – At skabe uro i kærlighed og kosmos

Kærlighed og kosmos er livets store kræfter. På godt og ondt. Gennem samtale, oplæsning, musik og performativ handling vil de tre kunstnere Pulsk Ravn, Barbara Skovmand Thomsen og Tomas Lagermand Lundme kredse og kradse i lige netop kærlighedens og ærlighedens mange kosmiske lag med det håb om at afdække noget uset og fortælle om noget, der længe har været uden lys.

Som en del af gruppeudstillingen Skyggearkivet vil de tre kunstnere på forskellige måder, hver især og kollektivt, arbejde med og mod kunsten og kunstnerens egen rolle midt i det, som aldrig må blive kunstigt. Noget bliver fortalt, som længe har været ordløst. Noget får sine egne lyde og toner, nærmest sin egen musik, og noget som længe har været fastholdt i skyggen og natten, får sin egen dag.

Det bliver en blanding af hverdagens trængsler og utopisk længsel, dagdrøm med åbne øjne og nattedrøm med lukkede. Der bliver skabt et rum for at elske og elskes, men for hvilken pris og med hvilket syn, der skal fremkalde det sete og gøre ukonkret drøm til hudløs virkelighed?

Det bliver en kærlighedsaften med kosmos både i hånden og hjertet.

Pulsk Ravn er uddannet i visuel kommunikation fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hendes kunst undersøger forholdet mellem menneske og materiale.

Barbara Skovmand Thomsen er billedkunstner og musiker uddannet i Fine Arts fra Sandberg Institute i Amsterdam. Hendes tilgang til kunst er eksperimenterende og spænder fra videoinstallationer til klangskulpturer.

Tomas Lagermand Lundme har en baggrund fra Teaterskolen Centrum, Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han arbejder med både tekst, foto, tekstil, keramik, film, lyd og meget mere.

Udstillingen kan ses i tårnets Bibliotekssal både før og efter arrangementet, hvor der også vil være mulighed for at købe et glas vin.

Arrangementer er en del af Golden Days-festivalen. Temaet er kærlighed, hvilket man også vil kunne mærke i Rundetaarn. Følg med i septembers kærlighedsevents lige her.

Kirsten Munk og Christian IV · Foto: Bruun-rasmussen.dk, Public domain via Wikimedia Commons & Emma Paaske og Cecilie Nielsen · Foto: Les Kaner

Cecilie Nielsen og Emma Paaske: Christian IV og damerne

Rundetaarns egen bygherre, Christian IV, havde et farverigt kærlighedsliv med koner, elskerinder og masser af børn. Kom og hør de sjove og sære historier, når historikerne Cecilie Nielsen og Emma Paaske sætter renæssancekongens kærlighedsliv under lup.

Christian IV og hans kærlighedsliv var allerede i 1600-tallet et saftigt samtaleemne. Kongen blev gift første gang som 20-årig med Anna Cathrine af Brandenburg, med hvem han fik seks børn inden hendes død 15 år senere. Det siges, at Christian IV fik mindst 21 børn med forskellige kvinder, både til højre og venstre hånd.

Hans mest omtalte forhold må have været til adelskvinden Kirsten Munk, som han mødte, da han var 38 år, og hun 17 år. De fik 12 børn sammen, inden forholdet tog en dramatisk drejning, hvor Kirsten blev anklaget for både utroskab og for at have forgiftet kongen.

Cecilie Nielsen og Emma Paaske vil til dette event dykke ned i kongens farverige kærlighedsliv, men vil fortælle historien fra kvindernes vinkel og give en stemme til de mange kvinder, Københavns store bygherre omgav sig med.

Emma Paaske og Cecilie Nielsen. Foto: Les Kaner

Cecilie Nielsen, historiker og kongehuskorrespondent, og Emma Paaske, historiker og arkivar i Rigsarkivet, er kendt for bl.a. den populære podcast Dronningeriget og dens tv-pendant.

Arrangementet foregår i Rundetaarns Bibliotekssal, hvor det vil være muligt at købe lidt at drikke og se den aktuelle udstilling Skyggearkivet.

Arrangementer er en del af Golden Days-festivalen. Temaet er kærlighed, hvilket man også vil kunne mærke i Rundetaarn. Følg med i septembers kærlighedsevents lige her.

Ars Nova. Foto: Jeppe Bjørn

Koncert: Ars Nova – Til Kærligheden

Kom til Ars Nova-koncert i Rundetaarn, og oplev det internationalt anderkendte vokalensemble hylde kærligheden i alle dens former gennem mangfoldig og udtryksfuld vokalmusik, der spænder fra den intime nærhed til den universelle længsel.

Flere af værkerne henter inspiration i Højsangen, men også tekster fra James Joyce og Shakespeare, toner fra renæssancen og moderne kompositioner kommer under kærlig behandling af det dygtige vokalensemble.

Koncerten samler musik, der gennem århundreder er skabt til kærligheden. En smuk rejse gennem kærlighedens mange facetter, som kan opleves både alene og sammen med én, man holder af.

Ars Nova Copenhagen blev grundlagt i 1979 og har for længst etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler. Ensemblet har specialiseret sig i fortolkningen af renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, der udføres med præcision og nerve og med en sound, som vækker opmærksomhed overalt i verden.

Koncerten bliver afholdt i den gamle Bibliotekssal, hvor det også vil være muligt at se den aktuelle udstilling Skyggearkivet. Til koncerten kan du købe lidt at drikke, og du har mulighed for at slutte din aften af med en tur til toppen og nyde aftenudsigten over København.

Arrangementer er en del af Golden Days-festivalen. Temaet er ‘Kærlighed’, hvilket man også vil kunne mærke i Rundetaarn. Følg med i septembers kærlighedsevents lige her.

Drop in-frieri i Rundetaarn

Planlægger du at falde på knæ foran dit livs kærlighed? Hvorfor ikke gøre det med Københavns mest charmerende udsigt som rammen for jeres enestående kærlighedsøjeblik?

I anledning af Golden Days-festivalen skruer Rundetaarn helt op for kærligheden og inviterer eksklusivt indenfor til drop in-frieri uden for almindelig åbningstid. For første gang i Rundetaarns historie kan man få lov at stille sin udkårne det helt store spørgsmål i de historiske og romantiske rammer i Rundetaarn – helt uden at blive forstyrret af turister eller andre gæster.

Det er gratis, og man kan booke en time i tidsrummene 8.00-9.00, 9.00-10.00 eller 20.00-21.00 i perioden 5. til 21. september.

Arrangementet er en del af Golden Days-festivalen, som byder på alverdens arrangementer i kærlighedens tegn. I Rundetaarn skal vi høre om Christian IV og hans forhold til kvinder, have besøg af Astropod og meget mere. Følg med her.

Stjernebar i september – kærlighed på toppen af København

Udforsk kunstudstillingen “Skyggearkivet”, og nyd 360-graders solnedgang fra toppen af København tilsat drinks og musik, når Rundetaarn holder sommer særåbent og forvandler toppen til en hyggelig torsdagsbar.

Tag en slentretur gennem Sneglegangen hånd i hånd med din udkårne eller bedste ven, drej af halvvejs i Bibliotekssalen, gå på opdagelse i den aktuelle særudstilling, og slut besøget af på toppen af Rundetaarn med kølige drinks, musik og sommersolnedgang.

Den sidste Stjernebar for i år, afholdes den 11. september, hvor tårnet holder ekstraordinært åbent i både udstillingssal og på toppen, når vi inviterer til bar på udsigtsplatformen, med øl, drinks og byens bedste udsigt.

Med samme billet kan du udforske Europas ældste observatoriebygning på toppen, og se gennem kikkerten i Observatoriet. Med hjælp fra vores astronomer, hvis vejret er klart, kan du nærstudere vores nærmeste stjerne; Solen, og når det er mørkt nok stiller vi ind på andre himmellegemer.

Da der er begrænsede pladser, sælges billetter i forsalg, men det er også muligt at købe billet i døren, hvis gæsteantallet tillader det.

Bemærk
Det er ikke tilladt at medbringe egen mad og drikke i Rundetaarn eller at ryge på platformen. Hvis vejret ikke tillader at være under åben himmel, rykker vi arrangementet indenfor i Rundetaarn.

Aftenens Stjernebar er en del af Golden Days-festivalen. Temaet er kærlighed, og hvilket bedre sted at fejre kærligheden end på toppen af København, med solnedgang over byen.

Bemærk
Hvis vejret ikke tillader at være under åben himmel, rykker vi arrangementet indenfor i Rundetaarn.

Ole Rømer Challenge: Test dig selv i Sneglegangen

Det kan være hårdt arbejde at bevæge sig op og ned ad Sneglegangen! Hvor mange gange kan du klare turen? Deltag i Ole Rømer Challenge under Golden Days Festival og prøv kræfter med Sneglegangen i Ole Rømers ånd.

Selv hvis man leder længe, er det svært at finde nogen, der har haft et lige så mange spændende jobs som astronomen Ole Rømer. Han arbejdede nemlig ikke kun som direktør for Observatoriet på toppen af Rundetaarn – han har også prøvet kræfter som politimester, borgmester, brandchef, skoleleder, højesteretsdommer og meget mere!

Men Rømer lavede ikke det hele selv. Han havde også brug for at sætte andre i sving, og derfor ville han gerne vide, hvor meget arbejde en person egentlig kunne klare på en dag. For at finde ud af det, lavede han et eksperiment i Rundetaarn i 1690. Her bad han to stærke og unge soldater om at gå op og ned ad Sneglegangen – igen og igen – indtil de ikke kunne mere. Det blev til 60 gange på fire en halv time, og det syntes Rømer var meget passende.

Tag udfordringen op

Som en del af årets Golden Days Festival, der har arbejde som tema, kan de besøgende børn tage udfordringen op og selv prøve kræfter med Sneglegangen! Hvilken bane vælger du? Den yderste med en stigning på 10 procent? Eller den inderste, der er endnu mere stejl med hele 33 procent?

Bare rolig, du behøver ikke at gå lige så mange gange som Ole Rømers soldater. I vores minieksperiment skal du bare se, hvor mange ture du kan klare op og ned på fire og et halvt minut. Husk, at én tur kun tæller, når du både har været oppe og nede igen. Starten finder du ved en af Sneglegangens ruder – så hold godt øje!

Vind et årskort

Når du er færdig, kan du tage et billede af dig selv og Sneglegangen og lægge det op på Instagram. Husk at skrive, hvor mange ture du klarede, og brug hashtagget #oleromerchallenge

Når du gør det, deltager du i konkurrencen om et årskort til Rundetaarn for dig og din familie. Så kan I komme tilbage og prøve kræfter med Sneglegangen, lige så tit I vil!

Arrangementet er en del af Golden Days Festival, der i 2024 har temaet “På arbejde”.

Ole Rømer Challenge: Test dig selv med Ole Rømer

Koncert: FIRST HATE

Fortsæt din fyraften i Rundetaarn, når den danske popart-duo First Hate giver koncert efter lukketid i tårnets historiske Bibliotekssal.

First Hate blev dannet i 2013 af vennerne Anton Falck og Joakim Wei Bernild og har siden gjort sig bemærket på den danske musikscene ved at gå imod tendenserne og kombinere pop kicks, klubpoesi og forgængelige romancer i skarpsindige kreationer fyldt med hedonisme og hjertesorg.

Under Golden Days, der i år har temaet “På arbejde”, kan du tage en velfortjent friaften med vennerne og opleve duoen i Bibliotekssalens historiske rum, hvor bøger og hylder i dag er afløst af talks, udstillinger, koncerter og kulturevents.

Dørene åbner kl. 19.30.

Arrangementet begynder kl. 20.

Arrangementet er en del af Golden Days Festival.

Den tidligere embedsbolig i Rundetaarn.

Den Historiske Time: Særrundvisning i den gamle lejlighed i Rundetaarn

Vidste du, at der har boet folk i Rundetaarn? Kom med på eksklusiv særrundvisning i tårnets tidligere embedsbolig under Golden Days.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men i flere hundrede år fungerede de øverste etager af Rundetaarn som bolig for en broget skare af de mennesker, der havde deres gang her. For eksempel boede der i 1801 en familie med hele fem børn og tre tjenestepiger, samtidig med at to yngre observatorer havde værelser ovenover.

Bliv klogere på de mennesker, der har arbejdet og boet i Rundetaarn gennem historien, og få et eksklusivt indblik i de værelser, de færdedes i, når ansvarlig for historie og formidling Rasmus Agertoft tager dig med bag de lukkede døre og fortæller glemte historier om embedsboligen, der siden blev omdannet til kontorer for Rundetaarns medarbejdere.

Arrangementet er en del af Golden Days Festival, der i 2024 har temaet “På arbejde”.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.