Bemærk: Bibliotekssalen er lukket mens vi forbereder ny udstilling. Butik og café er åbent i weekenden.

Åbent i dag kl. 10-18

Kulturnatten i Rundetaarn

På denne særlige aften, sætter Rundetaarn fokus på de skjulte fortællinger i kunsten, musikken og astronomiens tegn.

Aftenens program er inspireret af udstillingen “Skyggearkivet”, der formidler fortællinger om det glemte, det uforudsete og det skyggeløse. Udstillerne Al Masson og Tomas Lagermand Lundme vil på aftenen fremføre en performance med udgangspunkt i deres udstillingsværker, der på hver sin måde handler om at arkivere og erindre på godt og ondt. Masson har medierne i fokus, hvad de har fortalt – og hvad de dermed har husket, mens Lundmes performance, et langdigt, er en publikumsinddragende fortælling om det runde tårn midt i byen, hvor man har kunnet og stadig kan, møde stjernerne i øjenhøjde.

Det er ikke kun i udstillingen at fortællinger om det glemte og skyggeløse kommer frem. I sneglegangen vil man kunne lære om kvinder i astronomien, hvis navne er glemte, men hvis opdagelser og opfindelser har haft stor indflydelse på astronomien i dag. Tårnets dygtige observatorer vil også rundere i sneglegangen og fortælle de ventende gæster, store som små, om alt det i Universet gemmer på, og som vi slet ikke kan forestille os.

Som noget helt nyt, vil astronomien også komme ud af tårnet. Ventende gæster vil kunne opleve gadeastronomi og stille spørgsmål til tårnets observatorer. Vi gør opmærksom på, at hvis det regner eller er overskyet vil der desværre ikke være gadeastronomi.

På tårnets top, kan man som altid kigge efter stjernebilleder og planeter igennem den gamle kikkert.

Klokken 23 vil der i Bibliotekssalen være koncert, når klarinetist Jonas Frølund og Nightingale String Quartet spiller en strygekvartet og klarinet-komposition af Bent Sørensen. Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, violiner, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch, og Louisa Schwab, cello, gruppen har vundet prisen ‘Årets P2 Kunstner’ i 2025.

Jonas Frølund
Nightingale String Quartet

Program

18.00-23.00
Åbent i udstillingen “Skyggearkivet”

18.00-00.00
Åbent i det bemandede observatorium

18.00-00.00
Fortællinger om kvinder i astronomiens historie i sneglegangen

19.00 og 20.00
Performance med Al Masson og Tomas Lagermand Lundme (varighed: ca. 25 minutter)

23.00-23.40
Koncert med Jonas Frølund og Nightingale String Quartet i Bibliotekssalen

Vi gør opmærksom på, at vi desværre ikke kan se noget på himlen i tilfælde af regn eller skyer, men vi vil altid kunne fortælle og vise rundt i det gamle observatorie.

Den Lille Kulturnat i Rundetaarn

Kalder alle børn, der er interesseret i Universet, stjernerne og planeterne!
Den 14. marts holder vi nemlig Den Lille Kulturnat i Rundetaarn, hvor alle børn (og deres familier) inviteres indenfor til sjove opgaver i Sneglegangen, planetværksted og stjernekig i Observatoriet.

På opdagelse i tårnet og kreativt planetværksted

I Rundetaarns ikoniske Sneglegang kan du rejse med lyset gennem solsystemet og udforske planeter. Undervejs kan du løse små opgaver og snakke med Rundetaarns astronomistuderende, der gør dig klogere på solsystemets bevægelse, lysets hastighed og stjernebilleder.

I Bibliotekssalen kan du gå på opdagelse i Jakob Arthur Andersens betagende astrofotos, mens du i det gamle læseværelse får mulighed for at slippe kreativiteten fri og skabe dine helt egne livagtige planeter – både på papir og på pind! Rundetaarn stiller farver, redskaber og tegnekits til rådighed, men hvilke mønstre og farver himmellegemerne skal have, bestemmer du helt selv.

Besøg Observatoriet i toppen

Observatoriet i den historiske kuppelbygning i toppen af tårnet vil være åbent, og her finder man den 95 år gamle kikkert. Med den vil Rundetaarns observatorer zoome ind på de himmellegemer, der befinder sig rundt om os, mange lysår væk, i Mælkevejen. Er vi heldige, vil både Jupiter og Mars være synlige på himlen denne aften. Husk varmt tøj!

Bemærk: Der er begrænsede pladser i Observatoriet, og der kan derfor forekomme kø. Rundetaarn kan ikke garantere, at vi kan se himmelske objekter gennem kikkerten, hvis der fx er overskyet. Hvis vejret ikke arter sig, holder vi dog stadig Observatoriet åbent, og vores astronomer vil i stedet fortælle mere om Observatoriet og den store linsekikkert, som kan forstørre 80-450 gange.

Denne aften er der kun adgang med Kulturpas.
Kulturpas til Den Lille Kulturnat sælges via kulturnatten.dk fra den 3. marts. Kulturpasset koster 125 kr. og giver adgang til alle arrangementer, og du kan gratis medbringe to børn under 12 år. Kulturpasset giver desuden adgang til fri transport med bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet zone 1-99 for Kulturpasholderen og to børn under 12 år.

Kulturnatten i Rundetaarn

Kulturnatten står i videnskabens tegn i Christian IV’s gamle observationstårn med videnskabsudstillingen “Fra forsker til folk”, bemandet observatorium og et spektakulært science-show i Bibliotekssalen.

Aftenens program

18.00-22.30
Åbent i videnskabsudstillingen “Fra forsker til folk” i Bibliotekssalen

18.00-22.00
Guides fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) fortæller om udstillingen og viser frem for børn og voksne i Bibliotekssalen

18.00-00.00
Rundetaarns astronomer åbner og bemander Observatoriet på toppen

22.30-23.30
Science-astroshow med Jonathan Gammeltoft I Bibliotekssalen – book plads her

Videnskabsudstilling: Fra forsker til folk

Gennem 200 år har Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) dannet ramme om formidling af naturvidenskab og teknologi til brede kredse af den danske befolkning.

“Fra forsker til folk” markerer SNUs 200 års jubilæum og viser, hvordan videnskabelig forskning har skabt ændringer i vores hverdag – fra H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme, der gav os elektricitet overalt i samfundet til Niels Bohrs atommodel, der har ført til nye diagnosemetoder i lægeverdenen, atomkraft og den moderne elektronik, vi omgiver os med.

På Kulturnatten kan tårnets gæster få udstillingen formidlet live, når kyndige guides fra SNU bemander eksperimentbordet. Bliv klogere på kendte og mindre kendte forskere i udstillingen og prøv kræfter med den elektriske strøms virkninger, når vi sammen med SNU’s guides skal kigge nærmere på magneter, elektromagneter, klangplader, pH-papir og håndgeneratorer.

Kig gennem kikkerten i Observatoriet

Hvis man vil lidt tættere på universets himmellegemer, kan man traditionen tro lægge vejen forbi Observatoriet på toppen af Rundetaarn og selv prøve at kigge stjerner eller planeter i den store kikkert, hvis vejret tillader det. Rundetaarns dygtige observatorer bemander det gamle refraktorteleskop, mens Kulturnattens gæster kan gå på opdagelse i Observatoriet eller opleve Københavns mest charmerende udsigt 34,8 meter over Købmagergade.

Der er begrænsede pladser i Observatoriet på én gang.

Bemærk: Rundetaarn kan ikke garantere at vi kan se himmelske objekter gennem kikkerten, hvis vejret ikke tillader det! Hvis vejret ikke arter sig, holder vi dog stadig Observatoriet åbent, og vores astronomer vil i stedet fortælle mere om Observatoriet og den store linsekikkert, som kan forstørre 80-450 gange.

Spektakulært science-show

Kulturnatten sluttes af med manér, når Bibliotekssalen sidst på aftenen omdannes til et storstilet og underholdende science-show med fantastiske forsøg og spektakulære tests i selskab med fysiker Jonathan Gammeltoft. Science-showet udforsker naturvidenskaben på en anderledes og meget underholdende måde, og Jonathan præsenterer alt fra svævende krystaller og frosne skumfiduser til kål, der knuses, balloner og andre sjove ting.

Jonathan Gammeltoft er hospitalsfysiker ved Odense Universitetshospital og har holdt et hav af foredrag og shows. Ved siden af sit studie og sit arbejde har han desuden været videnskabskonsulent for både DR1 og TV2, holdt foredrag på gymnasier, festivaler, højskoler, til Science Expo og meget mere.

Bemærk, at du skal booke (gratis) plads til showet på forhånd, da der er begrænsede pladser!
Book billet til science-showet her – og husk, at der på aftenen kun er adgang til Rundetaarn – og også science-showet – med Kulturpas.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.