Sommerrundvisninger i Rundetaarn
Oplev Rundetaarn, som du ikke har set det før. Vær med, når vi hver mandag og tirsdag i skolernes sommerferie inviterer indenfor til eksklusive rundvisninger, der rummer både de klassiske fortællinger og nye, overraskende sider af det ikoniske runde tårn på Købmagergade.
Kom med om bag låste døre og få et sjældent indblik i Rundetaarns historie og samling, når rundviseren undervejs guider jer ind i nogle af de “hemmelige” rum, der ikke normalt åbnes for gæster, og viser jer fascinerende genstande, mens I bevæger jer op gennem tårnets snoede gang.
Vi mødes ved busten af Tycho Brahe ved tårnets fod. Billetten inkluderer entré til hele Rundetaarn.
Rundvisningerne, der foregår på dansk og anbefales til voksne og børn fra 10 år og opefter, finder sted på følgende dage:
Ønsker du at booke en rundvisning på engelsk? Læs mere på vores engelske site.
Want to book a tour in English? Get your tickets here.

Rundetaarn x Art Matter Mornings: Rundvisning med kuratorer
Få et skud kunst til morgenkaffen, før arbejdsdagen begynder. Denne tirsdag morgen kl. 8.30 inviterer kuratorerne bag udstillingen EFTERGLØD. Samtaler om lys på rundvisning inden normal åbningstid. Oplev en sanselig og tankevækkende undersøgelse af lys fortolket af otte kunstnere med inspiration fra videnskabens verden.
Sæt hak ved et kulturelt indslag, allerede inden du er mødt på arbejde. I Rundetaarn åbner vi denne tirsdag ekstraordinært tidligt dørene til udstillingen EFTERGLØD. Samtaler om lys og sætter kaffen over. Kuratorerne, Veronica Rigét og Biba Fibiger, står nemlig klar til at tage dig med på rundvisning i udstillingen, der har lyset som fælles omdrejningspunkt.
Udstillingen EFTERGLØD. Samtaler om lys inviterer dig ind i et rum mellem det faktuelle og det sanselige. Her møder du værker, der visuelt forbinder videnskab med kunstneriske udtryk – inspireret af forskning og citater fra markante videnskabsfolk som Jocelyn Bell Burnell, Cecilia Payne-Gaposchkin og Vera Rubin.
Hver kunstner tager udgangspunkt i udvalgte forskerstemmer og fænomener og omsætter dem til deres eget visuelle sprog. Undervejs vil du opleve værker i forskellige medier – fra glas og fotografi til video og installation – som alle kredser om lysets mange betydninger for os som mennesker.
Som kuratorerne bag udstillingen formulerer det, er det ikke en udstilling, der formidler forskning direkte. I stedet undersøger den lys som noget, vi både kan vide noget om – og mærke. Undertitlen ‘samtaler om lys’ peger netop på dette møde mellem to sprog: det videnskabelige og det kunstneriske.
Morgenen byder naturligvis også på en gratis kop kaffe, ligesom du har mulighed for at tage turen helt op til Udsigtsplatformen og se byen stå op fra Københavns fineste udsigtspunkt. Rundvisningen varer ca. 45 min.
Arrangementet koster almindelig entrépris, men billet skal købes på forhånd, og der er et begrænset antal billetter.
I forbindelse med udstillingen har ArtMatter interviewet kuratorerne bag.
Læs hele interviewet “Perelin, Nattens skov – efterglødens skabere” her.
Besøg kuplen på byggepladsen – særrundvisning om restaureringen af Observatoriet
I marts inviterer Rundetaarn til en helt særlig oplevelse: eksklusive after-hours rundvisninger, der bringer publikum helt tæt på tårnets ikoniske observatoriekuppel og restaureringen i værkstedet for tårnets fod.
Den 12. januar fulgte hele byen med, da Rundetaarns kuppel blev hejst ned på Købmagergade for at gennemgå fire måneders restaurering, der blandt andet indebærer forbedring af trækonstruktionen og ny kobberdækning. Arbejde, der foregår i øjenhøjde med byens borgere og besøgende i et semi-offentligt værksted på hjørnet af Landemærket og Købmagergade – lige dér, hvorfra kuplen også blev hejst op i 1929.

For første gang får publikum nu mulighed for at komme indenfor i værkstedet, møde nogle af folkene bag restaureringen og se kuplen under restaureringsprocessen, hvor det gamle kobber er fjernet og det nye snart kommer på. Særrundvisningen giver adgang til et helt særligt øjeblik i Rundetaarns lange levetid, hvor kulturarv, historie, håndværk og arkitektur forenes.
Program

Rundvisningen begynder ved tidslinjen foran værkstedet på Købmagergade med en introduktion til observatoriets historie og skiftende udseende gennem tiden – fra de tidlige observatorier til den hvælvede kuppelbygning, som i dag er en fast del af Københavns skyline og et af byens mest genkendelige vartegn, Rundetaarn.
Herefter træder vi ind i værkstedet, hvor Lennart Dose, totalrådgiver fra Fogh & Følner Arkitekter, og blikkenslagermester Jens Volf står klar til at fortælle mere om arbejdet med kuplen: om materialer, teknikker, bevaringsprincipper og de mange overvejelser, der følger med, når et historisk bygningsværk skal føres sikkert videre ind i fremtiden.

Efterfølgende vil der være mulighed for at stille spørgsmål til fagfolkene bag arbejdet.
Særrundvisninger
Særrundvisningerne giver tårnets gæster en sjælden mulighed for at opleve Rundetaarn fra en ny vinkel, mens der med restaureringsprojektet skrives historie i nutid, og tilbydes kun i en begrænset periode.
Der er rundvisninger på følgende dage:
25. marts kl. 16-17 – Udsolgt
27. marts kl. 16-17 – Udsolgt
Bemærk:
- Billetter til rundvisningen giver også adgang til resten af Rundetaarn, så inden rundvisningen eller efterfølgende kan du opleve Sneglegangen, udstillingerne i Bibliotekssalen og lysinstallationen “Imens Lyset Tøver” samt udsigten fra toppen, mens tårnet for en stund står kuppelløst.
Rundetaarn lukker kl. 18. - Rundvisningerne er målrettet voksne deltagere og foregår på dansk.
Historisk champagnesmagning
”Jeg drikker stjerner!” sagde den franske munk Dom Pérignon ifølge legenden, da han ved et tilfælde opfandt champagnen. Den første lørdag i maj kan du selv erfare, hvad den gyldne drik har med astronomi at gøre, når Rundetaarn åbner porten for en eksklusiv aften, der krydser historiefortælling og champagnesmagning.
I år er det 350 år siden, at astronomen Ole Rømer opdagede lysets tøven. Den store opdagelse fandt sted i Paris, hvor Rømer havde boet og arbejdet i otte år, da han blev kaldt hjem til Danmark af kong Christian V. Men Rømer var ikke sådan at overtale og stak først snuden hjemad efter ni måneders armvridning.
Der er flere gode grunde til, at den store astronom ville blive i Frankrig. En af dem var måske, at han ikke havde lyst til at bytte gåselever og champagne ud med kogt kål og øl.
Derfor skal vi denne aften i Rundetaarn høre historien om Ole Rømer og hans store opdagelse fortalt gennem bobler. Vi skal smage på champagne, som det produceres nu, og som man foretrak den for et par hundrede år siden.
De bedste tips fra passioneret champagnekender
Historien om Ole Rømer og hans ophold i Paris fortælles af Rasmus Agertoft, ansvarlig for historie og formidling i Rundetaarn, mens vi til champagnesmagningen undervejs får kyndig assistance af Michael Bech Bendix, der er uddannet som sommelier og passioneret champagnekender.
Som den første nogensinde har Michael Bech Bendix fået lov til at skrive en bog om den første sammenslutning af producenter i Champagne, LE CLUB, Trésors de Champagne depuis 1971, hvor nogle af områdets mest dedikerede producenter gennem næsten seks årtier har forfinet både håndværk og kvalitet.
På den historiske champagnesmagning kommer vi bl.a. til at smage champagneskatte fra dette unikke fællesskab, mens Michael Bech Bendix vil inspirere os med hensyn til duftens og smagningens kunst. Han deler sine bedste tips, fortæller historier fra kældrene og løfter sløret for, hvorfor netop LE CLUB rummer nogle af de mest enestående champagneoplevelser. Michael Bech Bendix’ bog om sammenslutningen udkommer i champagnehovedstaden Reims i april og kan købes på dagen.
Aftenen begynder for foden af Rundetaarn og slutter på toppen, hvor det er muligt at købe sig et ekstra glas. I prisen er inkluderet fire glas champagne.
Vi mødes ved busten af Tycho Brahe foran Rundetaarn.
Arrangementet er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed.
Finissage: Crystalline Memories of Deep Time
Kunstner Claus Spangsberg skaber fascinerende billeder i spændingsfeltet mellem kunst og videnskab. Mød ham i udstillingen på dens allersidste dag.
Claus Spangsberg har specialiseret sig i mikroskopi og krystallisering, og danner billeder med kemiske stoffer, DNA og aminosyrer. I udstillingen Crystalline Memories of Deep Time undersøger han nogle af de ældste materialer vi kender til, og præsenterer forskellige meteoritter og komponenter fra ursuppens biokemiske processer. Materialer som svovl, aminosyrer og enzymer bearbejdes i forstørrede mikroskopi-billeder og specialbyggede skærme med polariserende filtre, der lader smukke farver og mønstre træde frem i materialerne.
Mød Claus på udstillingens sidste dag, hvor du vil kunne stille spørgsmål til værkerne, blive vist rundt og høre mere om hans kunstneriske proces.

Udstillingen er støttet af:
Grosserer L.F. Foghts Fond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Knud Højgaards Fond
Poul Johansen Fonden
Lizzi og Mogens Staal Fonden
OVODAN BIOTECH
Københavns Kommune – Rådet for Visuel Kunst
Tower Talk: Mød udstillerne bag Ad Lucem
Udforsk den kunstnerisk-videnskabelige fotoudstilling Ad Lucem sammen med de to udstillere bag – kunstneren Cecilia Ömalm og professor i astronomi Göran Östlin.
Hvordan forbinder lys fra fjerne galakser os gennem tid og rum?
Det er et af de spørgsmål, Ömalm og Östlin udforsker i særudstillingen Ad Lucem, hvor moderne billeder taget med rumteleskop er fremkaldt ved hjælp af cyanotypi, også kaldet blåtryk – en særlig teknik, hvor en blanding af jernsalte udsættes for sollys og skaber smukke billeder i karakteristiske dybblå nuancer.
Hvert værk er håndtrykt, og når Solen fremkalder de himmelske billeder, bliver det en poetisk handling: Billederne genfødes af lyset fra den himmel, som teleskoperne oprindelig pegede op imod.
Cecilia Ömalm og Göran Östlin vil vise rundt i udstillingen og blandt andet fortælle om arbejdet med cyanotypi. Hvis man selv vil prøve kræfter med håndværket, holder udstillerne en cyanotypiworkshop den 7. februar for både børn og voksne.
Både før og efter rundvisningen, vil publikum kunne nyde udstillingen og købe lidt at drikke i baren.
Entré til Rundetaarn er inkluderet i billetten.
Bemærk: Talken afholdes på engelsk.
Talken er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed.
Rundvisning: Walk & talk med Elena Bollati i “Koralvæsen”
Mød en af de primære koralforskere bag “Koralvæsen” i udstillingen, når Elena Bollati tager gæsterne med på vandring mellem Maja Friis’ smukke, sanselige videoportrætter af klodens forsvindende koraller.
Filmdokumentarist og videokunstner Maja Friis står bag udstillingen “Koralvæsen”, der udforsker klimaforandringernes påvirkning af klodens koraller gennem forskningsbaseret kunst. I samarbejde med et team af koralforskere fra Københavns Universitet har Friis foretaget makrooptiske optagelser af udvalgte tropiske koralarter. Videoportrætterne lader publikum opleve de bittesmå væsner i helt stor skala og på en anderledes intim måde.
På aftenens særrundvisning vil forskeren Elena Bollati fortælle om det tætte samarbejde med koralforskerne fra Københavns Universitet, der har muliggjort Maja Friis’ makrooptagelser og de videnskabelige metoder, der ligger bag udstillingen.

Rundvisning: Walk & talk med kunstneren bag “Koralvæsen”
Mød videokunstner og dokumentarist Maja Friis i udstillingen, når hun tager gæsterne med på vandring mellem sine smukke, sanselige videoportrætter af klodens forsvindende koraller.
Filmdokumentarist og videokunstner Maja Friis står bag udstillingen “Koralvæsen”, der udforsker klimaforandringernes påvirkning af klodens koraller gennem forskningsbaseret kunst.
I samarbejde med et team af koralforskere fra Københavns Universitet har Friis foretaget makrooptiske optagelser af udvalgte tropiske koralarter. Videoportrætterne lader publikum opleve de bittesmå væsner i helt stor skala og på en anderledes intim måde.
På aftenens særrundvisning vil Maja Friis fortælle om tilblivelsen af videoværkerne, det tætte samarbejde med koralforskere fra Københavns Universitet, der har muliggjort hendes makrooptagelser og de kunstneriske processer og videnskabelige metoder, der ligger bag udstillingen.
Den Historiske Time: Særrundvisning i den gamle lejlighed i Rundetaarn
Vidste du, at der har boet folk i Rundetaarn? Kom med på eksklusiv særrundvisning i tårnets tidligere embedsbolig under Golden Days.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men i flere hundrede år fungerede de øverste etager af Rundetaarn som bolig for en broget skare af de mennesker, der havde deres gang her. For eksempel boede der i 1801 en familie med hele fem børn og tre tjenestepiger, samtidig med at to yngre observatorer havde værelser ovenover.
Bliv klogere på de mennesker, der har arbejdet og boet i Rundetaarn gennem historien, og få et eksklusivt indblik i de værelser, de færdedes i, når ansvarlig for historie og formidling Rasmus Agertoft tager dig med bag de lukkede døre og fortæller glemte historier om embedsboligen, der siden blev omdannet til kontorer for Rundetaarns medarbejdere.
Arrangementet er en del af Golden Days Festival, der i 2024 har temaet “På arbejde”.

Den Historiske Time: Særrundvisning i den gamle lejlighed i Rundetaarn
Vidste du, at der har boet folk i Rundetaarn? Kom med på eksklusiv særrundvisning i tårnets tidligere embedsbolig under Golden Days.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men i flere hundrede år fungerede de øverste etager af Rundetaarn som bolig for en broget skare af de mennesker, der havde deres gang her. For eksempel boede der i 1801 en familie med hele fem børn og tre tjenestepiger, samtidig med at to yngre observatorer havde værelser ovenover.
Bliv klogere på de mennesker, der har arbejdet og boet i Rundetaarn gennem historien, og få et eksklusivt indblik i de værelser, de færdedes i, når ansvarlig for historie og formidling Rasmus Agertoft tager dig med bag de lukkede døre og fortæller glemte historier om embedsboligen, der siden blev omdannet til kontorer for Rundetaarns medarbejdere.
Arrangementet er en del af Golden Days Festival, der i 2024 har temaet “På arbejde”.
