Bemærk: Malerarbejde i Sneglegangen de næste par uger! Vi beklager rodet, mens vi vedligeholder bygningen.

Åbent i dag kl. 10-18

“Kvindelivets overgange i et køns- og ligestillingsperspektiv – hvorfor er det så svært at tale om?”

Denne debataften tager dels udgangspunkt i DJØF’s ligestillingsløfte, der omhandler ligestillingsproblematikker i seks livsfaser, og dels i Mette Korsgaards film ”Min uimodståelige mand”, der undersøger vores blinde vinkler på køn.

Det opleves af mange tabubelagt at tale om kvindelivets overgange i det professionelle liv, og det kan opleves udfordrende at tale om forskelle mellem mænd og kvinder. Men biologi, udvikling, eksistens og samfundsstrukturer påvirker hinanden – det er vi nødt til at diskutere offentligt og forholde os til. Men hvorfor er det så svært, og hvordan bryder vi tabu?

Deltagere:
Mette Korsgaard, instruktør og forfatter
Hanne-Vibeke Holst, forfatter
Sara Louise Muhr, professor
Ordstyrer/tovholder: Lotte Hvas, læge, forsker og forfatter

"Tide" (2020), fra serie af samme navn af billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan. Kan opleves på udstillingen.

Temalørdag om kvindelivets overgange – i krydsfeltet mellem biologi, eksistens og kultur

Kvindelivsfestivalen “Overgange #2” åbner med en temalørdag med performances, omvisning i udstillingen og tre debatoplæg.

Program

10.15 Velkomst ved projektgruppen
Performance: Udvikling og Overgang (fra puppe til sommerfugl) Rose-Marie Tillisch, teolog og skuespiller

11.00-12.30 Mellem barn og voksen – teenager
Det åbnende debatoplæg tager udgangspunkt i overgangen fra pige til kvinde. Hvordan passer de mange modebilleder af smukke unge kvinder, med den stigende forekomst af stress, angst og depression hos de selvsamme unge kvinder? Hvilke blikke kigger vi med, når vi ser på teenagelivet hos unge kvinder? Hvordan kan vi bedre stå sammen om at styrke unge pigers liv, når de vokser ind i kvindelivet?

Deltagere:
Dorte Toudal Viftrup, psykolog, ph.d., forsker og forfatter
Rose-Marie Tillisch, teolog, skuespiller
Sophie Hjerl, billedkunstner og kurator på udstillingen
Moderator: Christina Prinds, jordemoder, forsker

12.30-14.00 Frokostpause (Frokost ikke inkluderet)
12.30-13.00 Performativ Workshop
Performance af forfatter Gerd Laugesen på Købmagergade, udenfor Rundetaarn.

13.00-13.30 Omvisning i kunstudstillingen Overgange #2
Sophie Hjerl, billedkunstner og kurator på udstillingen

14.00-15.30 Skabelse og moderskab
At bære og føde et barn er en enestående kvindelig livsovergang, men samtidig uudforsket – i hvert fald i eksistentiel forstand. Måske er moderskabet det eneste vindue i livet, hvor vinduet til de store livsspørgsmål står helt åbent, uden at vi egentlig rækker ud efter dem? Den på én gang biologisk mirakuløse begivenhed ser vi ofte gennem en linse af risiko og biologi – men måske er der andre væsentlige linser? Vi leder i denne debat efter de gemte nøgler til erkendelse, som ikke rummes i sundhedsvæsenets tilgang.

Deltagere:
Maja Lucas, forfatter
Stense Andrea Lind-Valdan, billedkunstner og deltager i udstillingen
Moderator: Christina Prinds, jordemoder, forsker

16.00-17.30 50+ og mod nye horisonter
Overgangene til at være en midaldrende kvinde i overgangsalderen og senere til seniorlivet bliver i en ungdomsdyrkende kultur som vores ofte fortolket negativt med hovedvægt på tab af kropslige funktioner. Men et eksistentielt eller kulturelt perspektiv kan være lige så – eller mere – relevant, når det handler om udvikling, aldringsprocesser og muligheden for nye livgivende muligheder. Vi må væk fra at se på den aldrende kvindekrop som noget mindreværdigt, skamfuldt, syndigt og medicinsk ufuldkomment og i stedet fokusere mere på, hvordan vi skal gøre livet meningsfuldt, værdifuldt og spændende, når vi bliver ældre.

Deltagere:
Elisabeth Toubro, billedkunstner og deltager i udstillingen
Hanne Pahuus, tidl. sognepræst, sjælesørger og forfatter
Moderator: Lotte Hvas, læge, forsker og forfatter

Temalørdagen koster 140 kr. og inkluderer entré til Rundetaarn.

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Af hensyn til mulige coronarestriktioner og begrænset deltagerantal ved arrangementerne, er det nødvendigt med tilmelding på forhånd.

Frokost kan ikke købes eller indtages i Rundetaarn, men det er muligt at købe drikkevarer.

Festivalen er støttet af

Statens Kunstfond
Københavns Kommune – Rådet for visuel kunst
JMS fonden
William Demant Fonden

Tegneserien om H.C. Ørsted

Mød skaberne af tegneserien “Ørsted – han satte strøm til verden” til en talk om tilblivelsen.

H.C. Ørsted hører sammen med Tycho Brahe og Niels Bohr til blandt de største danske videnskabsmænd, og for første gang er hans liv og virke nu beskrevet i en tegneserie. Bag værket står tegneserieskaberne Ingo Milton og Sussi Bech samt seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU Space.

De tre forfattere fortæller om tilblivelsen af tegneserien og viser eksempler på arbejdet med at gøre historien så korrekt som muligt. Hvordan så København ud, da brødrene Ørsted ankom for at studere i 1794, hvordan gik man klædt, hvordan boede de og hvordan så et apotek ud indefra? Og hvordan gik det egentlig, da Ørsted skulle forsøge at vinde en pris for sin tyske ven Johann Ritter i Paris i 1803?

I foredraget ser vi på nogle af højdepunkterne i Ørsteds liv og viser, hvordan tegningerne blev til fra de første skitser til de færdige sider.

Tegneserien sælges i Rundetaarns butik i Bibliotekssalen, kr. 184,50. Kun få resterer fra 1. oplag, nyt oplag kommer 22. juli.

Thales Dag – paneldebat om konstruktiv klimaangst

Den græske filosof Thales faldt i en brønd, mens han gik og kiggede stjerner, Titanic stødte på et isbjerg, og den globale opvarmning er i færd med at smelte vores poler.

Videnskab har altid været forbundet med farer, og med afsæt i klimakrisen spørger vi et panel bestående af nogle af de ypperste klimaforskere, videnskabsfolk og fagfilosoffer, hvordan vi kan kanalisere den angst, som vores videnskabelige frembringelser forårsager, ud på en konstruktiv måde, der motiverer til handling frem for afmagt og dommedagsprofetier.

Debatten foregår i Rundetaarns Bibliotekssal i anledning af den årlige fejring af Thales Dag. På denne festdag for filosofi og videnskab markeres deres fælles opståen i det gamle Grækenland. Som sædvanlig vil aftenen blive krydret med udstilling, lækre Thales Dag-småkager til alle gæster og musik fra Alfkil, Chris Enghart og Bernt Hertz, ligesom vi ruller forudsigelsesbrønden frem og stiller præmier på højkant til den, der trækker den bedste forudsigelse lagt i brønden de foregående år.

Derpå tager vi sammen i Observatoriet, som har særligt åbent i dagens anledning, og kigger stjerner, ligesom Thales ifølge traditionen gjorde det på denne dag for 2605 år siden – dengang den filosofisk-videnskabelige tænkning blomstrede op og lagde grundlaget for vores moderne verden og de udfordringer og potentialer, der følger med.

Om panelet
Vincent Hendricks er professor i formel logik og tidligere mangeårig chefredaktør for et af verdens mest indflydelsesrige filosofiske tidsskrifter, Synthese. Som stifter og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet stiller han på tværvidenskabelig vis blandt andet skarpt på de psykologiske mekanismer, der er med til at forme os i en moderne medievirkelighed. I bogen “Kæmp for kloden” giver han bud på, hvordan man kan dæmme op for klimaforandringerne gennem øget samarbejde.

Katherine Richardson er professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet. Hun forsker i klimaforandringernes påvirkning af havmiljøet og er tidligere formand for Klimakommissionen. Tv har benyttet hende flittigt gennem årene til at gøre befolkningen klogere på klima og miljø.

Jonas Andreasen Lysgaard er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet med speciale i klima og miljøpædagogik. Blandt hans bøger hører “Dark Pedagogy: Education, Horror and the Anthropocene”, som tager afsæt i gyserfortællingen i den pædagogiske analyse af de eksistentielle ricisi forbundet med klimaforandringerne.

Sidste medlem af panelet er endnu ikke offentliggjort.

Læs mere om Thales dag her

Seminar Ablutions of the Body

Kunstnerne bag udstillingen mødes i dialog til seminar om mangfoldighed.

Bemærk; udstillingen er lukket for øvrige gæster imens seminaret foregår. Dørene åbnes igen for alle kl. 16:30 når Stella Geppert performer.

Intentionen med udstillingen “Ablutions of the Tongue” er at synliggøre den mangfoldighed af mennesker, som eksisterer i vores samfund og at forsøge at nedbryde fordomme gennem kunstens udtryk samt invitere til debat. Derfor arrangeres seminaret “Ablutions of the Body”, hvori nogle af kunstnerne fra udstillingen sammen med kollegaer som digter Shadi Bazeghi, kunstner Jakob Jakobsen og forfatter Ditte Amalie Hagelund Johansen går i dialog om behovet for en kritik af de nuværende normer.

Program:
Kl. 13.00-14.15
Oplæsning ved digter Shadi Bazeghi
Performance ved kunstner Linda Lazer
Samtale mellem de to om forskellige modstandsformer mod racegørelse modereret af kurator Louise Lassen Iversen

Kl. 14.30-15.30
Samtale mellem kunstnerne Peter Birkholm, Michael Schiøler og Jakob Jakobsen om at leve med en såkaldt psykisk sygdom, om magtforholdet mellem patient og læge og de strukturer, der er opbygget for at tage hånd om mennesker med en diagnose.
Modereret af kurator Louise Lassen Iversen

Kl. 15.45 – 16.30
Samtale mellem kunstner Kristina Steinbock og forfatter Ditte Amalie Hagelund Johansen om at have et fysisk handicap og en seksualitet og om dokumentarisme overfor det erfaringsbaserede.

Kl. 16.30
Performance af Stella Geppert.
Med sin nyeste performance InsideT tager Stella Geppert udgangspunkt i, hvordan oplevet og transgenerationel trauma kan sætte sig i kroppen.

Bio på deltagerne:

Shadi Bazeghi er digter, oversætter og redaktør af det tværnordiske tidsskrift, KRITIKER. Bazeghi har læst astronomi på Københavns Universitet og er uddannet fra Forfatterskolen i 2007. Hun debuterede med digtsamlingen Vingeslag (Gyldendal, 2015) og har blandt andet oversat den kontroversielle iranske digter Forugh Farrokhzads væsentligste værker i antologien, Kun stemmen bliver tilbage (Gyldendal, 2013), og udvalgte digte af Audre Lorde i Der er ingen ærlige digte om døde kvinder (OVO press, 2019). Hun skriver på en ny digtsamling, som udkommer senere på året.

Linda Lazer er en lyd- og performancekunstner, der i øjeblikket har base i det ydre rum. Påvirket af afrikansk kosmologi og 80’ernes cold wave musik prøver hen at formidle oplevelsen af at flyde i mellemgrunden mellem flere verdener. Gennem afrofuturisme og scifi temaer, udtrykker hen følelser af at være fremmed. Om ikke at være den ene eller den anden, men noget andet. At være udenjordisk. Hens mørke, svungne elektroniske toner former en overjordisk vision af vores meget jordnære ønsker og skavanker.

Peter Birkholm & Michael Schiøler mødte hinanden over Den Blå Avis i 2016 og har siden samarbejdet om musik og tegning. De har begge diagnosen skizofreni, hvad de tager udgangspunkt i til udstillingen Ablutions of the Tongue. Gennem tegning og lyd forsøger de at illustrere livet med en psykisk sygdom. Schiølers fokus er at forsøge at udtrykke og konkretisere livet med skizofreni, hvor Birkholms fokus er at undersøge hallucinationens realitet gennem dokumentariske skitser. I det tilhørende lydværk forsøger kunstnerne sammen at sætte ord på deres mere eller mindre abstrakte oplevelser.

Jakob Jakobsen er billedkunstner og skribent. En tråd gennem hans praksis er selvorganisering og han har over årene bygget en række uafhængige institutioner som for eksempel Det Fri Universitet i København, Hospital Prison University Archive og senest Hospital for Selvmedicinering. Han har i en årrække boet i London hvor han også selvorganiserede et projektrum med navnet Info Centre og et uregelmæssigt tidsskrift med navnet Infopool. I Danmark har han udstillet på Louisiana og på Arken ligesom han i udlandet har medvirket på Sao Paulo Biennalen og ved Documenta i Kassel. Han bor og arbejder i København og Berlin.

Kristina Steinbock arbejder primært med videokunst, der befinder sig i spændingsfeltet mellem teatralitet og identitet, individ og kategori og mellem dokumentation og fiktion. Steinbocks værker introducerer dokukunst som hybridgenre, når dokumentariske islæt understreges af æstetiske, skulpturelle og performancebaserede greb. Som genre griber dokukunsten virkeligheden an som en reel medspiller og som skuespiller anvender hun konsekvent mennesker som kommer med den livserfaring hun som kunstner undersøger og iscenesætter.

Ditte Amalie Hagelund Johansen lever af ordet og udtrykket på så mange platforme som overhovedet muligt. Foruden hverdagen som skribenten, der belyser handicaprelaterede emner, er hun både prisindstillet forfatter, skuespiller og kendt vinder af DR2-programmet “Danmarks lækreste med et handicap”. Hendes kunstneriske udtryk er altid baseret på et ærligt og råt fundament med rødder i den kliniske surrealisme.

Stella Geppert er billedhugger og scenekunstner. Hun forstår skulptur som en relationel undersøgelse af verbal og ikke-verbal kropslig kommunikation. Stella Geppert støttes af Goethe-Institut Dänemark, som en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020.

Aflyst: Stemmens Dag

Foreningen Stemmens Dag skulle have markeret World Voice Day med en række events og koncerter i Rundetaarn, men grundet øget smittetal i København er eventet aflyst.

Stemmens Dag er resultatet af et unikt samarbejde mellem foreninger, netværk og enkeltpersoner. Foreningen Stemmens Dag består af sangere, fonetikere, fortællere, retorikere, læger, logopæder, speakere og andre, der arbejder professionelt med stemmen. På Stemmens Dag kan man på vidt forskellige måder opleve, hvordan man kan forstå, undersøge, bruge og arbejde med stemmen.

Foreløbigt program:

Lørdag den 19. september: Stemmens Dag i hele Rundetaarn med aktiviteter kl. 10.00 til 17.00 (entré 40 kr.) samt Stemmens Aften koncert kl. 20.00 (entré 100 kr.)

Se mere på foreningens hjemmeside

Foto: Jens Lindhe

Julens åbningstider i Rundetaarn

Rundetaarn har åbent de fleste dage mellem jul og nytår.

I julen gælder følgende åbningstider:

Alle dage kl. 10-18, tirsdage og onsdage kl. 10-21
24. og 25. december LUKKET
31. december kl. 10-15
1. januar LUKKET

Herefter er der igen normale åbningstider, det vil sige alle dage kl. 10-18, dog tirsdage og onsdage kl. 10-21.

Observatoriet er i juleferien bemandet til stjernekig tirsdag og onsdag kl.18-21.

Desuden kan den aktuelle udstilling “Dansker med ulve” opleves i Bibliotekssalen i hele åbningstiden.

Stedet fortæller – historier fra Rundetaarn

Fem fortællere, fem fortællinger og 377 års historie på halvanden time. Rundetaarn er fuld af gode historier, og der er mulighed for at opleve en håndfuld af dem på en ny måde, når formidlingsvirksomheden Vandrehistorien inviterer til fortælleaften i Rundetaarns Bibliotekssal.

Hør historien om Rundetaarns unge år, om Peter den Stores besøg til hest, om borgerskabets fortrydelser og byens største offentlige tissehus, om runesten i Rundetaarn og om familien Jürgensen og den offentlige tid.

Fortællere på aftenen er Poul Duedahl, der er professor ved Aarhus Universitet og forfatter til ”Årets historiske bog” ikke mindre end tre gange, Torben Frandsen, der er en af byens mest garvede historieformidlere og -fortællere, Erik Nicolaisen Høy, bibliotekar ved Københavns Hovedbibliotek og ekspert i københavnske bladudgivelser i begyndelsen af 1800-tallet, Rundetaarns egen historiske konsulent Rasmus Agertoft samt Mads Kristian Mikkelsen, som er byvandrer, historiefortæller og vært for arrangementet.

Arrangementet begynder kl. 19, men inden da er der mulighed for at besøge Observatoriet på toppen af Rundetaarn, der er åbent og bemandet fra kl. 18. Under arrangementet er baren åben, og i pausen er der lidt til den søde tand.

Læs mere om Vandrehistorien på www.facebook.com/vandrehistorien

Foto: NASA

How do we return to the Moon?

Arrangementet foregår på engelsk.

Paneldiskussion i Rundetaarns Bibliotekssal med deltagelse af bl.a. den danske astronaut Andreas Mogensen, John Horack (Neil Armstrong Chair in Aerospace Policy, The Ohio State University),  Emily Law (NASA JPL), m.fl.

Rundt om i verden diskuterer nationale rumagenturer planer om at sende mennesker tilbage til Månen. Vil det ske i samarbejde, i konkurrence eller kommercielt og hvordan kan mennesker trives i rummet? Hvad har vi lært af Apollo projektet og hvor er vi på vej hen? Ud fra disse emner introduceret af panelets deltagere vil spørgsmålet ”Hvordan vender vi tilbage til Månen?” blive diskuteret.

Paneldiskussionen er en del af Space Days 2019, hvor temaet er Månen. Til arrangementet vil der også være mulighed for at se udstillingen ”Rundt om Månen”, der er lavet af Dansk Selskab for Rumfartsforskning i anledning af 50 året for den første bemandede landing på Månen. Udstillingen er blevet til i samarbejde med en lang række samarbejdspartnere og frivillige.

Under Space Days 2019 er der også foredrag, workshops, filmvisninger og rundvisninger. Se hele programmet på spacedays.dk

Arrangør: Dansk Selskab for Rumfartsforskning i samarbejde med IDA Space og Rundetaarn. Andreas Mogensens deltagelse er arrangeret i samarbejde med ESA og Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM).

På Livets Rand

En kosmisk fødselsdagsforestilling på måneudstillingens sidste dag.

I Christian Kronmans teaterfortælling ”På Livets Rand” udgør Rundetaarn og Assistenskirkegården to eksistentielle ståsteder for det lille menneske under stjernerne og de fjerne galakser. Assistens er den ultimative jordforbindelse og Rundetaarn den ultimative himmelforbindelse.

Mellem disse to poler udfolder fortællingen sig om Brillemar Balthazar. Han står som arving til et multinationalt brilledynasti, men taber det hele på gulvet. Parallelt med den sociale nedtur oplever Balthazar imidlertid en tilsvarende universel optur. Han har indrettet sit eget observatorium på taget af ejendommen på Balders Plads, hvor han bor og fungerer som vicevært. Og herfra kan han selvfølgelig se mindst lige så langt ud i rummet gennem sin selvbyggede kikkert, som var den et af de allernyeste satellitteleskoper.

Inden i den historie ligger en anden, nemlig fortællerens selvbiografiske beretning om, hvordan vejen ud af en dyb krise gik over en blomstret vinkasse fra Odense Vinkompagni, rundt om Rundetaarn som gadedigter og ud på Assistens som rundviser.

”På Livets Rand” blev uropført i efteråret 2018 på Kulturcentret Assistens’ lille scene i Kapellet. Genopsætningen i Bibliotekssalen i Rundetaarn den 3. november 2019 sker på Christian Kronmans 80 års fødselsdag. Det blev et søndagsbarn!

Manuskript og fortæller: Christian Kronman
Instruktion og scenografi: Torben Jetsmark

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.