Double Happiness
Instruktør og koreograf Steen Koerner og komponist Yo Akim (Joakim Hjejle) har sammen skabt kunstprojektet ”Double Happiness”, som er en moderne fortolkning af en af H.C. Andersens mange kunstneriske udtryk: papirklippet og dets rødder i Kina.
Inspireret af H.C. Andersens blanding af stilarter og udtryksformer trækker udstillingen ”Double Happiness” den odenseanske digters tænkning og ind i nutiden og kobler papirklippet til street art, musik og kinesisk livsfilosofi.
Papirklippet finder helt nye udtryksformer ved at blive udsat for electric boogie, tutting dance, musik, film, fotokunst og sangtekster i en udstilling, som aktivt involverer publikum. Musikken ledsager også udstillingen, hvor en række af danske sangerinder bidrager.
Bag udstillingen står instruktør og koreograf Steen Koerner ved Steen Koerner Studio og komponist og kunstner Yo Akim (Joakim Hjejle), som har skabt musik og papirklip.
”Vi arbejder med den urbane kunst og hip-hop som sprog og skaber en friere adgang til kreativiteten på tværs af genrer og udtryksformer. Vi vil gerne dele ‘Double Happiness’ ud til alle, men det er kun ved at opdage det, at man kan modtage det – og derfor er modtageren lige så vigtig som afsenderen. Det er igennem deltagelse, at lykken findes,” siger Steen Koerner og tilføjer:
”Der er et ur-udtryk gemt i papirklippet. Et uendeligt dybt udtryk. I Kina, som H.C. Andersen var så fascineret af, har man klippet papir i to tusind år. Her klipper man blandt andet til livets store fester – ikke mindst tegnene, der betyder ‘Lucky’ og ‘Double Happiness’.”
Rundt om Månen
Kom med på en vandring rundt om Månen: Fra fortiden og ind i fremtiden. Dansk Selskab for Rumfartsforskning præsenterer en udstilling i lyd, billeder og Augmented Reality i Rundetaarn.
Den 20. juli 1969 landede de første mennesker på Månen. I 2019 markeres 50-året for denne bedrift i Rundetaarn med udstillingen “Rundt om Månen” som en del af Space Days 2019. Space Days bliver fyldt med aktiviteter for alle aldre. Læs mere om Space Days programmet.
Med objekter fra ind- og udland og gennem billeder, film, lyd, augmented reality og interaktivitet fortæller Dansk Selskab for Rumfartsforskning historien og videnskaben bag månemissionerne, fremtidsdrømmene og menneskets rejse til Månen. Formidlingsgreb vil være computerspil, video, robotter, AR, VR og 3D print. Der vil blive udarbejdet en fuldskala Augmented Reality Saturn V raket (den raket, der sendte mennesker til Månen) ved siden af Rundetaarn, set fra gadeniveau.
Udstillingen er tilrettelagt i en række temaer som rumkapløbet, Apollo 11-missionen og planerne for at vende tilbage til Månen. I udstillingen skabes en fortælling, der går 50 år tilbage i tiden og 50 år frem i tiden, så bedsteforældre, der kan huske månelandingerne, kan tage deres børnebørn med til udstillingen og finde en fælles interesse på tværs af generationer.
Månen er ikke blot en destination, vi har besøgt, men i høj grad et mål for den unge generation. Målgruppen for selve udstillingen er den brede befolkning – med specifikke arrangementer til børn og unge. Der skabes en ny, moderne og interaktiv udstilling med aktiviteter, som henvender sig til børn og unge og stiller spørgsmålet: Hvad er månen for den næste generation?

I forbindelse med udstillingen kan skoleklasser booke et workshopforløb. Det foregår i Rundetaarn på udvalgte dage i oktober 2019, hvor eleverne skal designe og udvikle en LEGO-Rover-mission til Månen.
Læs mere om LEGO Rover Mission (5.-10. klasse)
Få pladser tilbage, booking via Rundetaarns Ditte Marie Lund på dml@rundetaarn.dk
Udstillingen er støttet af:
- Cinemateket
- Europlanet
- Aage og Johanne Louis-Hansen fond
- ESA
- Krogagerfonden
- TPU
- Ticra
- Thomas B. Thriges fond
- Uddannelses og forskningsministeriet
- IDA Space
- Ellehammerfonden
- DUF initiativstøtte

A Play, A Tale
Rundetaarns omfattende samling af historier, billeder og astronomiske genstande er det fælles udgangspunkt for de unge kunstnere med samarbejdspartnere, der bidrager til kunstudstillingen ”A Play, A Tale”.
Sammen omdanner de Bibliotekssalen til et rum for historiefortælling, udveksling og fordybelse ved hjælp af skulpturer, installationer, malerier og papirarbejder.
Under hele udstillingsperioden er der performances og koncerter, der vil aktivere værkerne, samt workshops om maleri og skulptur for børn og unge. Udstillingen er skabt af Aia Sofia Coverley Turan og Benjamin Savi.
Udstillende kunstnere:
Anna Stahn, Morten Knudsen, 12 Chairs, Rikard Thambert, Blair Swan, Gabriel Bott, Tora Schultz Larsen, Iselin Toubro, Rosalinde Mynster, Jakob Emil Lamdahl, Mette Rasmussen, Stephanie Bech, Rasmus Styrmer, Erik Hed, Benjamin Savi, Aia Sofia Coverley Turan og Anna Ørberg.
Performances og koncerter:
D/O Ripper and 12 Singers, Ydegirl, Cassie Augusta Jørgesen, Simin Ramezanali feat. Friends
A PLAY, A TALE from Rundetaarn on Vimeo
Rotunda
Udstilling af den danske arkitekt og billedkunstner Jacob Sebastian BangHundredvis af cirkulære gipsskulpturer med varierende diametre og profileringer indtager Bibliotekssalen, når den danske arkitekt og billedkunstner Jacob Sebastian Bang sommeren over udstiller soloværket “Rotunda” i Rundetaarn.
Værket “Rotunda” kan læses som et skulpturelt arkitektonisk værk i sin egen ret: som en enorm arkitekturmodel af et monumentalt utopisk land art-projekt, hvor Bibliotekssalen er landskabet.
Jacob Sebastian Bang er inspireret af store cirkulære anlæg: overbevoksede ringborge fra vikingetiden, cirkulære begravelsesanlæg i Indien, siloer, Pantheon, runde Tulou-bygninger fra Fujian i Kina, Palladios Villa Rotunda, som er ikonisk for de fleste arkitekter, tekniske anlæg – og sidst, men ikke mindst Rundetaarn!
Flere af de nævnte bygninger har en cirkulær plan – på latin “rotundus” – som har givet navn til udstillingens værk. Men værket afspejler også arbejdet med de forskellige cirklers profiler – deres dybder, bløde rundinger og skarpe kanters leg med lys og skygge.
Ved en Tower Talk den 7. august kl. 17 møder vi Jacob Sebastian Bang til en talk om udstillingens tilblivelse og særlige univers.
Jacob Sebastian Bang udtaler: “Værket “Rotunda” er et eksempel på en eksperimenterende praksis – såkaldt kunstnerisk udviklingsarbejde. Ud over det er jeg simpelthen optaget af at skabe store serier af modeller, der afspejler min glæde ved formgivning. Noget andet er at præsentere arbejdet for offentligheden et så ikonisk sted som i Rundetaarns smukke udstillingssal, hvor dagslyset er helt fantastisk, og hvor modellerne virkelig kommer til deres ret”
Jacob Sebastian Bang (født 1965), der bor i Hellerup, er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole (nu KADK) i 1995 og til daglig lektor og programleder ved Institut for Bygningskunst (IBD) ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK). Han arbejder og forsker inden for begrebet Kunstnerisk udviklings virksomhed (KUV) med særlig fokus på arkitektonisk repræsentation i tegning, maleri og model – og – med fokus på udstillingen som proces, værk og dokumentation.
Jacob Sebastian Bangs kunstneriske praksis har resulteret i en lang række udstillinger, både soloudstillinger som ”1001 Model” (2012), ”In the Memory of Space” (2013) og ”Elements” (2014) og ikke mindst som udstiller på talrige forårsudstillinger på Charlottenborg gennem tiden. Han har gennem årene modtaget adskillige legater fra blandt andet Dreyers Fond, Nationalbankens Jubilæumsfond og Statens Kunstfond. Jacob Sebastian Bang er medlem af Kunstnersamfundet.
Udstillingen “Rotunda” er støttet af KADK, Dreyers Fond og Nationalbankens Jubilæumsfond.
