Bibliotekssalen

Det første Universitetsbibliotek
Af Erling Poulsen

Grundstenen til Københavns Universitetets første institut, der oven i købet var tredelt, blev lagt i 1637. Den første del, Rundetaarn, var færdig i 1642 og blev taget i brug som astronomisk observatorium. Den næste del, Trinitatis Kirke, skulle tjene teologien og blev taget i brug som studenterkirke i 1656.
Den sidste del var den store sal oven over kirken, den blev taget i brug som bibliotek 7. juli 1657 og fungerede som universitetsbibliotek frem til 1861.

 

Den første bibliotekar var professor Thomas Bang; Han blev allerede i 1649 udnævnt til leder af Universitetets bogsamling, som da var både spredt og klemt i de gamle universitetsbygninger. Bang var selvfølgelig inddraget i planlægningen og indretningen af den nye store og lyse sal, hvor der var rigelig plads til Universitetets ca. 10.000 bind.

Som det var normalt i tidens biblioteker, var bøgerne opstillet langs væggene, og ude på gulvet stod borde og stole til de studerende. Der findes ingen billeder af salens udseende, men fra tiden, mens den blev indrettet, findes en beskrivelse (i Encomion Regni Daniæ af Jens Lauridsen Wolf):

”Naar man der indkommer, da er at see paa begge Sider store Boge-Skaff oc it langt Boer røt anstrøgen med Benke hos, oc er hvert Bogeskaff med 4 Døre for Affdeelet, de tvende øfverste Døre er med Staaltraad betecet, at mand kan see Bøgerne, som der inde staar, de underste er udi Panille (træ) giort, paa hvilce er at see malet adskillige merckelige oc underlige Historier og Latinæ oc Danske artige Emblematis(symbolske billeder med vers omkring).”
Loftet var malet gult og bjælkerne var røde (de oldenborgske farver, som vi i dag kender fra postbudene). To af bogskabene var også røde, de indeholdt “Det kongelige Bibliotek”. Den del af rummet som lå over kirkens kor var adskilt fra resten af et lavt gitter, og vinduerne i denne afdeling havde grønne gardiner.
De øvrige bogskabe var sandsynligvis også malede, men vi ved det ikke. De havde i øvrigt navne efter hvem, der havde skænket bøgerne i dem – bøgerne var altså ordnet efter givere og ikke efter indhold.
Vinduesnicherne var prydet af malerier af berømte mænd, deriblandt reformatorerne.
Allerede efter få år var salen blevet for lille, så indgroet var forestillingen om, at bøgerne kun kunne stå langs væggen. Man måtte indrette en filial i et af kapellerne i Frue Kirke, men senere kom bøgerne tilbage –  nu i reoler ude på gulvet.
Der blev indført den uheldige skik at den ældste professor tillige var bibliotekar, til skade for driften, for han betragtede arbejdet som et æreshverv uden forpligtelser.

21. Oktober 1728
Den største katastrofe i Københavns historie var den store brand. En lille ildløs, nede omkring den nuværende Rådhusplads, fik på grund af uheldige omstændigheder et enormt omfang, og især området omkring Rundetaarn blev ramt. Kun lidt af bogsamlingen blev reddet, fordi de skrækslagne københavnere søgte ly i tårnets brandsikre Sneglegang og umuliggjorde fjernelsen af bogskatten. Også kirken, tagkonstruktionen og Observatoriet på tårnets top udbrændte totalt.
Allerede året efter branden begyndte man at opbygge biblioteket igen, og efter få år var det ved køb og gaver oppe på samme størrelse som før (ca. 30.000 bind). 40 år efter branden var der igen pladsproblemer og bibliotekets nyindretning blev udtænkt af Abraham Kall, universitetsbibliotekar fra 1765-80. Han skrev: ”a Bibliotheket først indrettedes efter Branden, havde man kuns faa Bøger, og vilde nok gierne, at Bibliotheket skulde synes nogenlunde anseeligt. Man opfandt da de 12 store Bog-Maschiner, hvis for den Tiid vigtige Dyd bestod i at fylde megen Plads og romme kuns Lidet.”

Der blev opstillet reoler langs væggene og i korsform ud fra de bærende bjælker, så der nu var plads til dobbelt så mange bøger. Et problem var, at da bøgerne nu var let tilgængelige, måtte man forhindre publikums adgang til salen, og der blev derfor indrettet et læseværelse først i salen.

Under Københavns bombardement i 1807 var det nær gået galt igen, man var allerede begyndt at hejse bøgerne ned i tårnets hule midterskakt, da våbenhvilen blev indgået.

Oldsagssamlingen
Fra 1803 til 29 var Rasmus Nyerup bibliotekar. Han tillod publikum at komme ind i salen igen, især fordi han i 1807 var blevet sekretær for Oldsagskommisionen, som manglede et opbevaringssted for alle de oldsager, der strømmede ind fra hele landet. Sekretæren fjernede de bøger, der var over kirkens kor, og her blev plads til oldsagerne. De tungeste af vore fortidsminder blev der dog ikke plads til: Runestenene blev opstillet i tårnets Sneglegang.
Nyerups efterfølger som sekretær blev Christian Jürgensen Thomsen. Han gav gratis omvisninger i samlingen og indrettede den efter sit eget system i sten-, bronze- og jernalder, en opdeling af fortiden, som i dag bruges over hele verden.
I 1832 blev det nødvendigt at flytte oldsagerne til Christiansborg, og senere har Nationalmuseet (et navn Nyerup fandt på) fået den plads, det stadig har.
Fra denne tid findes en beretning om Bibliotekssalen i “Mit Livs Eventyr” af H. C. Andersen:

”Morskabslæsning fik jeg snart en heel Deel af og det fra Universitets-Bibliotheket; Regentsprovsten, gamle Rasmus Nyerup, om hvem jeg fra Bunkeflods Huus vidste, at han var Bondesøn, og havde gaaet i Odense lærde Skole, var jeg en Dag gaaet op til, fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Eiendommelighed tiltalte den gamle Mand, han fik Godhed for mig og paa Bibliotheket over Rundekirke lod han mig gaae om og see i Bøgerne, kun at “de sættes paa rette Sted”, og dermed var jeg i høiste Grad samvittighedsfuld, som med de mange Bøger med Billeder, han lod mig laane hjem. Jeg var meget glad!”

I 1852 var Biblioteket stopfuld af bøger, noget måtte gøres, og en byggekomité blev nedsat. Et nyt bibliotek blev bygget i Fiolstræde, og det åbnede for publikum i 1861. Kall havde i 1777, efter sin nyindretning af salen, regnet med plads til 10.0000 bind, der var nu 180.000.
Salen stod nu tom, men blev i en periode udlejet som lagerrum til først Retzels og senere Gyldendals forlag. Fra 1905 til 27 brugte den kendte teatermaler Carl Lund det store gulv som kulisseværksted. I 1930 åbnede astronomihistorikeren Harald Mortensen sin historisk-astronomiske samling i de to små værelser ved salens indgang, og resten blev brugt som depot af Zoologisk Museum.

I 1987 blev salen istandsat og indrettet til udstillinger og koncerter.

Udstillingsbetingelser

Arrangementsbetingelser, herunder koncerter