Åbent alle dage 10-20
Indgangen til Kokkenborg

En skudsikker forbindelse

Et af de mest charmerende træk ved Rundetaarn er dets karakteristiske Sneglegang, der løber godt 200 meter fra indgangen på Købmagergade og næsten op til opgangen til Observatoriet på tårnets top. Sneglegangen er imidlertid også en af de største gåder ved det gamle tårn. For hvorfor i alverden bygge sådan en sælsom anordning midt i København?

“Himlen nås som bekendt nemmest ved at bygge opad”

Det er der mange, der har forsøgt at svare på, og svarene stritter i flere retninger. Som det tit er tilfældet, når man har med Rundetaarn at gøre, skal man dog være varsom med at lade det ene udelukke det andet. Sneglegangen er lang nok til, at flere forklaringer kan gøre sig gældende samtidig på det samme fænomen.

Babelstårnet

Hvis man graver dybt i bunken af tegninger og stik fra 1500- og 1600-tallet, viser der sig en overraskende mængde, der inkluderer tårne med sneglegang. Flere af dem er forsøg på afbildninger af det store tempeltårn, der i oldtiden fandtes i hovedstaden Babylon eller Babel, som byen hedder på hebraisk. Tårnet, som historikeren Herodot (o. 480-o.420 f. Kr.) beskriver med en udvendig opgang formet som en spiral, bliver i Det Gamle Testamente identificeret med det tårn, som de himmelstræbende mennesker forsøgte at bygge, men som blev stoppet af Gud Herren, der forvirrede dem ved at give dem forskellige sprog.

Selv om myten gerne udlægges som den gammeltestamentlige Guds tilrettevisning af de opsætsige mennesker, fik Babelstårnet i renæssancen også en positiv valorisering som selve symbolet på en svunden visdom, som man stræbte efter at genfinde. Når stjernetårnet Rundetaarn har en sneglegang, trækker det altså på en omfattende kompleks af forestillinger om ældgammel lærdom og guddommelig indsigt.1

Kongens podagra

Men Sneglegangen trækker også på mere konkrete bygningsværker. 1500- og 1600-tallet kan også opvise flere eksempler på trinløse ramper, som fyrstelige personer har anlagt for at kunne transportere sig såvel standsmæssigt som mageligt til deres højtliggende gemakker. Det gælder for eksempel det gamle slot i Berlin, som Rundetaarns bygherre, Christian IV (1577-1648), besøgte i sin ungdom, og hvor der var en såkaldt ridesneglegang eller ”Reitschnecke”, som fænomenet kaldes på tysk.

Babelstårnet fra forsiden af Peder Syvs
Babelstårnet fra forsiden af Peder Syvs "Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog" 1663.

Allerede astronomen Christian Longomontanus (1562-1647), der under byggeriet af Rundetaarn kom med forslag til Observatoriets indretning, anfører, at Sneglegangen er lavet, for at Christian IV kunne blive transporteret derop, selv om man ikke ved, om han nogensinde har taget turen til hest, i vogn eller bærestol. Senere gæt på løsninger af Sneglegangens gåde har lydt, at det på den måde var nemmere at fragte astronomiske instrumenter til tårnets top.

Ingen af forklaringerne er dog helt tilfredsstillende, for som arkitekten Helge Finsen (1897-1976) skriver om Sneglegangen: ”Den sædvanlige Baedecker-forklaring paa dens opførelse er, at den skulde lette transporten op til observatoriet af den podagristiske kong Christian og af de svære instrumenter. Men selv af en kongelig podagra turde denne pompøse indretning være en vel stærk konsekvens, og hvad instrumenterne angaar, saa var det nemmere at hejse dem op og ned, naar de skulde skiftes om.” Finsen konkluderer derfor: ”Naar man valgte sneglegangen, har det sikkert først og fremmest været for dens skønheds og mærkværdigheds skyld, selv om man heller ikke har været uinteresseret med hensyn til dens bekvemmelighed.”2

Hvad bastionen gemte

Rundetarns Sneglegang har kort sagt lidt af det hele. Anderledes ligetil forholder det sig imidlertid med den eneste anden sneglegang, der befandt sig på dansk område, da Rundetaarn blev bygget. Den ligger i den svenske by Varberg i Halland, der var dansk frem til 1645, og den er også bygget af Christian IV.

Varberg spillede en vigtig rolle i de langvarige stridigheder mellem Danmark og Sverige, blandt andet under Den Nordiske Syvårskrig fra 1563 til 1570, hvor svenskerne på et tidspunkt havde held til at overtage byens slot. De danske tropper vandt den dog tilbage igen, og under Christian IV udbyggedes slottet til et af de på den tid mest moderne fæstningsanlæg i Nordeuropa.

Der blev anlagt et antal stjerneformede bastioner, og i en af dem, den såkaldte Grå Munk i fæstningens sydøstlige hjørne, lavede man en skakt, der skulle forbinde bastionen med lavereliggende kanonstillinger. Derved blev der dannet ”en skudsikker forbindelse mellem de forskellige batterier i og paa bastionen”, som det er blevet påpeget.3

Kokkenborgs hule kerne
Kokkenborgs hule kerne.

Telefon og elevator

Og ikke nok med det. Det er nemlig denne skakt, der har den nydeligste lille sneglegang, hvilket har givet flere praktiske gevinster. ”Den har gjort det muligt under et angreb at flytte rundt med armering og mandskab ganske efter behov og i komplet sikkerhed”, skriver således Helge Finsen.

”Meget andet har kunnet forenkles ved den, baade kommandoføring og ammunitionstransport. Bastionens chef, som vel har haft sin plads ved dens top, har kunnet raabe sine ordrer ned gennem kernecylindren – og kanonkuglerne har man kunnet lade trille ned til de lavere batterier af sig selv, om man havde lyst. Den har til en vis grad kunnet erstatte baade telefon og elevator.”4

Selve den spiralformede rampe er dog ikke det eneste, der minder om Rundetaarn. I ydermurene er der nicher, mens der på sneglegangens modsatte side er åbninger ind til en hul kerne, der giver lys ovenfra. Rundetaarns Sneglegang har også nicher og en hul kerne, og åbningerne ind til den menes oprindelig at have stået åbne, selv om det er tvivlsomt, om der ligefrem har været hul foroven.

En praktisk prototype

Der har også været tvivl om, hvornår Varbergs snegleskakt, der på dansk kaldes Kokkenborg og på svensk Kockenburg, er bygget. Engang gættede man på 1580’erne, siden på begyndelsen af 1600-tallet, og mest sandsynligt er den nok blevet færdig omkring 1625.5 Men i hvert fald skete det altså under Christian IV og formentlig under medvirken af kongens generalbygmester, Hans van Steenwinckel den yngre (1587-1639), som tillige tilskrives en del af æren for Rundetaarn.6 Også her er der altså en skudsikker forbindelse.

Kokkenborg, som ligefrem er blevet kaldt et ”indgroet Rundetaarn”,7 kan således på mange måder betragtes som en slags praktisk prototype for den københavnske sneglegang. Og i Varberg er der ikke skyggen af babylonisk forvirring. Himlen nås som bekendt nemmest ved at bygge opad.

Første del af Kokkenborgs sneglegang
Første del af Kokkenborgs sneglegang.

Noter

1Johann-Christian Klamt: ”The Round Tower and its Relation to Architecture of the 16th Century”. I Hafnia. Copenhagen Papers in the History of Art 1976. University of Copenhagen, Institute of Art History, 1977, s. 58-64.
2Helge Finsen: ”Rundetaarn og Trinitatis Kirke”. I Helge Finsen og Willy Hansen (red.): Rundetaarn og Trinitatis Kirke. Foreningen af 3. December 1892, 1932, s. 37.
3Helge Finsen: ”Rundetaarn og Trinitatis Kirke”. I Helge Finsen og Willy Hansen (red.): Rundetaarn og Trinitatis Kirke. Foreningen af 3. December 1892, 1932, s. 38.
4Helge Finsen: ”Rundetaarn og Trinitatis Kirke”. I Helge Finsen og Willy Hansen (red.): Rundetaarn og Trinitatis Kirke. Foreningen af 3. December 1892, 1932, s. 38.
5Jan Steenberg: Rundetaarn og sneglegang. Arkitektens Forlag, 1952, s. 8-12.
6Fr. Weilbach: ”Rundetaarn  som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 14.
7Helge Finsen: ”Rundetaarn og Trinitatis Kirke”. I Helge Finsen og Willy Hansen (red.): Rundetaarn og Trinitatis Kirke. Foreningen af 3. December 1892, 1932, s. 37.