Restaureringsarbejde: Rundetaarns observatorium restaureres i 2026. Følg med her.

Åbent 10-18.

RUNDETAARN KLASSIK: NOVO Quartet

Dato
29.10.2026
Tid
20:00
Pris
Voksen 110 kr. Studerende 80 kr. Barn 60 kr.

RUNDETAARN KLASSIK: NOVO Quartet

Hvordan klinger et lysekko? Måske bliver du klogere på det denne aften, hvor NOVO Quartet, en af Europas bedste unge strygekvartetter, gæster Rundetaarn og fortolker den aktuelle udstilling med en helt særlig performance, der forbinder musik og lys.

I forbindelse med udstillingen Light Echoes, hvor kunsten bliver et medie for kompleks astrofysisk forskning, inviterer NOVO Quartet publikum til en særlig koncertoplevelse, hvor lysinstallationer væves ind i musikken og skaber en atmosfære, hvor tid og rum næsten opløses.
Som i udstillingens installationer bliver musikken et spejl af kosmiske fænomener, hvor kunst og
videnskab forenes i en sanselig oplevelse af lys, lyd og tid.

Aftenens program
Først spiller kvartetten et uddrag af Henryk Góreckis Strygekvartet nr. 2. Dette værk kredser om erindring, gentagelse og ekkoer.

Efter en kort pause vil publikum opleve Arnold Schönbergs Verklärte Nacht. Et intenst og transformerende værk, hvor mørket gradvist brydes af lys – en musikalsk parallel til stjernens eksplosion og det håb, der opstår i dens efterklang.

I fremførslen af dette værk vil kvartetten få selskab af Kirsten Wilbrandt Kjær, bratsch, og Oskar Friis-Hansen, cello.

En del af en række
Koncerten er den sidste i en række af fire, der fortolker hver af Rundetaarns udstillinger i løbet af 2026, som alle tager udgangspunkt i lys. I 2026 markerer vi nemlig 350-året for astronom og tidligere leder af Rundetaarn Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed.

De øvrige koncerter er:

26. februar: Michalak & Schermi

28. maj: Kærlighedens sange

27. august: Duo Mischa – Folkemusik på flugt

Om musikerne
NOVO Quartet består af violinisterne Kaya Kato Møller og Nikolai Vasili Nedergaard, bratschisten Daniel Śledziński og cellisten Signe Ebstrup Bitsch. Siden kvartettens dannelse i 2018 har de optrådt på nogle af verdens store kammermusikscener som Wigmore Hall i London og Laeiszhalle i Hamborg.
Strygekvartettens tilgang til kammermusikken er nysgerrig, og på en scene sprudler de af energi, mod og seriøsitet.

NOVO Quartets bedrifter inkluderer toppriser ved konkurrencerne i Genève, Heidelberg, Carl Nielsen og Trondheim. Senest er de blevet udvalgt som BBC New Generation Artists 2025–27 – en vigtig milepæl, der styrker deres voksende engagement i Storbritannien. Fra efteråret 2025 tager de også hul på et nyt kapitel med et årelangt residency som Ensemble in Association ved Royal Northern College of Music i Manchester.

Praktisk

Både før og efter koncerten vil aftenens gæster have mulighed for at fordybe sig i både udstillingen Light Echoes og tårnets øvrige udstilling om den verdensberømte astronom Ole Rømer og hans store opdagelse af lysets hastighed.

Det vil naturligvis være muligt at købe lidt at drikke og se sig om i Sneglegangen eller på platformen på toppen.

Koncerten er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.