Åbent 10-20
Fotograf: Mathias Kluge

Koncert med Elof & Bremer

Midt i Rundetaarns aktuelle udstilling “Sculpture to Sculpture” og flankeret af fantastiske skulpturer spiller ukulelevirtuosen Tobias Elof koncert med Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy.

Fem danske og internationale kunstnere hylder i øjeblikket skulpturen i Rundetaarns Bibliotekssal i dialog med de arkitektoniske rammer. I juni er der mulighed for at opleve udstillingens skulpturer svøbt ind i musik, når Tobias Elof sammen med kontrabassisten Jonathan Bremer spiller en intimkoncert lige midt i udstillingen omgivet af de skulpturer, som står i centrum under ”Sculpture to Sculpture”.

Nordiske rødder

Med mere end 20 års erfaring i at performe og komponere på ukulelen, en bachelor i traditionel musik fra Folkemusikkonservatoriet, 2 DMA Folk-nomineringer og turnéer i Europa og Asien er Tobias Elofs musik blevet en etableret del af folkemusikscenen. Med inspiration i sine nordiske rødder lægger Elofs intime og organiske lyd op til fordybning. Elof ønsker at skabe en opposition til den larmende verden og give lytteren en rolig sindstilstand.

I juni 2017 udgav Elof sit debutalbum “Settle Down” (Raske Plader). En plade, der blev til over flere års samarbejde med musikere som Morten McCoy, Jonathan Bremer, vokalkvartetten Åkervinda samt lydteknikeren Jonas Nakel.

Tobias Elof bliver til koncerten i Rundetaarn backet op af den anerkendte kontrabassist Jonathan Bremer, der blandt andet har turneret med Niels Lan Doky, vundet Årets Steppeulv 2019 og er kendt fra jazz-duoen Bremer/McCoy.

Elof har desuden sat musik til portrætter af kunstnerne bag “Sculpture to Sculpture”, der løbende tilføjes her på hjemmesiden.

Se portrætterne

Koncerten i udstillingen er en del af et rigt program med skulpturen i centrum, der blandt andet er blevet til i samarbejde med Thorvaldsens Museum.

Se programmet

Om musikken

Elofs debutalbum trækker på de Nordiske rødder. Det er komfortabelt, afslappende og flydende at lytte til. Det er naturmusik. Musik hvor du kan høre træerne gro, solen skinne og fuglene fløjte
– Niels Overgård, Jazznyt.com

Meditativt og organisk møde mellem ukulele og kontrabas og mellem nordisk roots og jazz
– Spillestedet Alice CPH

Find musikken

Koncert med Rudersdal Kammersolister

Oplev en kammerkoncert med fire musikere, der alle har markeret sig som dedikerede solister og kammermusikere igennem flere årtier.

For første gang spilles Poul Ruders’ klaverkvartet for et publikum i Danmark. Det er blevet udskudt et par gange grundet nedlukningerne, men denne aften fremfører Rudersdal Kammersolister det store substantielle kammerværk af den verdensberømte, danske komponist.

Musikken bevæger sig fra en simpel næsten naiv melodi til et virvar af sammenflettede mønstre for igen at fade ud i det enkle, barnlige tema.
I november 2021 opførte de værket ved åbningskoncerten på Sound Ways Festival i Skt. Petersborg, og Ruders udbrød: Det er f…. godt, intenst og gribende!

Nordisk-Russisk Musikforening har gjort det til sit speciale at kombinere den nordiske og den østeuropæiske musiktradition. Koncerten byder derfor også på musik af den ungarske romantiker, Franz Liszt, og den nulevende russiske komponist, Lera Auerbach.
Auerbach og hendes musik har en særlig betydning for Rudersdal Kammersolister, idet ensemblet blev dannet på opfordring af hende. Hun turnerer i hele verden, hvor hendes værker bl.a. opføres i Musikverein i Wien og ved den prestigefulde Verbier Festival i Schweiz. I sommeren 2017 var hun gæst ved Rudersdal Sommerkoncerter og opfordrede her violinisten Christine Pryn til at starte et ensemble af dedikerede musikere, der har givet kammermusikken højeste prioritet i deres karriere.

Sammen med bratschist Mina Fred, cellist John Ehde og pianist Manuel Esperilla har Christine Pryn siden 2018 givet koncerter som Rudersdal Kammersolister og optrådt ved en lang række koncerter over hele landet.

Program

Franz Liszt: Tristia
Lera Auerbach: Klavertrio nr. 2 “Triptych – This Mirror Has Three Faces”
Poul Ruders: Klaverkvartet

Rudersdal Kammersolister består af:
Christine Pryn, violin
Mina Fred, bratsch
John Ehde, cello
Manuel Esperilla, klaver

AFLYST: Koncert med Rockkoret

Koncerten er blevet aflyst, købte billetter refunderes snarest muligt.

Rockkoret er et 8-stemmigt rytmisk københavnsk a cappella kor bestående af erfarne sangere. Koret synger rock og pop som de fleste kender til, men i arrangementer skrevet af dirigent Christian Berg, som sætter krøller og finurligheder på de kendte sange, som gør dem til næsten helt nye numre. Publikum kan forvente stor lyd og ikke mindst en sangglæde der smitter helt ned til de bagerste rækker

Rockkoret afholder to koncerter lørdag d. 29. maj kl. 19.30 og 21.00 samt koncert søndag d. 30. maj kl. 19.30. Koncerternes deltagerantal er endnu uvist grundet forsamlingsforbuddet og foreløbigt sælges 50 billetter per koncert.

Mozart, Bologne & Dohnányi

Der er en sjælden mulighed for at høre den franske komponist Joseph Bologne, der også kaldes “den sorte Mozart”, til en kammerkoncert, som også inkluderer Mozart selv og den ungarske komponist Ernst von Dohnányi.

Navnet Joseph Bologne får ikke mange klokker til at ringe i dag, men i sin samtid var han en feteret berømthed. Han var en virtuos både med sin kårde og sin violin og ikke mindst som komponist – ikke for ingenting er han blevet kaldt ”den sorte Mozart”.

Som led i Equinox Kammermusik Festival, der hvert år finder sted i København, kan man stifte bekendtskab med ”Chevalier de Saint-Georges”, som han også kaldes, til en koncert i Rundetaarns Bibliotekssal, der også byder på værker af den rigtige Mozart og den ungarske komponist Ernst von Dohnányi.

Program

W.A. Mozart: Kvintet for horn og strygere KV 407

Joseph Bologne: Violinduo nr. 3 i A-dur

W.A. Mozart: Kvartet nr. 2 for klarinet og strygetrio KV 79

 –

Ernst von Dohnányi: Sekstet i C-dur op. 37 for klarinet, horn, violin, viola, cello, klaver (1935)

Læs mere om Equinox Kammermusik Festival

Salmer om kvindelivets overgange – koncert i Trinitatis Kirke

Nye salmer om kvindelivets overgange præsenteres ved en koncert arrangeret i samarbejde mellem Trinitatis Kirke og Rundetaarns aktuelle kunstudstilling og kvindelivsfestival “Overgange // Transitions #2”.

Akustisk koncert ved Sara Grabow, Annika Aakjær og Kristina Holgersen.
Oplæsning og introduktion ved salmedigter Iben Krogsdal.
Ti nye salmer er skrevet til lejligheden af to af vores fremmeste salmedigtere, Lisbeth Smedegaard Andersen og Iben Krogsdal.

Der er gratis entré til koncerten (del af natkirken), men kræver selvstændig tilmelding. Mere information om tilmelding følger.

Live på P2: Koncert med Rudersdal Kammersolister

Oplev en livetransmitteret kammerkoncert med fire musikere, der alle har markeret sig som dedikerede solister og kammermusikere igennem flere årtier. Stil ind på DR P2 kl. 19.20 og vær klar til at høre koncerten live fra Rundetaarns Bibliotekssal.

”Det er f….. godt, intenst og gribende”, udbrød den verdensberømte danske komponist Poul Ruders efter at have hørt en optagelse Rudersdal Kammersolisters opførelse af hans klaverkvartet til åbningskoncerten af Sound Ways Festival i Skt. Petersborg. Nu opføres værket for første gang i Danmark, og det er igen Rudersdal Kammersolister, der er på scenen.

Med sine 2,5 år er det stadig et relativt nyt ensemble, men der ligger erfarne kræfter bag. Musikerne er violinisten Christine Pryn, bratschisten Mina Fred, cellisten John Ehde og pianisten Manuel Esperilla – fire musikere, der alle har markeret sig som dedikerede solister og kammermusikere igennem flere årtier.

På programmet er romantikeren Dvoraks 1. klaverkvartet i D-dur, som er lysende musik fuld af iørefaldende melodier, som kun han kan lave dem.
Endelig spiller Rudersdal Kammersolister ”to be or not to be…”, som blev skrevet til dem sidste sommer af den internationalt anerkendte russiske komponist Dmitri Smirnov. Som titlen indikerer er inspirationen hentet hos Shakespeare, og det indledende tema i bratschen passer netop på ordene ”to be or not to be…”. Dmitri Smirnov døde d. 9. april af Corona.

Koncerten er arrangeret af Nordisk-Russisk Musikforening.

Rudersdal Kammersolister:
Christine Pryn, violin
Mina Fred, bratsch
John Ehde, cello
Manuel Esperilla, klaver

Dmitri Smirnov (1948-2020): to be or not to be… (2019)

Antonin Dvorak (1841-1904): Klaverkvartet nr. 1 i D-dur op. 23 (1875)
Poul Ruders (f. 1949): Klaverkvartet (2016)

Rockkoret

Rockkoret – synger den musik du kender, som du aldrig har hørt den før! Koret afholder hele fire koncerter i Rundetaarns Bibliotekssal.

Rockkoret er et ambitiøst 8-stemmigt rytmisk københavnsk a cappella kor bestående af erfarne sangere. Koret synger rock og pop som de fleste kender til, men i arrangementer skrevet af dirigent gennem mere end 10 år Christian Berg, som sætter krøller og finurligheder på de kendte sange, som gør dem til næsten helt nye numre.

Når Rockkoret endelig kan give den årlige koncert i tårnet, kan publikum således forvente stor lyd, musik de har hørt i radioen på en helt ny måde, og ikke mindst en sangglæde der smitter helt ned til de bagerste rækker.

Til koncerten vil koret blandt andet opføre numre af Maggie Rogers, Carpark North, Ulige numre, Fribytterdrømme, Adam Lambert og mange flere.

På grund af Covid-19 er der kun plads til ca. 70 publikummer pr koncert, så for ikke at skuffe nogen, vil der hver aften være to koncerter af ca. en times varighed.

Hvis koncerten bliver aflyst grundet Covid 19, vil billetter blive refunderet.

Link til billetkøb herunder:

Koncerter:
23.10 kl. 18.30
23.10 kl. 20.15
24.10 kl. 18.30
24.10 kl. 20.15

Aflyst: Urkraftfestival

Urkraftfestival er en helt ny folkemusikfestival med fokus på den danske folkemusik, og har det overordnede formål at skabe interesse og forståelse for urgamle musiske og folkelige traditioner gennem mødet med det moderne menneske og de urgamle folkekulturer og deres traditions-bærere.

Urkraftfestival skulle have fundet sted i Rundetaarns Bibliotekssal samt Studenterhuset og Musikmuseet fra 2. – 4. oktober 2020, men kan ikke længere gennemføres. Solgte billetter bliver refunderet.

Aflyst: Brahms violinsonater

Koncerten er desværre aflyst, forkøbte billetter vil blive refunderet inden for 14 dage.

En højromantisk Sonate-aften er i vente når den kinesiske violinist, Yifu Cheng og den danske pianist, Christian Sereno, spiller Brahms i Rundetaarn.

Yifu Cheng voksede op som vidunderbarn i Kina og blev udvalgt blandt tusindvis af børn til at studere i Genius Class ved konservatoriet i Beijing som bare 12-årig. Siden blev han optaget ved konservatoriet i Wien og siden Salzburg, hvor han høstede topkarakterer for både solo og kammermusik. Yifu er en eklektisk kunstner med en stor passion for både jazzimprovisation og barokviolin.

Christian Sereno begyndte at spille klaver som 9-årig og optrådte ved sin første koncert efter blot 3 måneder. Siden har han studeret ved anerkendte danske pianister som Amalie Malling og Christina Bjørkøe. I 2012 blev han optaget ved Szymanowski Academy of Music i Polen i eliteklassen under den anerkendte prof. Andrzej Jasinski. Christian debuterede fra Solistklassen i 2018 med et rent Liszt-program og har siden da fungeret som solist, akkompagnatør, vocal coach og dirigent.

Program:
VIOLINSONATE NR 1 OP. 78
Vivace ma non troppo
Adagio – Più andante – Adagio come I
Allegro molto moderato – Più moderato

VIOLINSONATE NR 2 OP. 100
Allegro amabile
Andante tranquillo – Vivace – Andante – Vivace di più – Andante – vivace
Allegretto grazioso, quasi andante
————

VIOLINSONATE NR 3 OP. 108
Allegro
Adagio
Un poco presto e con sentimento
Presto agitata

Koncert med DUEN

DUEN – Det Danske Ungdomsensemble – har som regel en travl koncertkalender året rundt, med en række koncerter i ind- og udland. Men år 2020 har som bekendt været meget anderledes – også for DUEN, der ikke har spillet en eneste koncert siden nedlukningen i marts.

Det er imidlertid mere end passende, at det ser ud til at blive med sin traditionelle sommerturné at DUEN vender tilbage på scenen. Endnu bedre er det, at de unge musikere får lov at fyre al den opsamlede spilleglæde af på Tjajkovskijs fantastiske Serenade for strygere. Herudover vil ensemblet præsentere et varieret program af musik til den danske sensommer.  

Foreløbigt program:

Peter Tjajkovskij (1840-1893): Serenade for strygere, op. 48

  1. Pezzo in forma di sonatina: Andante non troppo — Allegro moderato
  2. Valse: Moderato — Tempo di valse
  3. Élégie: Larghetto elegiaco
  4. Finale (Tema russo): Andante — Allegro con spirito

Dertil udvalgte værker af nordiske komponister m.fl.

Om DUEN – Det Danske Ungdomsensemble

DUEN er et kreativt musikalsk forum for strygertalenter i alderen 17-27 år. DUEN spiller i mange forskellige konstellationer, og repertoiret spænder fra de store klassikere til nyskreven musik. Ensemblet spiller sammen med topprofessionelle klassiske solister og samarbejder også med musikere fra andre genrer.

Siden 2012 har DUEN bl.a. spillet til Kirkeministerens Julekoncert i Holmens Kirke, Klassiske Dage i Holstebro (med bl.a. Viktoria Mullova, Michala Petri, Håkan Hardenberger og Janne Thomsen), STRØM festival i København (med Mike Sheridan), Schubertiaden i Roskilde, CHART Art Fair på Charlottenborg, KlubRå på Roskilde Festival, været på turné i Kina, Rumænien, Rusland og Holland, lavet TV og indspillet CD.

DUEN består af ca. 25 unge, talentfulde strygere med det klassiske som kernerepertoire. I spidsen står dirigent og kunstnerisk leder Morten Ryelund som sørger for at både energien og kvaliteten er høj. De fleste af DUENs medlemmer er studerende på landets klassiske konservatorier og er blevet udvalgt efter en optagelsesprøve. Hvert medlem har en fast plads i ensemblet i to år. Kendetegnet blandt de unge strygere er en smittende spilleglæde og et højt teknisk niveau.

Rundetaarn
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.