Rundetaarn x Zetland: Panelsamtale om isens hemmeligheder og klimaforandringer
Rundetaarn x Zetland: Panelsamtale om isens hemmeligheder og klimaforandringer
Hvilke sandheder gemmer sig i isen, og hvordan skal vi forstå det i forhold til den aktuelle klimakrise? I denne samtale mødes førende klimapsykolog Solveig Roepstorff med klimaforsker Sebastian Mernild og kunstner Marie Thams til en samtale om isens gådefulde hemmeligheder, vores egen adfærd, kunstens rolle og relationen til klimaforandringer. Samtalen modereres af Zetland-medstifter Hakon Mosbech.
Gennem arbejdet med iskerner kan forskere aflæse spor af fortidens klima og atmosfære tusindvis af år tilbage i tiden. Isen fungerer som et arkiv, der rummer fortællinger om temperaturer, drivhusgasser, vulkanudbrud og skiftende klimaforhold. I aftenen samtale dykker panelet ned i, hvilke glemte historier og sandheder om vores fortid og fremtid isen afslører? Samtalen stiller spørgsmål som: Hvordan reagerer vi som mennesker på viden om klimaforandringer? Hvad gør klimakrisen ved os som enkeltpersoner og samfund – og hvad kan vi selv gøre? Og hvordan kan kunsten hjælpe os med at udtrykke og mærke en af tidens vigtigste – og mest underdækkede – historier æstetisk og sanseligt?
Samtalen tager afsæt i udstillingen Isens Brydninger, der er skabt i samarbejde mellem Visual Science Studio og forskere fra Is, Klima og Geofysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Udstillingen omsætter klimaforskning til visuelle og sanselige oplevelser og inviterer publikum til at opleve de langsomme forandringer i naturen gennem både videnskabens og kunstens blik.
Hvem kan du opleve på scenen?
Solveig Roepstorff er psykolog med speciale i klima, forfatter til bogen “Klimapsykologi” og har sin egen psykologpraksis.. Roepstorff giver aftenens publikum et indblik i, hvordan vores adfærd og trivsel hænger sammen med klimakrisen – hvordan den påvirker os og hvordan vi påvirker den.
Sebastian Mernild er glaciolog og en af verdens førende forskere inden for klimaforandringer. Han er professor, leder af Syddansk Universitets klimacenter og har været forfatter på de to sidste hovedrapporter for FN’s Klimapanel samt medforfatter til bogen “Da kulden forsvandt” fra 2022. Han modtog i 2018 Rosenkjærprisen for at formidle tung viden på en let tilgængelig måde og var desuden nomineret til årets dansker.
Marie Thams er billedkunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. I sit kunstneriske virke forener Thams en række forskellige medier, herunder installation, skulptur, lyd, film, poesi og performance, i et samlet kunstnerisk udtryk. Hun undersøger, hvordan vores stemmer, kroppe og handlinger formes i samspil med samfundets normer, forventninger og strømninger. Et gennemgående træk i hendes praksis er brugen af egen stemme og eget sprog, ligesom hun ofte arbejder med at dissekere og opløse strukturer og mønstre – både visuelt og tekstligt.
Hakon Mosbech er medstifter af Zetland, hvor han bl.a. har dækket arbejdsliv, forskning og løsninger på vigtige problemer. Han udgav for nylig bestselleren “Vågne timer” om, hvordan vi kan skabe et bedre arbejdsliv. Tidligere har Mosbech været fellow på Syddansk Universitet, hvor han undersøgte, hvordan journalister og nyhedsmedier kan arbejde med eksistentiel innovation i et presset informationslandskab.
Oplev også udstillingen og det historiske vingesus
Både før og efter aftenens samtaler vil gæsterne også have mulighed for at opleve udstillingen Isens Brydninger samt Rundetaarns introudstilling Ole Rømer og den store opdagelse,. Publikum er også velkommen til at tage turen gennem den smukke Sneglegang til toppen for at nyde udsigten. Under arrangementet vil der være muligt at købe et glas vin eller most.
Talken indgår i Rundetaarns program for LYSÅR 2026, der markerer 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed.