Krystallisering og mikroskopi
Kom og vær med til en sjov og spændende familieworkshop i Rundetaarn, hvor I får mulighed for at komme mikroskopisk tæt på krystallisering af væsker sammen med kunstner Claus Spangsberg.
Hvordan kan væsker kan forvandle sig fra flydende til fast form? Og hvordan kan man kan lave naturvidenskabelig billedkunst, som man næsten ikke kan se med det blotte øje?
I workshoppen får I indblik i, hvordan små ting som vitaminer og aminosyrer under den rette behandling kan blive til flotte mønstre, når de krystalliserer. I får lov til selv at krystallisere billedflader fra vandopløsninger og fotografere dem gennem mikroskop med jeres egen (eller forældres) mobiltelefon. Til sidst får I jeres forsøg med hjem i form af objektglas med krystalliseret vitamin og filtre, der fremhæver resultatet af forsøget – jeres eget lille et mini-kunstværk!
Claus Spangsberg, som er kunstner bag Rundetaarns udstilling “Crystalline Memories of Deep Time”, står for workshoppen. Han arbejder med kunst og videnskab og har brugt mikroskoper, meteoritter og krystallisering i sine kunstværker.
Workshoppen varer cirka 1 time og 15 minutter og holdes hhv. kl. 13.00 og 15.00.
Der er kun få pladser, så husk at bestille jeres billetter på forhånd.
Billetten giver også adgang til resten af Rundetaarn og Claus’ udstilling – så tag familien med på en dag fuld af videnskab, kunst og eventyr!
Workshoppen anbefales fra 8 år og opefter.

Claus Spangsberg er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og skaber fascinerende værker i spændingsfeltet mellem kunst og kemi. Hans praksis knytter sig til bioteknologi, og de seneste fem år har han arbejdet særligt med mikroskopi, meteoritter, krystallisering og med at danne billeder ved hjælp af kemiske stoffer, DNA og aminosyrer. I sin praksis er han særligt optaget af at skabe billeder af og med materialer, som publikum kender til og har begreber om, men som de ikke nødvendigvis ved, hvordan ser ud i deres rene form.
En lyd af universet
I efterårsferien kan børn og deres forældre komme til kreativt og musikalsk værksted, hvor hjemmelavede instrumenter og legen med lyd er i fokus.
Barbara Skovmand Thomsen, musiker og billedkunstner, og Tomas Lagermand Lundme, forfatter og billedkunstner, skaber sammen med værkstedets deltagere universets egne lyde med hjemmelavede instrumenter og både små og store fortællinger om kosmos.
På værkstedet undersøges og leges med idéen om, at alt har en lyd – det gælder bare om at finde på den og i høj grad kunne høre den! I en legende tilgang til at give alting lyd kan alting ske. Det handler bare om at være med – og at give lyd fra sig.

Værkstedet er åbent for alle, og det er muligt at komme, når man vil, og være med, så længe man har lyst. Det kræver ingen forudsætninger, andet end at man har lyst til at lege med.
En skygge af universet
I efterårsferien kan børn og deres forældre komme til kreativt skyggeklips-værksted og bidrage til en større collage af kosmiske historier.
Alt er muligt, når Stine Ljungdalh, kunstner, og Tomas Lagermand Lundme, forfatter og billedkunstner, skaber skyggeklip og skyggemotiver i forskellige former for udklip sammen med værkstedets deltagere.
De forskellige udklip af skygger og skyggefortællinger sammensættes løbende under hele værkstedseventen til en større collage af kosmiske historier om de skygger, vi på hver sin måde har med os – hvad enten de så er korte eller lange, eller begge dele. Det er lagt op til en både rørende, humoristisk og finurlig eftermiddag.
Værkstedet er åbent for alle, og det er muligt at komme, når man vil, og være med, så længe man har lyst. Det kræver ingen forudsætninger, andet end at man har lyst til at lege med.
Skriveworkshop: Prøvedage
Er du interesseret i at skrive? Og er du nysgerrig på de processer, der kan opstå i et forfatterrum? Så kom til workshop med to af manuskriptforfatterne bag forestillingen “Prøvedage”, Sidsel Ana Welden og Jihaan Yussuf, og forstå hvordan de tackler skriveprocesser, der fokuserer på emner som håb, fællesskab og politik i en tid fyldt med kriser.
I workshoppen vil deltagerne skrive ud fra de samme temaer og metoder, som Sidsel Ana Welden, Jihaan Yussuf og Filip Vest brugte til at udvikle “Prøvedage”. Gruppen havde et tæt samarbejde og udfordrede hinanden med skriveøvelser. Netop disse øvelser vil være katalysator for kollektive tekststykker skabt på workshoppen. Deltagerne vil i fællesskab undersøge temaer som håb og håbløshed, fremtidsfrygt, fællesskaber, identitet og drømme.
Program
11.00-12.00:
Præsentation af Sidsel Ana Welden og Jihaan Yussuf og hvordan de kollektivt skabte “Prøvedage”
12.00-12.15:
Den første skriveøvelse sættes i gang. Her skrives frit om håb i 15 minutter.
12.15-12.45:
Pause
12.45-13.30:
Oplæsninger fra håb-øvelsen
13.30-14.00:
Kollektive tekster om de kriser, vi mærker i dag og hvad de gør ved vores syn på fællesskab og fremtidshåb. Her skriver vi videre på hinandens tekster.
14.00-14.05:
Lyn-skriveøvelse: Skriv dit manifest for fremtiden
14.05-14.15:
Pause
14.15-15.00:
Vi læser de kollektive tekster op, snakker om temaer og former, der er opstået og hvordan skriveøvelserne har virket.
Sidsel Ana Welden er forfatter og masterstuderende på Kunstakademiet i København.


Jihaan Abdirisak Ali Yussuf er forfatter, digter og SOSU-studerende.
Filip Vest står bag udstillingen og forestilling “Prøvedage”. Vest har en MFA fra Konsthögskolan i Malmö.

Vi gør opmærksom på at billetter til workshoppen skal købes i forvejen, grundet holdets størrelse.
Mini-KOSMOS: Planetværksted for børn
Farvelæg planeterne og lav dit eget Solsystem, når Rundetaarn inviterer til kreativt drop-in værksted for børn og voksne i astronomiens tegn.
I vinterferien kan I tage Universet i egne hænder, skabe jeres eget Solsystem og give planeterne farver!
Prøv kræfter med saks, lim, vatkugler og smukke voksfarver, der kan udmales med vand. Rundetaarn stiller farver, redskaber og tegnekits til rådighed, men hvilke mønstre og farver himmellegemerne skal have, bestemmer I helt selv.
Værkstedet er åbent for alle, der har betalt almindelig entré, men der er begrænsede pladser. Hvis alle pladser er optaget, anbefaler vi at I går en tur i den aktuelle fotoudstilling med astrofotograf Jakob Arthur Andersen.
Arrangementet er en del af Rundetaarns astrofestival KOSMOS.

Knit Me to the Moon: Månestrik med Laura Dalgaard
Vær med, når strikdesigner Laura Dalgaard viser, hvordan du strikker det fine månemotiv fra et af hendes sweaterdesigns. Mens hænderne arbejder, kan du samtidig høre fortællinger om Universet og lade tankerne vandre mod stjernerne.
Med hjælp fra strikdesigner Laura Dalgaard vil du på denne megaworkshop få en nøje gennemgang af, hvordan man strikker hønsestrik. Hønsestrik (også kendt som jacquard og tofarvetstrik) er en teknik, der ofte bliver benyttet i Dalgaards egne designs. Det er en teknik, der kan virke intimiderende, hvis man ikke har prøvet det før. Men det er også en teknik, der rummer mange muligheder og kan være svær at lægge fra sig, når først man er begyndt.
På denne workshop er Månen i fokus og er det motiv, som vi skal strikke. Månesymbolet er et begyndervenligt motiv, som også ses på Lauras design “Cute Sweater”.
Teknikken bliver vist af Laura Dalgaard på storskærm, så alle kan følge med, mens der strikkes.
Hvis man stadig er usikker, vil der bagefter være tid til at stille spørgsmål eller få ekstra hjælp.
Undervejs fortæller astrofysiker Jophiel Wiis historier om rummet – vi skal høre mere om planeterne, hvorfor det er svært at rejse dertil og hvordan det opleves at besøge dem.
Medbring:
- Strikkepinde (5-7mm)
- Garnrester i de farver, som du ønsker at strikke din måne – dog minimum to farver.
Husk at medbringe garn, der passer til pindenes tykkelse.
Hvis man ingen pinde har, vil det være muligt at købe på aftenen.
Arrangementet henvender sig til begyndere, der har prøvet at strikke før og let øvede.
Alle kursister modtager et gratis kompendium, som kan tages med hjem efterfølgende.
Besøg Observatoriet på toppen
Rundetaarns Observatorium holder åbent mellem 18 og 22 på denne aften, og du kan besøge Observatoriet før workshoppen eller i de indlagte pauser, hvor vores astronomer i stjerneklart vejr vil åbne kuplen og lade gæster kigge gennem den snart 100 år gamle linsekikkert.

Laura Dalgaard er specialiseret inden for fashion knitwear og er en passioneret strikker. Hun skaber legesyge, æstetiske designs med referencer til bl.a. popkultur, mode og barndommens eventyr. Laura tror på, at vi gennem håndarbejde kommer tættere på et bæredygtigt forbrug, blandt andet ved at få viden om og forståelse for kvalitet og materialer, men også fordi vi får øjnene op for, hvilken arbejdsindsats det kræver, at fremstille et stykke beklædning. Glæden ved at skabe og den værdi, vi tillægger det skabte, gør, at vi passer bedre på tøjet.

Jophiel Wiis er astrofysiker og var med som ekspert i DRs historiske udsendelse om Andreas Mogensens rummission. Hans speciale er Universets helt store skalaer (kosmologi), og i flere år har han organiseret de populære Science Faction-events i København.
Arrangementet er en del af Rundetaarns astrofestival KOSMOS.
Drop-In Familieworkshop: Skab din egen scenografi
Med inspiration fra udstillingen “Prøvedage” og teatermaleren Carl Lund, der i begyndelsen af 1900-tallet havde malerværksted i Bibliotekssalen, skal vi i denne workshop bygge vores egne miniature-scenografier!
Afprøv dine evner som teatermaler, når vi i forskellige former for pap, papir, maling og udklip vil skabe vores helt egne alternative verdener, hvor nye fortolkninger af virkeligheden kan udfolde sig. Hvilken historie vil du gerne fortælle og hvilke personer eller figurer skal være med?
Workshoppen ledes af Simone Syska Andersen, der er kreativ konsulent, kunstformidler og underviser med flere års erfaring i museumsverdenen.
Det er gratis at deltage, når almindelig entré til tårnet er betalt, men der er begrænsede pladser ad gangen. Hvis der er fyldt op, anbefaler vi at gå en tur i udstillingen, der også er inkluderet i jeres billet, og samle inspiration.
Spot på kvinder i astronomi og fysik på Kvindernes Kampdag
Vær med, når vi den 8. marts byder indenfor til et stjernespækket program, der i dagens anledning sætter fokus på kvinder i astronomi og fysik i samarbejde med Kvinder i Fysik (KIF).
Dagen vil byde på spændende talks og foredrag, meet and greet, bogsignering, minikoncert og en workshop med et science-fællesskab for unge piger og kvinder.
Program
- 12.30
INTRODUKTION
Maren Malling og Cecilie Cold, hhv. forperson og næstforperson i Kvinder i Fysik, vil introducere Kvinder i Fysik og give historiske og nutidige perspektiver på kvinder i fysik i Danmark. - 13.10
TALK
Desiree Della Monica Ferreira, leder af Astrofysik og Atmosfærefysik ved DTU samt KIF prisvinder 2024, fortæller om sit arbejde som rumforsker og om vigtigheden af kvindelige rollemodeller inden for videnskabelige og tekniske fag. - 14.00
BOGSIGNERING & MEET ‘N’ GREET
Anja C. Andersen er astrofysiker og professor ved Københavns Universitet, kendt for sine inspirerende bøger, fremragende foredrag og utallige optrædener i podcasts og på tv.
Her får du mulighed for at møde Anja og tale med hende om astrofysik og hendes nyeste bog Det Gådefulde Univers. Bogen vil kunne købes til arrangementet, eller du kan medbringe din egen til signering.
Her vil man også kunne hilse på Dot Pio, som er kandidatstuderende i kvantefysik ved DTU og KU, hvor hun forsker i kvantecomputing med superledende teknologi. Udover sine studier brænder hun for at dele sin passion for fysik, filosofi og STEM på sin Instagram-platform @mindfulphysicist. - 15.00
FOREDRAG
Bente Rosenbeck, kønsforsker, historiker og professor emerita, holder oplæg om den danske astronom Julie Vinther Hansen – en banebrydende astronomisk observator og forsker samt den første kvinde, der officielt blev ansat på Københavns Universitet efter 1921-loven, der sikrede begge køn lige adgang til alle offentlige stillinger og embeder. - 15.30
WORKSHOP
Efter 25 år i medicoteknologi grundlagde Marianne Andersen i 2018 sciencefællesskabet High5Girls, der skal vise unge piger og kvinder de mange muligheder inden for STEM (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik) og iværksætteri. Sammen med elektroingeniør og High5Girls-rollemodel Anna Krzyzanowska samt tre teenagepiger, Victoria, Emmiline og Sofia, vil Marianne stå for en praktisk workshop om printet elektronik. - 16.30
MINIKONCERT
Signe Heinfelt er komponist og lydkunstner med en uddannelse i elektronisk musik og lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium. Til en unik minikoncert vil hun udforske musik gennem elektromagnetisme, radiobølger og visualisering af lydbølger. På scenen vil hun demonstrere både nogle af de ældste og nyeste opfindelser inden for musikteknologi – bl.a. thereminen, et af verdens første elektroniske instrumenter fra 1919.
BEMÆRK: Arrangementet vil foregå på engelsk.
Foreningen Kvinder i Fysik (KIF) arbejder med at fremme fokus på kvinder i fysikfag. Deres hovedmål er at informere, skabe synlighed og kreere netværk, så unge kvindelige fysikaspiranter føler sig velkommen i videnskaben.
Arrangementet er en del af Rundetaarns astrofestival KOSMOS.

Mini-KOSMOS: Planetværksted for børn
Farvelæg planeterne og lav dit eget solsystem, når Rundetaarn inviterer til kreativt drop-in værksted for børn og voksne i astronomiens tegn.
Sæt den kosmetiske kreativitet fri og tag Universet i egne hænder. Skab jeres eget Solsystem og give planeterne farver!
Prøv kræfter med saks, lim, vatkugler og smukke voksfarver, der kan udmales med vand. Rundetaarn stiller farver, redskaber og tegnekits til rådighed, men hvilke mønstre og farver himmellegemerne skal have, bestemmer I helt selv.
Værkstedet er åbent for alle, der har betalt almindelig entré, men der er begrænsede pladser.
Arrangementet er en del af Rundetaarns astrofestival KOSMOS.

Mini-KOSMOS: Planetværksted for børn
Farvelæg planeterne og lav dit eget Solsystem, når Rundetaarn inviterer til kreativt drop-in værksted for børn og voksne i astronomiens tegn.
I vinterferien kan I tage Universet i egne hænder, skabe jeres eget Solsystem og give planeterne farver!
Prøv kræfter med saks, lim, vatkugler og smukke voksfarver, der kan udmales med vand. Rundetaarn stiller farver, redskaber og tegnekits til rådighed, men hvilke mønstre og farver himmellegemerne skal have, bestemmer I helt selv.
Værkstedet er åbent for alle, der har betalt almindelig entré, men der er begrænsede pladser. Hvis alle pladser er optaget, anbefaler vi at I går en tur i den aktuelle fotoudstilling “Kosmos i fokus” med astrofotograf Jakob Arthur Andersen.
Arrangementet er en del af Rundetaarns astrofestival KOSMOS.
