Yggenykker i Rundetaarn
I anledning af Rundetaarns nyudgivelse af Jørn Birkeholms elskede børnebog “Da yggenykkerne stjal Rundetaarn”, kan du hele december gå på jagt efter de små sjove væsener i Rundetaarn.
For mange år siden stjal de små trebenede fugle Rundetaarn i Jørn Birkeholms børnebogsklassiker ”Da Yggenykkerne stjal Rundetaarn”. Heldigvis satte de det på plads igen, da fik en sæk fuld af deres yndlingssmåkager. Nu har de endnu en gang sneget sig ind i det gamle tårn og gemt sig rundt omkring – og denne gang har de nissehuer på. Igennem julemåneden kan børnene og deres voksne gå på opdagelse i Rundetaarn og finde dem.
Rundetaarn nyudgiver elsket børnebog

”Da yggenykkerne stjal Rundetaarn” udkom første gang i 1968 og er siden kommet i adskillige oplag og genoptryk. Nu nyudgiver Rundetaarn den elskede børnebog om yggenykkerne, der stjæler Rundetaarn, men leverer det tilbage igen da de får en sæk småkager.
Den nye udgave er forsynet med en ny forside med guldbogstaver og stjerner, og et efterskrift formuleret af Rundetaarns historie- og formidlingsansvarlige, Rasmus Agertoft. Bøgerne udgives på Rundetaarns Forlag og vil kunne købes i Rundetaarns butik i Bibliotekssalen, hvor man også kan købe de fine yggenykbamser, der ikke fås andre steder i verden.
Højtlæsning og småkager
I anledning af udgivelsen inviterer Rundetaarn på småkager og højtlæsning af bogen den 16. kl. 15.
Højtlæsningen den 22. december er aflyst!
Yggenykkerne er også på spil i det gamle tårn, hvor børn og voksne hele december måned kan finde deres gemmesteder.
Julegaven til børn og barnlige sjæle
Bogen om yggenykkerne er den perfekte julegave til børn og barnlige sjæle. Den sælges i Rundetaarns butik som enten bog til 129kr. eller et sæt med bog og yggenykbamse til 250kr.
Som årskortholder får du mulighed for at få 20% rabat ved køb inden jul.

Juleværksteder for børn
Tag hele familien med, når vi i december inviterer til juleværksteder i Rundetaarn alle lørdage og søndage frem til jul.
Vi tænder for julemusikken, klippe-klistrer og pynter Rundetaarns eget juletræ eller laver fine ophæng til at tage med hjem.
Værkstederne foregår lørdage og søndage i december frem til juleaften. Rundetaarn sørger for julestemningen og materialerne, så I kan slippe fantasien løs og kreere lige præcis det, I har lyst til.
Adgang til juleværkstederne er inkl. almindelig entré til Rundetaarn, så I kan både klippe-klistre, drøne op ad Sneglegangen, nyde 360 graders udsigt over hele byen og besøge butikken på samme billet:
40 kr. for voksne og 10 kr. for børn.
Entrébilletter kan købes i døren eller på forhånd her.
Rosenkanonen – kongens fortryllede have (OBS! Udstillingen lukker kl. 14:00 den 15. og 16. april)
Tag på eventyrlig lystvandring for hele familien, når blomsterkunstner Signe Kejlbo omdanner Rundetaarns Bibliotekssal til en smuk sansehave med inspiration fra blomstrende genstande, steder og elementer fra Christian IV’s liv og historie.
Christian IV var en konge, der kunne lide at se tingene gro – ikke mindst i Kongens København. Før han lod Rundetaarn vokse op af jorden midt i byen, skabte han med Kongens Have sin egen lysthave fuld af alskens blomster, og i haven lagde han sin yndigste rose: Rosenborg Slot.
Fra 4. februar til 16. april omdanner blomsterkunstner Signe Kejlbo Rundetaarns Bibliotekssal til en fantasihave, hvor børn og voksne kan foretage deres egen lystvandring mellem fortryllende draperede havetelte. Her folder historier og blomster sig ud i fantasifulde formationer skabt af kunstneren med inspiration i blomstrende genstande fra Christian IV’s liv og Rosenborg Slot. Fra Rosenborg har specifikke genstande og interiør fra blandt andet Skatkammeret, Vinterstuen og slottets øvrige gemakker fundet nye, fantasifulde fortolkninger i Signe Kejlbos værker.
Hvad er en rosenkanon?
Udstillingen er opkaldt efter en kanon pyntet med roser, som Christian IV selv støbte i 1601. Kongen brugte rosenkanonen – den såkaldte ”rosenkartove” – til at skyde til måls med før den senere blev omstøbt og smeltet om. Fordi rosenkanonen ikke findes længere, er den i udstillingen fortolket som en fantasikanon, der skyder med blomster.
Byg videre på blomstereksplosionen
Ved udstillingens sidste telt vil I kunne bygge videre på Rosenkanonens blomstereksplosion og tilføje jeres egne papirkreationer, når Rundetaarn stiller sakse, silke- og crepepapir og ståltråd til rådighed ved små kreaborde. Bemærk, at der er begrænset plads ved bordene, når vi har mange gæster, så husk at give plads til hinanden.
Familieudstillingen “Rosenkanonen – kongens fortryllede have” kan opleves mellem 4. februar og 16. april i Rundetaarn og ledsages af et eventprogram for hele familien.
Eventprogram:
- Udstillingsåbning for hele familien
4. februar kl. 10 - ”Lyt til tiden” – fortællekoncert for børn med Papirskoven (Udsolgt)
11. februar kl. 10-11 - Stjernekig fra oven: Kig på stjerner fra Observatoriet på toppen af Rundetaarn
Alle tirsdage og onsdage kl. 18-21 frem til marts - Blomsterworkshops for børn med Signe Kejlbo
16. februar, 26. marts og 15. april kl. 10-14 - ”Byg som kongen”: Byggeworkshops for børn
19. februar og 4. april kl. 10-14 - “Sigurds Danmarkshistorie”: Børnekoncert med Sigurd Barrett (Udsolgt)
5. marts kl. 11-12 - Den Lille Kulturnat i Rundetaarn
17. marts kl. 16-20 - En kongelig fødselsdagsfejring
15. april kl. 10-14 - OBS! Udstillingen lukker kl. 14:00 den 14., 15. og 16. april
Om kunstneren
Kunstner og designer Signe Kejlbo arbejder med blomster og deres former og farver. I 2022 deltog hun i Rundetaarns udstilling ”Eventyrtårnet” med et tableau af papirblomster. Til årets udstilling lader hun sine blomsterværker indtage hele Bibliotekssalen og glæder sig til at skabe en særlig oplevelse, der kombinerer hendes fascination af naturen med Christian IV’s kreativitet og idérigdom – og vise børn, hvad man kan udrette med papir og fantasi.
Familieudstillingen ”Rosenkanonen – kongens fortryllede have” og tilhørende arrangementer kan opleves i Rundetaarn i perioden 4. februar til 16. april 2023. Udstillingen præsenteres i et samarbejde mellem kunstner Signe Kejlbo og Rundetaarn.
I forbindelse med udstillingen har Rosenborg Slot været behjælpelige med at give Rundetaarn adgang til udvalgte genstande, der har inspireret kunstneren, og bidraget med historiske oplysninger.
Hent pressefotos for udstillingen her.
Byggeværksted for børn – fantasifulde tårne
Hvordan kan en grydeske, kaffekande eller madpakke blive til et tårn? Tag din fantasi med når vi søndag d. 20. november holder børneværksted i forbindelse med arkitektudstillingen Works + Words.
Med limpistol, karton og sjove byggematerialer, bygger vi vores eget tårn af hverdagens objekter.. Som en rigtig arkitekt, kan du både prøve at designe tårne ved at tegne og ved at bygge modeller af dem.
Alle aldre er velkommne og opgavens sværhedgrad bliver tilpasset efter deltager, og det er muligt bare at droppe ind og deltage i værkstedet der er gratis når entré er betalt.
Underviser:
Liv Andersen er udannet arkitekt fra det Kongelige Akademi med en interesse for det legende, humoristiske og kreative rum i arkitekturen.
Liv har bl.a. undervist børn og unge i arkitektur på kunstmuseet Lousiana, Børnekulturhus Ama’r og designer til hverdag kunstneriske legepladser hos tegnestuen Monstrum.
Værkstedet afholdes i forbindelse med udstillingen Works + Words.
Sommerferie i Rundetaarn
Denne sommer bliver der rig mulighed for at udforske tårnets historie fra bund til top. Tag familien med på opdagelse af tårn og observatorium.
Gå på opdagelse i Rundetaarns særlige arkitektur, bevæg dig op ad sneglegangen og løs de syv eventyrlige prøver. Med et kort i hånden, er du godt klædt på til at finde de hemmelige steder, og svare på spørgsmål om det gamle tårn. Kortet finder du lige efter billetlugen og udleveres gratis.

Rundetaarn er lige så højt som 7 voksne giraffer ovenpå hinanden, så halvvejs oppe kan der være brug for en pause. Se fotoudstillingen i Bibliotekssalen, hvor Janne Klerks naturfotografier i stort format vises på udstillingen “Spejlinger ved himlens fod“. Bibliotekssalen huser også en café og shop.

Hver søndag i skoleferien vil vores dygtige astronomer guide alle gæster på en tur ud i midten af vores solsystem. Hør om Solen, se nærmere på den gennem teleskopet ved hjælp af et særligt filter og studér solpletterne. Bemanding af Observatoriet sker kl. 13-16 og er åben for alle.

På platformen finder du, ud over Observatoriet og smuk udsigt til hele København, også den næsten hunderede år gamle Topkiosk. Kiosken er åbent kl. 10-17 de fleste dage, og sælger et stort udvalg af is, postkort, souvenirs og drikkevarer.

Er du nysgerrig på historien, så har Rundetaarn på museumsapp’en USEEUM en række lydfortællinger, som kan lyttes både før og under besøget. Download gerne app’en på forhånd og se efter USEEUM logoet.
Rundetaarn ønsker alle en rigtig god sommer!
Besøg Observatoriet i forbindelse med Anemonens kometforestilling
Rundetaarn og Anemonen tager hul på et spændende samarbejde i forbindelse med teatrets forestilling ”Kometen Kommer”. Kombiner teateroplevelsen med en tur i Rundetaarn, og se Europas ældste fungerende observatorium med egne øjne. Forestillingen spiller fra den 25. januar til den 20. februar 2022.
Med “Kometen Kommer” kan man opleve en af Tove Janssons helt store Mumiklassikere i en rørende og livsbekræftende opførelse på Anemonen. Anemonen åbner den gamle historie for nutidens børn i en fortryllende musikalsk og visuelt overraskende forestilling i samarbejde med det prisvindende kompagni Teater Graense-Loes.
Kom med til den trygge Mumidal, hvor Mumitrolden, Snif, Mumifar og Mumimor bor. Her er alt godt. Børnene leger. Mor bager kager. Men pludselig bliver det hyggelige liv truet. Et mærkeligt udefineret himmelfænomen gør alting gråt og støvet. Ingen forstår, hvad det er. Mumimor og Mumifar sender Mumitrolden og Snif af sted mod observatoriet i De Ensomme Bjerge for at finde svaret. En komet har direkte kurs mod Mumidalen …
Forestillingen er for børn i alderen 6-12 år.
Køb billetter på Anemonen.dk
Gratis børnebillet til Rundetaarn
Når du køber billetter til “Kometen Kommer”, får du 1 stk. gratis børnebillet til Rundetaarn pr. købt børneteaterbillet. På teaterbilletten sidder en lille slip, som giver gratis adgang til Rundetaarn mod aflevering i billetsalget en valgfri dag til og med marts 2022.
Halv pris for skoleklasser
I forbindelse med “Kometen Kommer” får skoleklasser 50 procent rabat på adgang til Rundetaarn og får desuden en præsentation af Europas ældste fungerende observatorium på toppen af toppen. Her kan eleverne se ind i den store kikkert fra 1929 og lade tankerne vandre mod universet.
Besøget i Rundetaarn finder sted, før eller efter I har set “Kometen Kommer” på Anemonen. Hvis I ser “Kometen Kommer” kl. 9.30, kan I besøge Rundetaarn efter forestillingen kl. 10.45-11.15. Hvis I ser “Kometen Kommer” kl. 11.00, kan I besøge Rundetaarn før forestillingen kl. 10.00-10.30.
Book jeres besøg i Rundetaarn hos Ditte Marie Lund på dml@rundetaarn.dk. Husk at oplyse ordrenummeret til billetterne til “Kometen Kommer”, samt hvornår I kunne tænke jer at komme i Rundetaarn. Der tages forbehold for udsolgte tider. Vi har en maks. kapacitet i Observatoriet på en klasse + lærere pr. besøg.
Jul i Observatoriet
Tre tirsdage op til jul kan du kigge stjerner i Rundetaarn, høre mere om planeter og kometer og lave din egen planetpynt til at tage med hjem.
For enden af Sneglegangen, helt oppe på toppen af Rundetaarn, ligger Europas ældste fungerende observatorium. Herfra har astronomer i århundreder kigget ud i verdensrummet for at se nærmere på planeter, kometer, og hvad der ellers viste sig på himlen.
Tre tirsdage i december – den 7., 14. og 21. december – inviterer Rundetaarn til ”Jul i Observatoriet”, hvor du også selv kan prøve den store kikkert under kuplen på toppen af tårnet. Vores dygtige observatorer viser dig, hvad du skal kigge efter, og fortæller om Observatoriet og alt det, man gennem tiden har kunnet se herfra.
Lige til at hænge på juletræet
Vidste du for eksempel, at en astronom i 1807 selv mente at have opdaget en komet fra Rundetaarn? Eller vidste du, at en komet var anledningen til, at tårnet blev oplyst til fest for næsten 200 år siden? Kongen og dronningen skulle nemlig på besøg for at se kometen, hvis hale strakte sig over næsten en fjerdedel af himlen.
Du kan også lave din eget planetpynt i vores juleværksted, der befinder sig lige ved indgangen til Bibliotekssalen. Her kan du lægge dine helt egne farver på planeter og kometer og klippe og klistre, så du ender med at have den flotteste astronomiske julepynt – lige til at hænge på juletræet, når du kommer hjem.
Vi glæder os til at se dig i Rundetaarn. Glædelig jul!
Klip planetpynt derhjemme
Du kan også klippe planetpynt hjemme hos dig selv. Print arkene ud, farv de ønskede himmellegemer, lim de to sider sammen og klip ud – og tilføj så lige til sidst en snor til at hænge planeten, stjernen eller kometen op. God fornøjelse!
Planetpynt med Jorden, Saturn og Venus
Børneværksted – kroppen som lærred
I forbindelse med udstillingen Overgange #2 og som en del af Art Week Copenhagen inviterer vi til børneværksted med kunstner Nanna Lysholt Hansen.
I børneværkstedet skal vi tegne på hud. Vores egen hud og hinandens hud. Vi bruger tør kropsmaling og fri fantasi. Værkstedet ledes af kunstner Nanna Lysholt Hansen.
Børneværkstedet er en del af udstillingen Overgange#2 og er en del af Art Weeks program, og det er gratis når entré til Rundetaarn er betalt.
Familiedag med skulpturworkshop for børn
Hvad kan der komme ud af en klump ler? Ja, hvad kan der ikke? Mulighederne er mange, når vi inviterer til familiedag i samarbejde med Thorvaldsen Museum i Bibliotekssalen.
Thorvaldsen kom ind på kunstakademiet for at lære portrætkunst i en alder af kun 11 år! Prøv at se om du kan gøre ham kunsten efter. I samarbejde med billedkunstner Louise Hindsgavl har Thorvaldsen Museum udviklet et portrætmodelleringskit der giver børn og barnlige sjæle mulighed for at lave deres egen kunst. Denne familiedag kan du i Bibliotekssalen, omgivet af vores aktuelle udstilling “Sculpture to Sculpture”, selv prøve kræfter med at lave skulpturer under kyndig vejledning af en underviser fra Thorvaldsens Museum. Inden da kan du gå på opdagelse i udstillingen og finde inspiration i de mange værker, skabt af nulevende kunstnere.
Leret, der bruges til workshoppen, er selvhærdende ler, der ikke skal brændes. Så det er muligt at tage det med hjem efter workshoppen.
Workshoppen er åben kl. 13-16 og det er ikke nødvendigt at bestille plads. Et kit med materialer koster 40 kr., som kan betales ved bordene.
Workshoppen er gjort mulig i samarbejde med Thorvaldsen Museum.


Det gamle tog – børnekoncert med Spillebillen -UDSOLGT
Rejs med “Det gamle tog” i det gamle tårn! Lyt til en koncert, der vil få alle børn i sommerferiestemning, når Spillebillen holder releasekoncert for den nye børneplade.
Karen Marie Bille/Spillebillen udkommer med sin sjette børneplade “Det gamle tog” fredag den 25. juni 2021. Det fejres med en festlig releasekoncert for børn og deres familier lørdag den 26. juni kl. 11 i Bibliotekssalen i Rundetaarn.
“Det gamle tog” er 10 helt nye børnesange om en togrejse – fortidens og fremtidens rejseform. Tag hele familien med på rejsen, hvor vi synger fyrbøderens vise, danser med togrøverne og ser solen gå ned i horisonten.
Musikken er levende og iørefaldende, instrumenterne er nypudsede, og Karen Marie er togkonduktøren, der sammen med sit dygtige band inspirerer både børn og voksne til musik, leg og bevægelse. Tag med på turen, når vi fejrer Spillebillens nye plade og skyder sommerferien i gang på en glad og musikalsk måde!
Koncerten koster kun almindelig entré til Rundetaarn; 40kr. for voksne og 10kr. for børn (5-15år, børn under 5 år er gratis). Der er dog et begrænset antal pladser, derfor kan billetten forudkøbes – bestil venligst også gratis plads til børn under 5 år. Alle over 14 år skal fremvise Corona-pas ved indgangen.
Bemærk, at Bibliotekssalen er lukket for øvrige gæster imens koncerten finder sted.

Lyt til Spillebillen på Spotify, Instagram og se mere på Spillebillen.dk