Gummarp-stenen
Lyt til fortællingen om Gummarp-stenen / Listen to the story of the Gummarp Stone:
Foretrækker du i stedet at læse, kan du det her (English version here):
Gummarpstenen stammer fra omkring 600-tallet, og var en af de ældste runesten.
“Hådulv satte tre stave, fff”. En sten, rejst af eller for Hådulv-slægten. Et slægtsnavn, der nævnes på flere runesten. En slægt, som har kaldt sig med ulvens navn: En betydningsfuld familieklan med et navn af styrke.
F er det første bogstav i runealfabeterne, 1, 2, 3, står de efter hinanden. Navnet på f-runen, fehu, betyder kvæg – og dermed også ejendom og rigdom. F-F-F står som en bekræftelse og markering af velstand og magt. Som en påpegelse af at eje og råde over noget: sikkerhed og komfort i tilværelsen.
Men hvad vil det sige at sætte stave, som Hådulv har gjort med Gummarpstenen?
Er det en markering af økonomi?, et statussymbol?, eller er det trylleruner i ønsket om bedre økonomi?
Økonomi og værdi driver mennesket. Vækst. Altid kun lige og næsten. Hvad med resten? Vestens kapitalisme.
Camilla Brogaard har dissekeret Gummarpstenen. Vendt enhver sten i en undersøgelse af inskriptionens f’er. Den ejendom, der var værdifuld nok til at markeres på stenen.
Værket “Næsten, Vesten, Væksten, Resten” kredser om komfortøkonomi og vestlig værdibegreb. Kan vi genkende noget af os selv i Hådulv-slægten?
Se på værkerne.
Noget har lagt sig ned. Noget har lagt sig til rette. Ingen husker helt hvornår, kun at det blev liggende. Et aftryk. En aflejring. En aftale, der efterlod sin tyngde. Sådan er komfort; en forskydning. Ikke et fravær af ubehag, men en fordeling af vægt. Ikke en individuel tilstand men en forhandlet afstand – en grænse vi har lagt mellem værdi og vilkår.
Ve-sten, kun-sten, re-sten.
Stenen har skjult sig i sproget. Som en afslutning. En sidste tunghed der tvinger sætninger til jorden. Ord bliver til efterladenskaber. Levn. Noget næsten værdigt. Næ-sten, siger vi, og mærker ikke endelsens vægt.
Påmindelsen, om kroppen der blev liggende. Kroppene, der lagde sig ned i solidaritet, i protest. Næ-sten, siger vi, og påpeger en afstand, ikke en tilnærmelse.
I værkerne bliver stenen, sproget, og kroppen tunge sammen. Komfort fremstår som både en selvfølge og et system; en kropslig tilstand men også resultatet af sociale, økonomiske, og politiske forhandlinger. Grænsen mellem lethed og tyngde forskydes konstant, og værket skaber et refleksivt rum, hvor det værdifulde og det næsten værdige kortlægges – eller nedlægges.
Noget sættes, ligesom stave sættes – f,f,f.
Sten er blevet til kartofler. Som et symbol på økonomi. Mæthed. En grundlæggende værdi og statussymbol på tværs af tidsaldre. Kartoffelnettet som et net af fragtsystemer, der leverer til vores supermarkeder. Der hvor vi handler kartofler, dem vi skaber komfort med. Comfort-food.
Dem vi skræller og piller. En komfortpraksis, et omsorgsarbejde. Et arbejde.
Kartoflens skræller ligger i hjørnet er efterladenskaber. Slutninger. Som sten i endelser i vores sprog. Næ-sten. Ve-sten, væk-sten, re-sten. Skræller ligger tilbage og ophober sig. De er re-sten. Det, der ophober sig i landskabet.
Gummarp-stenen lå også. Den lå, og gjorde sin vægt til magt. En ophobning af noget der ville være mere. En forsikring, var den. Værdi fastlåst i tegn og sten. Et værn så tungt at det måtte tabes. Men hvor noget har ligget, kan det mærkes, selv når det er væk.
Lyt også til …
The Gummarp Stone
The Gummarp stone dates back to around the 7th century, and was one of the oldest runestones.
“Hådulv placed three staves f.f.f”
A stone raised by, or for, the Hådulv clan. A family-name mentioned on several runestones..
A family that named itself with the wolf: a powerful family clan with a name of strength.
F is the first letter of the runic alphabets. 1, 2, 3 – they stand in line of each other.
The name of the F-rune, fehu, means cattle — and therefore, property and wealth.
F-F-F stands as a confirmation and a claim of prosperity and power.
A declaration of possession and control. Security. Comfort in life.
But what does it mean to place staves, as Hådulv did with the Gummarp stone?
Is it a declaration of wealth? A status symbol? Or are they magic runes? — a wish for more fortune or abundance?
Economy and value drive humanity.
Growth.
Always just enough — almost.
But what about the rest?
Western capitalism.
Camilla Brogaard has dissected the Gummarp stone. Turned over every stone in a study of the F-inscription.
The wealth deemed worthy of being carved into stone.
The artwork “ALMOST, THE WEST, GROWTH, THE REST” circles around comfort-economy and the Western concept of value.
Can we recognize something of ourselves in the Hådulv clan?
Look at the works.
Something has laid down.
Something has settled into place.
No one quite remembers when — only that it stayed.
An imprint. A deposition. An agreement that left behind weight.
That is what comfort is: a displacement, a shift.
Not the absence of discomfort, but a distribution of weight.
Not an individual state, but a negotiated distance —
a boundary we’ve drawn between value and condition.
“Ve-sten”, “kun-sten”, “re-sten” – The stone has hidden itself in the danish language.
Sten – the stone.
As a conclusion. A final weight that drags sentences to the ground. Words become remnants. Traces. Something almost worthy.
“Næsten” – Almost, we say without feeling the weight of the ending.
A reminder of the body that stayed behind.
The bodies that laid themselves down in solidarity, in protest.
“Næsten” – Almost, we say — and mark a distance, not a closeness. Not an approach.
In the artworks, the stone, the language, and the body grow heavy together.
Comfort appears both as a given and a system — a bodily state, but also the result of social, economic, and political negotiations.
The boundary between lightness and heaviness is constantly shifting.
And the work creates a space for reflection, where the valuable and the almost-worthy are mapped — or laid to rest.
Something is placed— just as staves are placed— f, f, f.
Stones have become potatoes in the soil.
As a symbol of economy. Of fullness.
A fundamental value — and status symbol — across ages.
The potato net , the artwork: ‘AN ECONOMY OF COMFORT’, is a web of shipping systems, delivering to our supermarkets. Where we buy potatoes — those we find comfort in.
Comfort food.
The ones we peel and prepare.
A comfort practice. A care practice. A labour.
The potato peels gather in the corner as remains.
Endings.
Like stones at the end of our danish words:
“Næ-sten”. “Ve-sten”, “Væk-sten”, “Re-sten”.
The peels remain and accumulate.
They are the rest – what builds up in the landscape …
The Gummarp stone also lay there.
It lay, and made its weight into power.
An accumulation of something that wanted to be more.
It was an assurance.
Value locked in signs and stone.
A shield so heavy, it had to be dropped.
But where something has rested.. lain… it can still be felt — even when it’s gone.
You can also listen to …