Vamdrup-stenen II
Lyt til fortællingen om Vamdrup-stenen II / Listen to the story of the Vamdrup Stone II:
Foretrækker du i stedet at læse, kan du det her (English version here):
En præst i Vamdrup fortalte Ole Worm, at en runesten blev fundet i indgangen på kirkens våbenhus. Den lå inde i muren: Vamdrup-stenen II. Brugt som nyttesten til kirkens mure, en skæbne som så mange andre store sten i landskabet.
Det er en sten, forvekslet som en runesten og opsat langt oppe i middelalderen, hvor runerne atter var blevet moderne at bruge på gravsten. Vamdrupstenen II var i romansk stil, aflang og trapezformet med tekst øverst på siden. “Her ligger Ebbes søn”.
En søn ligger begravet et sted omkring Vamdrup. Et sted i jorden, man ikke ved hvor er, fordi gravstenen er fjernet.
Fordi man ville centralisere viden. Få de tidligste kilder til hovedstaden, tæt på magten. Passe på dem, drage omsorg,
men samtidig tage dem væk fra hvad de var, og hvor de var.
Jorden bærer og opbevarer kroppene, der begraves, gemmer og beskytter levnet af det, der var. Nærer jorden.
Jorden, der dyrkes. Ude på landet – hvorfra folk flygter til byerne, centraliserer sig, langt væk fra nedlagte busruter og nedslidte byer.
I værket af Olivia Rode Hvass eksisterer en kærlighed for landet, der møder byen.
Fortiden der møder fremtiden. En vekslen mellem noget mystisk, næsten mytisk, og noget velkendt.
Mellem en længsel væk fra landet, og en længsel efter noget andet end byen.
En længsel væk: Som en udstødt, eller et barn, der drager hjemmefra, søger væk fra mulden. Eller en sten, der fragtes fra land til by.
Vi ser på et betonrelief med en gruppe væsner på. Er det mennesker?
Relieffet ligger, som et fortidslevn, der beretter om en svunden tid. Væsnerne ligger og holder om hinanden på række. Deres ansigter er udtryksløse. Det er svært at mærke, om stemningen er hyggelig eller uhyggelig. Er de fjendtlige eller venlige?
“Her ligger Ebbes søn”. Ligger han med ligesindede? Venskabeligt? eller seksuelt?
Har Ebbes søn ikke et navn? Var han ikke, som hans familie ønskede sig?
Måske passede Ebbes søn ikke ind i sin tid og middelalderens famileformer.
Vi forestiller os Ebbes søn. Havde han længsler? En længsel efter at drage bort?
Vi forestiller os, hvad Ebbes søn hed, hvad der stod på hans gravsten.
Vi forestiller os hans gravsten blive opslugt af flammerne, og sletter hans adgang til denne verden.
Indtil nu, hvor vi ser dette relief som noget, der minder os om Ebbes søn og alt det vi har glemt. Om de væsner, der udstødes, de ting der udviskes af mennesker.
Under relieffet ligger brændte træbjælker. Vi forestiller os byen opslugt af flammer. Vi forestiller os byens brændende træskeletter.
Og betonen får pludselig en ny betydning: Fra at mime runesten – til at blive et billede på moderne byggematerialer, til højhuse der springer frem, den næste højere end den sidste.
Et billede på nutiden. Fremtiden.
Lyt også til …
The Vamdrup Stone II
A priest in Vamdrup, in the south of Jutland, once told Ole Worm that a rune stone had been found at the entrance to the church’s porch — buried in the wall. The Vamdrup Stone II.
Like so many others, it had been repurposed as building material — a destiny, shared with many other large stones from the landscape at the time.
It was a stone mistaken for a runestone, carved late in the Middle Ages, when runes had become popular again as gravestone inscriptions. Vamdrup Stone 2 is Romanesque in style — long, trapezoid — with text along its upper edge:
“Here lies Ebbi’s son.”
A son lies buried somewhere around Vamdrup. Somewhere in the ground — but no one knows where. His gravestone was removed. As an effect of centralization. A wish to gather the earliest historical sources and literature – to the capital — close to the power…
…To be protected, preserved — but taken away from where they belong.
The earth carries and keeps the bodies buried within it. Hides and protects what once was.
Out in the countryside — from where people flee to the cities. Centralizing. Far from the abandoned bus routes and worn-down towns.
In Olivia Rode Hvass’ work, a love for the land meets the fascination of the city. The past meets the future.
A fluctuation between the mystical, almost mythical, and the familiar; between longing to escape the countryside and yearning for something beyond the city.
A deep yearning, like that of an outcast, or a child leaving home, pulled from the soil—like a stone transported from land to the city.
We look upon a relief made in concrete, showing a group of beings. Are they human? The relief lies like a relic — a remnant from another time. The figures lie side by side, embracing. Their blank faces. It’s hard to tell — is the atmosphere comfortable or unsettling? Are they hostile, or kind?
“Here lies Ebbi’s son.”
Is he lying here among kindred spirits? In friendship — or sexual?
Ebbi’s son doesn’t have a name? Was he not what his family had hoped for?
Did he not fit in? Perhaps Ebbi’s son didn’t belong in his own time — or in the family structures of the Middle Ages.
We imagine him. Did he yearn for something else? Longing to leave?
We imagine his name. The name the stone once carried. We imagine the gravestone devoured by fire — erasing his ties into this world. Until now — where the relief stands as a memory. Of Ebbi’s son, and all we’ve forgotten:
Of the creatures cast out. The things humans have erased.
Below the relief lie charred wooden beams. We imagine the city swallowed by flames. The burning wooden skeletons. And suddenly, the concrete material changes meaning: no longer just echoing rune stones — but, mirroring the concrete towers and skyscrapers of the modern city, one taller than the next.
A vision of the present. Of the future.
You can also listen to …