Torup-stenen
Lyt til fortællingen om Torup-stenen / Listen to the story of the Torup Stone:
Foretrækker du at læse i stedet, kan du det her (English version here):
Hør flammerne og gnisterne fra Muspelheim. Mærk isen og kulden fra Niflheim. Verdens urtilstand. Heden fra Muspelheim og rimen fra Niflheim mødes i Ginnungagap – et tomrum af kaos og skabelse. Lige hér opstår kosmos. I Ginnungagap skabes urjætten Ymer og koen Audhumbla. Den livsgivende mælk fra Audhumbla nærer Ymer. Ymer er det første skabte væsen, hvis krop er hele verden.
Langt senere – i den verden, som vi mennesker idag bebor – dukkede en runesten op foran alteret i landsbykirken i Torup nær Viborg. I mange generationer havde Torupstenen ligget skjult for omverdenen forklædt som byggemateriale. Sådan som så mange af stenens brødre og søstre på denne tid, og i denne udstilling. “Asgots Vides søn, Svends…. mand rejste denne sten efter broder…”.
Det er en sten, som blev dedikeret fra én broder til en anden. Runerne blev ristet for at mindes en broder og på stenen afslører en k-rune, at dette fandt sted i den yngre vikingetid. En tid, hvor folk har sejlet i Ymers blod, besteget Ymers knogler og gødet Ymers krop. Stenen fra Torup var høj og lang, som en imitation af en menneskelig skikkelse. Eller som et køleskab. I køleskabet, Torupstenens nye krop, lever det isnende Niflheim i kontrast til den tidligere krops skæbne i brand, i Muspelheims flammer.
To tilstande og skæbner, der i sit møde i dette kunstværk skaber forudsætning for liv. Skaber forudsætning for fortællinger. Ligesom i Ginnungagap. Audhumbla har malket ud: der står en skål med mælk. Den mælk, der nærer Ymer, den mælk der nærer verdenen. Værket er en kosmogoni: En skabelsesberetning. En fortælling om noget forsvundet, der atter skabes på ny. Som Torupstenen, dedikeret til en bror, har Louise Vind Nielsen dedikeret værket “Stor Ko” fra én søster til en anden. Fra en ammende mor, hvis livgivende mælk gror et barn, til Audhumbla, og til alle skabende mødre og søstre.
Ultralyd danner en tåget dis af mælk fra skålen. Det spreder skabelsens duft. Vi bliver en del af et ritual, der minder os om, hvorfra vi kommer. Om mælkens betydning. Hvor vi vokser fra. Duften ændrer sig over tid, og manifesterer foranderlighed. Alting er i bevægelse. Alting vokser og alting forgår. Mennesker vokser af mælk, og brødre begraver brødre. Det bastante køleskab, og det kølige, strenge format står i kontrast til den flygtige og levende fontæne af mælk.
Det er en hyldest til det livgivende og det forgængelige. Køleskabet optræder som en summende urkraft, en maskinel urmoder. En beskytter af det, der forgår, en beskytter af mindet om Torupstenen og en beskytter af alle de vigtige fortællinger, vi kan give videre. Hvad vil vi fortælle? Hvad vil vi dele med, og give videre til, kommende slægter, deres brødre og søstre?
Lyt også til …
The Torup Stone
Hear the flames and sparks from Muspelheim. Feel the ice and cold of Niflheim. The world’s primal state, in norse mythology. The heat of Muspelheim and the frost of Niflheim meet in the void of chaos. And from that, the cosmos arises. In the void of chaos, the primordial giant Ymir is formed, along with the cow Audhumbla. Audhumbla’s life-giving milk nourishes Ymir. Ymir – the first created being — whose body becomes the entire world. Much later – in the world we humans now inhabit in the village Torup near Viborg – a runestone was discovered in front of the church altar. For generations, the Torup Stone was hidden from the world, disguised as building material – just like so many of its siblings-stones from that time. “Ásgautr Viði’s son, Sveinn’s … man, raised the stone … in memory of.. brother..”
A stone dedicated from one brother to another. The runes were carved in remembrance of a brother, And on the stone, a k-rune reveals that this took place during the late Viking Age — A time when people sailed in Ymir’s blood, climbed Ymir’s bones, and fertilized the earth – Ymir’s body. The Torup Stone was lean and tall —almost shaped like a human figure. Or like a refrigerator? In the refrigerator — the new body of the Torup Stone — lives the icy Niflheim, in contrast to its earlier fate in the flames of Muspelheim.
Two states. Two destinies. When meeting, life becomes possible. The foundation of stories. Just like in the void of chaos. Audhumbla has been milked dry — a bowl of milk stands before us. The milk that nourishes Ymir. The milk that nourishes the world. This work is a cosmogony. A creation story. A tale of something lost — created anew. Just as the Torup Stone was dedicated to a brother, Louise Vind Nielsen has dedicated the artwork “Big Cow” — from one sister to another. From a nursing mother, whose life-giving milk grows a child — to Audhumbla, and to all life-giving mothers and sisters.
Ultrasound produces a mist of milk rising from the bowl. It spreads ‘the scent of creation’. We become part of a ritual — a reminder of where we come from. Of the meaning of milk. What we grow from. The scent develops over time, manifesting transformation. Everything moves. Everything grows. And everything passes. Humans grow from milk. And brothers bury brothers. This huge refrigerator — with its cold, strict form— stands in contrast to the fleeting, living fountain of milk.
It is a tribute to the lifegiving and the perishable. The refrigerator becomes a humming primal force — a mechanical primordial mother. A protector of all that perishes. A guardian of the memory of the Torup Stone. A keeper of the vital stories we pass on. What stories will we tell? What will we share — with those who come after? With their brothers and sisters?
You can also listen to …