Landerupense II
Lyt til fortællingen om Landerup-stenen / Listen to the story of the Landerup Stone:
Foretrækker du i stedet at læse, kan du det her (English version here):
I Jylland, tæt ved Landerupgård – nær Sønder Vilstrup og Kolding, springer en kilde frem af jorden. Den kaldes Kongernes Kilde. Her, i det bløde landskab, stod engang en runesten. Allerede på Ole Worms tid var runerne svære at tyde, men man var ikke i tvivl om, at stenen havde direkte forbindelser til Kong Harald. I dag er stenen fragmenteret og står ved den førnævnte Landerupgård i flere dele. Den findes altså endnu – Måske fordi den ikke blev fragtet til København.
I samme område stod en anden sten. Landerupense II, sådan blev den præsenteret af Worm i de latinske skrifter. En sten med mystiske tegn på. Det blev denne sten, der fangede Worms interesse mest. Den skulle med til København. Men var det overhovedet en runesten? Hvis ikke, hvad var den så? I en brevveksling fra 1642 mellem Worm og en præst fra Bording ved Ribe står der: “Det undrer mig at ingen har kunnet udpege Forfatteren til den anden Landerupsten, der ikke rummer runetegn, men kemiske Tegn…” Hvilke kemiske tegn? Var det alkymi? Hemmelige symboler? Viden, der er gået tabt?
Da stenen kom til København, var den tydeligt anderledes fra de andre sten. Det var ikke en runesten. Stenens inskriptioner var for de fleste ikke til at forstå, hverken dengang, eller for os, i dag. Men Worm fandt frem til, at det formentlig var tegn af Trithemius – en datidens altvidende munk og mystiker – som havde udviklet et hemmeligt og krypteret alfabet. Det kunne altså tydes. Se blot på oversættelsen på væggen. Christian d. 4 og Anna Catharina, en konge og dronning, der også levede på Worms tid. En konge som fik bygget selvsamme tårn, som vi står i nu.
Alt tyder altså på, at Landerupense II slet ikke var så gammel som de andre runesten. Da branden i 1728 ødelagde stenen, var det som om der skete et skred i historien. Efter asken havde lagt sig, blev historien og mindet om Landerupense sløret. Med tiden blev stenen til en runesten, på lige fod med de andre, der forsvandt i branden. Sådan kan historien forvandles, en sten glide ud og genopstå som noget helt andet i vores bevidsthed. Et glitch og en forskydning. Ligesom nu, hvor Landerupense atter forvandles.
I Ida Kvetnys værk genopstår den som et hybridt væsen, både analog og digital. Et sted mellem breaking- og- fake news, mellem virkelighed og forestilling, hvor den optræder som en del af et esoterisk netværk af “Søstrene”: Jellingstenen, Horne-stenen og Virring-stenen. De kommunikerer gennem et sprog af symboler, lyde og data. Inskriptioner på et fiktivt AI-genereret sprog, som læses forskelligt af mennesker og maskiner. Som et nervesystem, med signaler og rytmer, man kun delvist kan opfange. Et glemt sprog, en hukommelse vi mennesker ikke kan tilgå. De er ikke i live, men de taler. Hvad nu hvis alle sten taler sammen på denne måde? Stenen blev fundet ved Kongernes Kilde. En kilde – et sted hvorfra noget udspringer. Både en informant, et vidne, og vand. Vand, der udgør 70 % af mennesker. Vand der afkøler verdens datacentre. Vandet bliver forbindelsesleddet mellem menneskers organiske bevidsthed og den kollektive maskinelle hukommelse – mellem myte, materiale og maskine. Landerupense II, en sten, der i værket både er bærer af biologisk og digital hukommelse. En kilde i alle henseender.
Værket iscenesætter idéen om, at kunstig intelligens i fremtiden kan udvikle sprog, som ikke længere kan forstås af mennesker. Sprog, baseret på mønstre, algoritmisk logik og lydfrekvenser. Landerupense bliver en del af denne fremtidige kommunikationsform, hvor tegn ikke er for mennesker, men for et netværk af maskiner. Runer uden modtagere. Eller med modtagere, man endnu ikke kender. Den bliver et symbol på mistet fortid og en portal til fremtiden. Arkæologi, tro, teknologi og tid kollapser ind i hinanden – Ikke kun i én tidslinje, ikke kun i én fortælling. Hvornår er et artefakt troværdigt? Og hvem afgør og definerer sandheden? Og hvornår manipulerer man med den? Og hvad med Christian d. 4., hvis navn dukker op på stenen? Har han forsøgt at indskrive sig selv i en fortælling? Nedfælde sit navn i en sten, sætte den ved Kongernes Kilde? Og håbe den senere kan blive kulturarv – Som en 1600-tallets Harald Blåtand?
Lyt også til …
Landerupense II
Somewhere in Jutland, close to Landerupgård — near Sønder Vilstrup and Kolding — a spring emerges from the ground. It’s called the Kings’ Spring. Here, in the soft landscape, once stood a runestone. Even in Ole Worm’s time, the runes were difficult to decipher, but there was no doubt — the stone had direct connections to King Harald of Denmark.
Today, the stone lies fragmented, near the mentioned Landerupgård. It still exists — maybe because it was never brought to Copenhagen… In the same area stood another stone. Landerupense II, as Worm named it in his Latin writings. A stone marked with strange symbols. It was this stone that truly caught Worm’s attention. It had to be brought to Copenhagen. But was it even a runestone? If not, what was it? In a correspondence from 1642 between Worm a priest from Bording near Ribe, Worm wrote: “I wonder that no one has been able to identify the author of the other Landerup stone, which contains no runes, but chemical signs…” Chemical signs?! Was it alchemy? Secret codes? Lost knowledge?
When the stone arrived in Copenhagen, it was clearly different from the others. It was not a runestone. Its inscriptions were impossible for most to understand —neither then, nor now.. But Worm discovered it was probably signs created by Trithemius — an abbot, a polymath and a cryptographer— who had developed a secret, encrypted alphabet. So it could be deciphered! Just look at the translation on the wall. Christian the 4th and Anna Catharina — a king and a queen who also lived during Worm’s time. A king who had built the very tower we stand in now.
Everything suggests that Landerupense II was not nearly as old as the other runestones. When the great fire of 1728 destroyed the stone, it felt as if history itself had shifted. After the ashes settled, the story and memory of Landerupense became blurred. Over time, the stone turned into just another runestone — like the others lost in the fire. This is how history transforms — a stone can vanish and reemerge as something entirely different in our consciousness. A glitch. A shift. Just like now, when Landerupense transforms once again.
In Ida Kvetny’s work, it is reborn as a hybrid being — both analog and digital. Somewhere between breaking news -and- fake news, between reality and imagination, it becomes part of an esoteric network of “The Sisters”: the Jelling Stone, the Horne Stone, and the Virring Stone. They communicate to each other through a language of symbols, sounds, and data. Inscriptions in a fictional AI-generated language — read differently by humans and machines. Like a nervous system, sending signals and rhythms we can only partly perceive. A forgotten language. A memory we humans cannot access. They are not alive — yet they speak. What if all stones speak to each other like this? The stone was found by the Kings’ Spring. A spring — a place where something originates. A source. A witness. Water. Water which makes up 70% of the human body. Water that cools the world’s data centers. Water becomes the link between human consciousness and machine memory — between myth, material, and machine. Landerupense II — a stone that in this work carries both biological and digital memory. A source, in every sense of the word.
You can also listen to …